Thorkild Hansen har med Det lykkelige Arabien skrevet en i dansk litteraturhistorie uomgængelig bog. Sådan forekommer det mig.

Ikke desto mindre er det noget af en overraskelse, at jeg sådan har kunnet smyge mig uden om den i lange læsende tider - eller omvendt.

Den undveg mit blik, og således er det først i denne pragtudgave, som Gyldendal har sendt på gaden, at jeg for alvor får mulighed for at fordybe mig i romanen, der tematiserer Carsten Niebuhrs fatale ekspedition til Arabien. En tur, udelukkende han selv vendte hjem fra med livet i behold.

Spørgsmål såsom: Hvad var Niebuhrs mission? Hvilke tildragelser gjorde han sig? Det er spørgsmål, der gør sig godt, når man som læser bevæger sig igennem fortællingen, men stiller man sig udelukkende sådanne spørgsmål, fattes man dybde i sin bevægelse frem i fortællingen, for Thorkild Hansen udmærker sig ved at nære en stor interesse for, hvem Carsten Niebuhr er som person: Hvilket stof er han gjort af? Hvilke overvejelser gør han sig, mens han er af sted?

Thorkild Hansen inddrager i denne biografiske, historiske skildring af en af Danmarks opdagelsesrejsende dagbøger og kilder, som på fin vis er med til at kaste et lys over foretagendet.

Vi er tilbage i 1761, hvor Frederik V udsendte en ekspedition til Mellemøsten og Den arabiske halvø. Der var tale om fem videnskabsmænd og en fjerner. Det varede syv år. Carsten Niebuhr var besætningens astronom og landmåler.

Det er en rejse, der byder på genvordigheder; intriger og farefulde strækninger. Den maler et - forekommer det mig - realistisk tidsbillede frem. Det er overordnende viden om planteliv, dyreliv og fremmede kulturer, de søger efter på rejsen, og de får mangt og meget andet med sig hjem i bagagen.

Det pryder udgaven her at læse Thorkild Hansens egne dagbogsoptegnelser fra denne tid, hvor han synes at mangle tro på egne evner og fattes håb angående udgivelsen.

Tom Kristensen, som anmeldte den i sin tid, nærede anderledes store forhåbninger til den - hans anmeldelse kan man også læse i udgaven her.