Følgende udvikling siger meget om vores tid:
I midten af 1940’erne udkom et fem-binds værk om Sønderjyllands historie på over 2500 sider.

I 2008-2009 udsendte Historisk Samfund for Sønderjylland et to-binds værk på omkring 1000 sider om egnens historie.

Og nu er der så udkommet en bog på 208 sider om den særlige historie, grænselandet har. I virkeligheden er fortællingen på blot 188 sider. De sidste 20 sider er en grafisk fremstilling af den indviklede historie om de sønderjyske hertughuse, en litteraturvejledning samt navne- og stednavneregister. Og trækker man den store mængde illustrationer fra, er vi endnu længere nede.

Det er en svær kunst at fortælle Sønderjyllands ofte meget komplicerede historie - fra forhistorisk tid helt frem til i dag! - på så få sider. Mange historikere vil nok sige: ‘Godt det ikke er mig, der fik den opgave.’

Forfatterne Carsten Porskrog Rasmussen og Hans Schultz Hansen har ikke ladet sig afskrække, men går frisk til opgaven i bogen Sønderjylland - En særlig historie. Den er udsendt af Historisk Samfund for Sønderjylland i anledning af foreningens 100-årige historie, og meningen med bogudgivelsen er at formidle Sønderjyllands historie til en bred kreds.

Et kludetæppe
På mig har årene fra 1200-tallet til begyndelsen af 1800-tallet altid været de mest indviklede at forstå, når der gælder landsdelens historie, der er helt, helt anderledes i forhold til andre egne i Danmark. I 1200-tallet blev Sønderjylland til et hertugdømme, fordi danske konger indsatte deres sønner som hertuger i Sønderjylland.

I 1232 blev Abel udnævnt som hertug, og derefter var Sønderjylland i århundreder et arveligt hertugdømme, mens Danmark frem til 1660 var et valgkongedømme. I midten af 1300-tallet var Sønderjylland i realiteten blevet til en selvstændig stat. Senere satte de holstenske grever sig på det sydlige område af Sønderjylland, og Slesvig - som området fra slutningen af 1300-tallet blev kaldt - fik fælles herrer med Holsten.

Fra 1460 tilbød adelen på begge sider af Ejderen, at den danske konge, Christian den Første, kunne blive herre over både Slesvig og Holsten mod, at han anerkendte, at Slesvig og Holsten var to uadskillelige områder. Det skete med den såkaldte Ribe-erklæring efter, at en af hertugslægterne uddøde.

I de efterfølgende cirka 404 år styrede den danske konge på begge sider af Kongeå-grænsen - blot på to forskellige måder. Og fra slutningen af 1400-tallet blev Sønderjylland delt i én uendelighed: De danske konger delte med deres brødre, så Sønderjylland/Slesvig - og Holsten - til sidst blev et uoverskueligt landkort af kongelige dele, gottorpske dele, fællesregerede dele, grevskaber og områder, der blev tildelt efterkommere.

Det er alt sammen indviklet, og i bogen her bliver det så komprimeret, at en læser, der ikke er enten ekspert eller nørd, hurtigt kan tabe pusten. Men jeg vil anbefale, at man læser disse afsnit langsomt og lader oplysningerne sive stille ind - gerne ved at supplere med andre fremstillinger, der sætter det komplicerede stof i relief.

Dér, hvor hele dette virvar af konger og hertuger og landområder i bogen for alvor får en relevans - set med nutidens briller - er formentlig fra midten af 1600-tallet, da gottorperne begynder at få en helt anden udenrigspolitisk orientering end den danske kongemagts orientering. Sagt med andre ord: Hertugen af Gottorp gad ikke være med i den danske konges krigseventyr, når Gottorp ikke fik synderligt meget ud af det.

Ven med arvefjende
Gottorp allierede sig med Danmarks arvefjende, Sverige, i den krig, da Danmark tabte Skåne, Halland og Blekinge, Svenskekrigen fra 1657 til 1660. Derefter blev Gottorp erklæret uafhængig af den danske konge, men i 1720 genvandt den danske kongemagt dog kontrollen over de gottorpske dele af Slesvig. Men Slesvig fortsatte med at have sine egne love, eget skattesystem og en særlig valuta.

Alt dette være sagt som en hjælp til at komme igennem den efter min mening mest komplicerede del af bogen. Forfatterne hjælper dog læserne rigtig godt med på vej ved før hvert afsnit at bringe en lille ekstrakt af, hvad afsnittet handler om i helikopterperspektiv.

Når bogen fra 1700-tallet virker meget letlæst hænger det helt sikkert sammen med, at de seneste 200-300 år er dem, vi har hørt mest om i historiebøgerne, på tv og andre populære fremstillinger. Ved læsningen bør man i hvert fald ikke gå i stå i den fjernere fortid, der kan være lidt sværere at forstå.

Tyske perspektiver
Bogens forfattere har begge en dansk baggrund og en dansk indgang til Slesvigs og Sønderjyllands historie. Carsten Porskrog Rasmussen er enhedsleder for historie ved Museum Sønderjylland, og Hans Schultz Hansen er forskningsleder ved Rigsarkivet i Aabenraa.

For nylig var det tyske mindretals formand Hinrich Jürgensen ude med et forslag om, at tyske og danske historikere skulle sætte sig sammen om at skrive en fælles historiebog for Slesvig/Sønderjylland. Hver side har sin vægtning. Det gælder først og fremmest fermstillingen afgrænsedragningen i 1920, som fra dansk side har fået den gængse betegnelse “Genforeningen”, og som på tysk side traditionelt er blevet betegnet som enten “afståelsen af Nordslesvig”, “Slesvigs deling” og i de senere år “grænsedragningen”.

I denne bog giver de to forfattere en generelt meget afbalanceret fremstilling, hvor også tyske perspektiver fremhæves og forklares. For eksempel bruges det neutrale ord “grænsedragning” om 1920-grænsens opståen. Bogen er skrevet til dansksprogede læsere, men bortset fra nogle små ubetydeligheder er det vanskeligt at se, hvor de tyske vinkler mangler.

Det er korrekt, at optakten til 1864 ofte i den danske diskurs er blevet fremstillet noget ensidigt, men de seneste 30-40 år er det bestemt ikke noget, man har kunnet klandre danske historikere for - tværtimod.

Sønderjylland - En særlig historie fokuserer primært på tidernes konflikter i grænselandet, mellem magthavere, mellem dansk og tysk og mellem flertal og mindretal. Og det gør den meget præcist og overbevisende.