At være normal kan defineres på flere forskellige måder. Man er eksempelvis normal, når man ikke er syg, da sygdom er afvigelse fra det normale. I en dagligdags betydning kan man sige, at man er normal, når man er ligesom alle andre, men det hjælper måske ikke så meget, fordi de andre forekommer at være forskellige i højde og drøjde, alder og udseende, anseelse og rang osv.

Normal kan også defineres ud fra, om man følger normerne; om man er i stand til at opføre sig på en måde, der ikke er påfaldende. Man passer ind i forhold til, hvad andre forventer. Og det normale kan også forstås som det gennemsnitlige eller som dem, der statistisk set er flest af.

Men normal kan også forstås i en normativ forstand som det ideelle og ønskværdige. Og det er i den betydning ægteparret Eva og Rune Selsing anvender det i bogen Den borgerlige orden. Om angrebet på det almindelige menneske

. Den normale - eller det almindelige menneske - er dog under angreb fra en række forestillinger, der er blevet dominerende i løbet af det 20. århundrede. Forfatterne har skrevet bogen så normale mennesker ikke længere skal skamme sig over deres normalitet, men også for at gøre opmærksom på, at de normale bliver undertrykt. Måske kan man sige, at deres mål er, at det normale skal anerkendes som det normale igen. Med bogen håber forfatterne, “at vi kan være med til at fjerne noget af nutidsmenneskets skam over at være normal, pligtopfyldende, kristen, heteroseksuel og hvilke markører, det ellers er på mode at hade” (s.18).

I fire dele får læseren beskrevet, hvordan hadet til det normale er opstået, hvordan det har sat sit præg på kunsten og undermineret moralen. Fjerde del består af nogle overvejelser over, hvordan man kan komme tilbage til den borgerlige orden, der ellers er under et massivt og hadefuldt angreb, der søger at erstatte det normale med det perverterede, grimme og unormale.

Første del handler om den idehistoriske udvikling af en hadets filosofi, der har gjort op med traditionelle værdier som sandhed, kærlighed, fællesskab, familie, ægteskab, køn og ikke mindst troen på noget, der er større end mennesket, nemlig Gud eller i det mindste det guddommelige og evige, der har skænket os livet og indstiftet ægteskabet mellem mand og kvinde.

Hadets filosofi tager sin begyndelse med Nietzsche, der tager afstand fra de evige værdier for i stedet at indsætte overmennesket som et, der selv sætter værdier i moralsk forstand. Der findes ikke evige værdier, men kun viljen til magt. Henvisningen til evige værdier skyldes et ressentiment (hævnfølelse) mod de stærke, så man kan vende om på den naturlige orden. Gud er død, erklærer Nietzsche, og derfor indsættes menneskers vilje til magt i hans sted.

Disse tanker videreføres hos Heidegger, der i sin tænkning for det første viser, at der ikke gives noget transcendent, der kan forklare verden, hvorfor grundlaget for viden forsvinder. For det andet viser Heidegger i sin analyse af mennesket (tilværen), at det almindelige menneske kun er at foragte på grund af dets uegentlige væren. Det kommer nemlig an på at være på en autentisk og særegen måde. Han viser hen til, at mennesket er kastet ind i verden - og at det her må udmærke sig ved at skille sig ud fra mængden. Hvilket igen videreføres i den franske eksistentialisme med Sartres forestilling om, at mennesker skaber moralen på sammen måde som en kunstner skaber sit værk. Og Simone de Beauvoir radikaliserer med dette udganspunkt feminismen ved at hævde, at man ikke fødes som kvinde. Kvinde er noget, der produceres gennem den måde, hvorpå hun produceres som kønnet væsen af det omgivende samfunds struktur og magt.

Her kan Foucault og andre tænkere tage over og med forestillinger om, at mennesker ikke er selvstændigt handlende væsener, men snarere noget der indgår i strukturer af magt og diskurser, der producerer eller positionerer den enkelte. Alt bliver et spørgsmål om sociale konstruktioner, der opløser enhver henvisning til en oprindelige normalitet og social stabilitet.

Værst af det hele er dog, at den skitserede tænkning fra Nietzsche til de seneste identitetspolitiske aktører er drevet af et grundlæggende had til det normale. Det er hadet mod den borgerlige orden, der er den egentlige drivkraft i udviklingen af denne tænkning. Nietzsche var en forsmået tænker, hvilket kan have været hans bevæggrund for at kaste had på den tilværelse, som tilsyneladende afviste ham. Så hans opgør med den kristne ressentimentfølelse har måske sit udspring i hans eget ressentiment mod den borgerlige orden, der ikke ville vide af ham (s.42). Dette er dog ikke afgørende for pointen, men blot en detalje i fremstillingen. Det afgørende er, at afvisningen af Gud betyder at al moral bliver relativ og op til mennesker i en indbyrdes magtkamp om overherredømmet - ikke mindst i den måde, mennesker tænker om det normale - og som kan give de normale skamfølelse, da deres livsførelse udskammes, fordi de ikke forsøger at realisere sig selv som noget særegent, outreret og autentisk. Helst noget, der gør op med køn, seksualitet eller etnicitet.

Det, der er på spil, er ikke blot, om vi skal leve på den ene eller anden måde. Det handler faktisk om hele den vestlige civilisation, som hadets filosofi vil kaste på møddingen for at erstatte det med vrangbilleder og grimhed. “Den borgerlige orden er denne civilisations grundlæggende institutioner. Den dækker altså over de elementer, der bærer den livsform, det almindelige, vestlige menneske i generationer har levet i og være en del af. Den borgerlige ordens substans er de normer, som lever i familien, i de to køn og deres rollefordeling, i den historiske dannelse, i den overleverede viden, i tilliden mellem os og vores forhold til ret og vrang. Ordenen bor i skolen, i kirken, i kongehuset, på museerne, i teatret. Men bor i særlig grad hjemme hos os selv” (s. 15).

Det er konservatismen i dens klassiske forstand, der må anses som det normale. Det er Gud, Konge og Fædreland som en naturlig orden, fordi den udtrykker civilisationens grundlag og den befæstes og reproduceres gennem den normale familie med far, mor og børn. Det er dette, hadets filosoffer hader så inderligt. Det normale skal omstyrtes, hvilket kun afstedkommer, at det moderne menneske går rundt i ulykkelig elendighed, da der ikke længere gives en mening med tilværelsen; med livet. Det findes kun noget, der måske kan aflede den enkeltes opmærksomhed for en stund - som klimaaktivisme, veganisme, indsamlinger til Sudan, at lege med sin seksualitet eller andet, der egentlig ikke stikker så dybt - og som grundlæggende ikke kan give en mening til det levede liv. Det er et horisontalt liv uden dybde og rødder i noget, der er større end menneskene.

Hadets filosofi “ønskede grundlæggende at vi skal tage 2000 års historie og slå en streg over den…. at få mennesket frigjort til at leve uden begrænsninger eller hæmninger, og i hvert fald uden for normen…. Det er et opgør med vores livsform, med vores arvede fællesskaber, og det er et opgør med det normale menneske” (s. 12). Og dette ser man udover i tænkningen og den kontinentale filosofi ikke mindst i den moderne kunst, hvor ekspressionismen med dens dyrkelse af det grimme og det primitive gjorde op med Det Skønne som kunstnerisk ideal. Det skønne viser hen til en guddommelig evighed, så kunstens opgør med skønhedsidealet svarer til opgøret med Sandheden og Det Gode på områderne for viden og moral. Men grimhedsdyrkelsen har større konsekvenser for det normale menneske og tilværelsen end blot æstetiske. “Og hvad er så grimhedens hverdagsbetydning? Hvad gør det grimme ved os? Jo, det forgifter vores forhold til verden på et dybere niveau end ord kan” (s. 153). Kunsten i det 20. og op i det 21. århundrede deltager således i om omvending af alle værdier gennem dyrkelsen af grimhed, primitivitet, nonfigurativitet og uforståelighed.

Ikke mindst er det værdien af familien, der virkelig viser sig som det angrebne punkt. Og her spiller feminismen med dens snak om, at man skal gøre sig fri og ikke være afhængig en afgørende rolle. Fri sex, tilfældige partnere, ligegyldighed i forhold til troskab, skilsmisser, mangel på loyalitet og så videre angriber den mest betydningsfulde og helligste af den borgerlige ordens institutioner. “Familien er kulturens mindste og vigtigste enhed” (s. 236). Familien er sammen med nationen det, der udgør den borgerlige ordens kit og forbindelse til evigheden og den altfavnende kærlighed: “Fordi nationen forener familie, Gud og hverdagslivet, er den et afgørende fællesskab for os”, som det hedder side 256.

Den borgerlige orden er på et plan en fin fremstilling af, hvad det er, der opleves som tabt og truet inden for en klassisk konservatisme. Den er et identitetspolitisk indlæg for en særlig værdibaseret tænkning om den moderne tilværelse, hvor der hæges om såkaldte traditionelle værdier. Forfatterne har en god pointe om, at kampen om værdierne forskyder den traditionelle politik fra et spørgsmål om fordeling af samfundets materielle værdier til et spørgsmål om kulturkamp.

Desværre er det egentlig ikke forfatternes formål primært at komme med et forsvar for deres særlige opfattelse af og bud på en eftertragtelsesværdig kultur. De er langt mere interesseret i at lave en historie om, hvordan de konservative og normale værdier er under angreb, hvilket gør fremstillingen mærkelig og til tider helt absurd og usammenhængende.

For at man skal føle angrebet fra dem, der hader det almindelige, pustes hadtænkningen og dens indflydelse op, som om den har fat i flertallet. Sjovt nok, så beskrives hadfilosofien som skiftevis altoverskyggende og magtesløs afhængig af, hvad der lige forekommer at være mest effektfuldt. “Hadets filosofi har på lange stræk vundet” hedder det eksempelvis på side 210, og det beskrives også, hvordan hadtankerne har fået fat i underklassen, så den ikke længere (kun) er et elitefænomen. Som kontrast har man tidligere kunne læse “For langt de fleste mennesker er de traditionelle kønsroller naturligvis både meningsgivende og kloge” (s.185). Og dette skifter løbende – somme tider er hadet lokaliserbart på universitetet, andre tider er det helt dominerende i samfundet og andre gange er moralen og Guds kraft så stor, at det almindelige og sunde alligevel står imod.

Desværre skæmmes bogen også af, at den fisker i idehistorien for at få sin fortælling til at gå op. Det er eksempelvis interessant i deres redegørelse for feminismen, at de ikke henviser til John Stuart Mills skelsættende værk Undertrykkelsen af kvinder fra 1869, da den fremstiller nogle forhold om, hvordan kvinden som køn produceres af den måde, hvorpå de bliver omtalt - det kunne ellers have været spændende.

Generelt er deres læsninger af de filosoffer, som de hader, mådelig - og det ser ikke ud til, at de har været interesseret i at forstå dem. Når det eksempelvis med henvisning til Foucault hedder: “ ‘Manden’ bliver en sociologisk kategori, en indehaver af magt. Hans handlinger skal forstås som magtudøvelse. Når han opdrager, er det for at cementere sin magt og videreføre den orden, der har givet ham og hans køn så gode vilkår. Når han behandler sin hustru som kvinde, er det for at holde hende nede” (s.184), er det tydeligt, at de enten ikke har gidet at sætte sig ind i, hvad Foucaults magtbegreb betyder - eller også forvrænger de bevidst hans magtbegreb for at gøre modstillingen tydeligere.

Uanset hvad betyder det, at deres læsninger af hadets filosofi ikke bidrager til at forstå den tænkning, de gør op med. Hvilket der ellers kunne være god grund til og i hvert fald ville det være et interessant og legitimt forehavende. En lignende misrepræsentation gælder redegørelsen for et begreb som ‘social konstruktion’, der gøres til et mere eller mindre individuelt fænomen, som om hver enkelt kan konstruere sin virkelighed. Langt de fleste, der operer med sociale konstruktioner vil relatere dem til diskursive systemer, der er helt anderledes træge end individuelle påfund.

Forfatterne nævner flere gange, at det kan være svært at vise, hvordan præcis sammenhængen er mellem det sociologiske niveau og de filosofiske tænkninger, der præsenteres. Men de tager ikke nogle konsekvenser af deres egen indvending, men hævder frit at tænkningen direkte er årsag til udviklingen af såvel historien som den måde, moderne mennesker tænker på. Men for det første er hadets filosoffer ikke de eneste, der tænker. Man kan også dårligt hævde, at de har været hegemoniske - endsige går op i en monolitisk, antiborgerlig position. Forfatterne henviser selv til den angelsaksiske tænkning og hele udviklingen af liberalismen, som har været den mest dominerende nogle århundreder. Liberalismens rationalisme og opgør med traditionalisme ses da også som en murbrækker for hadets filosofi, men ellers ser det ikke ud til at andre tænkninger har haft indflydelse på udviklingen, hvilket jo strider mod forestillingen om, at det er ideer, der driver udviklingen. Og deres påstand om, at liberale og konservative tænkere ikke har forholdt sig til menneskers levevis og moral virker mildest talt som åndelig dovenskab.

Den historiske udvikling er meget kompleks og kan ikke forklares som visse ideers radikale indflydelse - en indflydelse der jo også kraftige relativeres i fremstillingen selv, uden at det har konsekvenser for konklusionerne om hadets filosofi.

Endelig skæmmes fremstillingen også af den afgørende præmis om, at almindelige mennesker er udsat for identitetspolitisk undertrykkelse, der gør, at de føler skam ved den måde, de lever deres liv på. Identitetspolitik handler, som forfatterne også viser, om at gøre identitet til et element i en politik, hvor man gerne vil fremme anerkendelse af ens identitet. Identitetspolitikken er således ofte defensiv og udspringer (for det meste, men ikke altid) af et ønske om anerkendelse og mere lighed mellem forskellige identiteter. Hadet kommer jo snarere fra forfatterne og de normale, som i den grad hader dem, der er anderledes. De normale står selv som repræsentanter for en særdeles magtfuld normalitet, der udskammer dem, der forsøger at få anerkendt deres identitet som noget andet end forfatternes normale menneske.

Forfatternes had til de anderledes formuleres endvidere ind i en ramme, som trækker på tankesæt fra det yderste højre, der ønsker kulturel enhed inden for nationalstaten. Der er nemlig en guldstandard for mennesker og for normaliteten, som er givet af Gud og manifesteret op gennem civilisationen: “det [er] tilfældigvis … sådan, at normalen i Vesten er den kristne, kaukasiske, rationalitetsprægede, heteroseksuelle type” (s.195), og her har tolerancen meget snævre grænser: “I praksis bygger tolerancen, solidariteten og friheden i Vesten først og fremmest på kulturel enhed” (s.252). Her kan man tale om en hadets filosofi - hadet til det fremmede, til det anderledes, til dem, der gerne vil anerkendes på linje med den normalitet, der stammer fra den borgerlige orden.