En ny bog tegner et noget mere sammensat billede af kunstneren Franciska Clausen (1899-1986) end det, vi er vant til.

En gængs fortælling har for eksempel været, at hun - efter at være flyttet tilbage til sin hjemby, Aabenraa, i begyndelsen af 1930erne - primært dyrkede portrætmaleriet for at skaffe sig et levebrød. Men hun dyrkede ikke bare portrætmaleriet, fordi hun blev betalt for det. Det fastslår kunsthistorikeren Inge Lise Mogensen Bech i en ny bog, der slet og ret har fået titlen Franciska Clausen. Bogen udsendes samtidig med, at kunstmuseet ARoS i Aarhus frem til den 26. februar 2023 viser en omfattende udstilling med flere facetter af Franciska Clausens kunst.

Forfatteren er tidligere postdoc ved Aarhus Universitet og har været tilknyttet Kunstmuseet på Brundlund Slot i Aabenraa, hvor Fonden Franciska Clausens Samlinger i 2011 deponerede flere tusinder værker, primært oliemalerier, olieskitser og værker på papir. I dag er Inge Lise Mogensen Bech museumsinspektør ved Randers Kunstmuseum.

En savnet bog
Det er den første kunsthistoriske monografi i 35 år om Aabenraa-kunstneren, der var en del af den internationale kunstneriske avantgarde i starten af det 20. århundrede. Og efter endt læsning går det virkelig op for én, hvor savnet den bog har været.

Inge Lise Mogensen Bech kommer vidt og grundigt omkring, og bogen skal fremhæves for at gå i dybden med aspekter af Franciska Clausens livsværk, som ikke på samme måde har været sat på hende som prædikatet ‘avantgardist’ har.

Levebrødskunst?
Bogen er bygget op i afsnit med overskrifterne “Portrætmaleren”, “Avantgardisten”, “Surrealisten”, “Designeren” og “Modernisten”, og før hvert enkelt afsnit er der på ensfarvede opslag en overskuelig sammenfatning af indholdet på de kommende sider. Det er meget enkelt og smukt lavet.

Franciska Clausen gjorde sig nemlig også som designer, surrealistisk kunstner og portrætmaler. Når det gælder det sidste, har tidligere forskning fremhævet portrætmaleriet som noget, hun måtte ty til for at tjene til dagen og vejen. Men den forklaring køber Inge Lise Mogensen Bech ikke. Hun skriver:
“Hvis portrætterne udelukkende havde været en sur pligt, ville man næppe have fundet andre spor efter denne genre end de bestillinger og øvestykker, som hun arbejdede med for at tjene penge. Det er ikke tilfældet”.

Ét af flere argumenter for denne påstand er, at Franciska Clausen gentagne gange malede sin egen mor, og de billeder, der kom ud af anstrengelserne, kan ikke have været tænkt som salgsobjekter. Clausen har også vedligeholdt sin kunnen ud i portrætmaleriet ved at skildre kendte ansigter som Picasso og Ritt Bjerregaard.

Til Franciska Clausens mest kendte portrætter hører oliemaleriet af dronning Margrethe fra 1977, af dronning Ingrid fra 1980, hendes selvportrætter og udaterede portrætter af ikoner som Marilyn Monroe, Brigitte Bardot, Doris Day og Fred Astaire.

Som ung gennemførte Franciska Clausen kunststudier i tyske metropoler som München og Berlin og også i Paris. Vi kender til hendes skuffelse over ikke at have fået den anerkendelse, hun gerne ville have haft, da hun vendte hjem til Danmark.

Ofte er Franciska Clausen blevet fremstillet som et overset kunstnergeni og som en kvindelig kunstner, der ikke blev taget alvorligt i en mandsdomineret verden. Det er en fortælling, der passer godt ind i en nutidig ligestillings-diskurs, men som også afspejler billedet, som det vitterligt var generelt i de første årtier af det 20. århundrede.

De kolde skuldre
Først i 1908 kunne kvinder blive optaget på kunstakademiet i København, og kvinderne blev ikke fra den ene dag til den anden taget lige så alvorligt som mænd i hverken kunstverdenen eller det omgivende samfund.

Ved læsning af bogen får man dog ikke det indtryk, at Franciska Clausen skulle have klaret sig specielt dårligt med den begrundelse, at hun var kvinde. Hun var ud af en velstillet købmandsfamilie, og hun fik økonomisk støtte med hjemmefra, da hun drog ned på kontinentet for at suge til sig af de nye strømninger, der slet ikke var nået til Danmark endnu. Det blev krydret med en målbevidsthed og store ambitioner.

Franciska Clausen vendte i 1931 tilbage til Aabenraa, da familien efter farens død i 1924 ikke længere havde råd til at støtte hende. Hun efterrationaliserede vel nok en kende, da hun senere kaldte Danmark for “de kolde skuldres land”.

Det er sandsynligt, at Clausen er blevet modtaget temmelig ugæstfrit, og hun har nok også følt det sådan. Spørgsmålet er, om det ikke mere var fordi hun var en moderne kunstner end den omstændighed, at hun var kvinde. Der var masser af kunstnere, der ikke kunne sælge deres billeder i krisetiderne efter børskrakket i New York i 1929 - det gælder også Franciska Clausens berømte læremester i Paris, Fernand Léger.

Hele billedet hedder udstillingen på ARoS. Denne titel kunne man også sagtens have givet bogen i stedet for den noget mere anonyme bogtitel med blot kunstnernes navn. Naturligvis ville det være vovet at love, at bogen her tegner ‘hele billedet’ af Franciska Clausen. Skal man være lidt mere afdæmpet, kan man i hvert fald sige, at bogen tegner et mangesidigt og meget grundigt billede af kunstneren.

Denne bog anbefales alle, der interesserer sig for denne spændende sønderjyske kunstner i et krydsfelt mellem det danske og det tyske - og for det 20. århundredes moderne kunst i al almindelighed.