Religion er enormt bøvlet. Eller det bliver den ofte, når den indgår i relation til noget andet - enten noget andet, som ikke er religion, eller noget andet, som er andre religioner. Det er ret tydeligt i den offentlige debat, hvor konflikter om religionen og dens plads i offentligheden ofte giver anledning til særdeles animerede diskussioner. Det bøvlede er også ofte meget nærværende i de institutioner, som er fælles i et samfundet som eksempelvis skolen. Her mødes mennesker med forskellige opfattelser og holdninger, og de skal fungere sammen. Men her bliver det virkelig bøvlet.

I forhold til skolen er der evindelige diskussioner om faget Kristendomskundskab, om fritagelsesregler, om mad, om omklædningsrum, om fællesskabsregler osv. osv. På den ene side kan man argumentere for, at i en moderne skole bør religion slet ikke fylde og have plads. Religion er noget, der må foregå uden for skolen. Det vil være et argument for en radikal sekularisering. På den anden side kan man argumentere for, at der må være plads til de forskellige religioner, fordi eleverne og deres forældre kan have forskellig tro (eller ikke-tro), og de forskellige livsforståelser må kunne trives i en stor mangfoldighed præget af gensidig respekt og anerkendelse. Det er et argument for multikulturalisme, hvor der er plads til forskellige identiteter uanset deres religiøse eller a-religiøse farvning.

Men man kan også argumentere for, at der i Danmark eksisterer en majoritetsreligion (den folkekirkelige kristendom), som historisk har haft indflydelse på skolen. Kristendommen er så indgroet en del af skolen, at den ikke længere tæller som religion; den er blevet en kulturel identitet, som det er legitimt at fastholde som et bud på noget, der bidrager til et nationalt fællesskab. At være dansk er også at være (kultur)kristen. Dette er måske den dominerende opfattelse i en dansk skolesammenhæng, selvom flertallet af de skoleprofessionelle selv opfatter skolen som neutral ift. religion - eller i hvert fald har en opfattelse af, at religion ikke spiller nogen rolle i forhold til elevernes undervisning og samarbejdet med forældrene.

Det er den slags problemstillinger, der er det helt centrale i bogen Gud i skolen.

Bogen løber i to spor, der meget fint flettes sammen. På den ene side behandler bogen en række temaer, som er vigtige for at forstå religionen og dens samfundsmæssige rolle i et moderne samfund i almindelighed og skolen i særdeleshed. Det er begreber som sekularisering, religiøs majoritet og minoritet, kultur eller religion, religion som privatsag, kulturkristendom osv., der behandles. På den anden side perspektiveres disse begreber med forskellige aktører inden for religion og skoleverden. De interviewede er en række repræsentanter for forskellige trossamfund, sammenslutninger af livsanskuelser, lærere og skoleledere, forhenværende undervisningsministre, religionsvidenskabelige eksperter og endelig direktøren for Institut for Menneskerettigheder.

Krydsklipning fungerer rigtig godt og er med til at give kød på de mere teoretiske gennemgange af begreberne. Det bliver tydeligt, at der ikke findes enkelte svar på de religiøse dilemmaer, man møder i skolen. Hvis rettigheder har forrang frem for andres? Et eksempel, der bl.a. drages frem, gælder den censor, der ikke vil give hånd til kvindelige elever. Her ville jeg umiddelbart, inden jeg havde læst bogen, sige: ’det er helt uacceptabelt’. En censor på et dansk gymnasium er naturligvis forpligtet til at give hånd uanset elevens køn. Men hvad med censors religionsfrihed? Bliver den begrænset af, at man ikke vil have en censor eller lærer, der ikke vil give hånd. Har en censor lige ret til at udøve sin religiøse identitet som de studerende; skal han indordne sig under de normer, der er gældende i en dansk uddannelseskultur?

I den pågældende case klagede en kvindelig elev og fik domstolens ord for, at der var tale om brud på ligestillingsloven, men hvad nu hvis censor havde valgt ikke at give hånd til hverken piger eller drenge? Ville det være en måde, hvorpå censors religiøse rettigheder og elevernes ret til at blive behandlet lige begge blev tilgodeset? Dette kunne være et eksempel på en pragmatisk løsning på et religiøst dilemma, hvilket en række af de interviewede peger på som løsning på forskellige religiøse dilemmaer. For det er selvfølgelig ikke i orden ikke at behandle elever lige. I den sag er vi ude af det moralske og religiøse område og inde på det juridiske, og i så fald vil de juridiske love altid trumfe de normer forskellige religioner og folk stiller op.

Et andet hedt emne er, hvor meget religion må fylde i det offentlige rum. Sekularister vil måske hævde, at det offentlige rum bør være fri for religion - det bør ikke spille nogen rolle. Omvendt vil multikulturalister se det som et bidrag til en mangfoldighed, hvilket blot beriger os alle. Her kan man spørge, om religion udgør et særtilfælde, eller om det må ses som kulturelle udtryk for nogle gruppers identitetsarbejde. Her gør det vel ikke den store forskel, om identitetsmarkører stammer fra en religiøs kontekst eller en verdslig. Mennesker udvikler sig i et komplekst samspil mellem alle mulige påvirkninger.

Lone Ree Milkær fra Humanistisk Samfund formulerer det meget godt, når hun siger: “Det er jo mennesker, der fylder religion i det offentlige rum. Hvis det er menneskers behov at fylde religion i det offentlige rum, så synes jeg ikke, det fylder for meget. Jeg synes, det er vigtigt at skelne mellem staten og det offentlige rum. Jeg synes, religion fylder for meget i staten” (s. 68). Hun peger her på, at ift. lovgivningen og den udøvende magt, så bør religion ikke betyde noget. Men i den offentlige sfære, der bidrager folk med sig selv, hvilket også indbefatter de livsopfattelser de har.

Det sidste kapitel i bogen er viet til de fagprofessionelle inden for det pædagogiske felt. Det handler om, hvordan man som lærer eller pædagog kan sikre, at alle elever uanset deres baggrund har lige muligheder til deltagelse i undervisningen og andre fælles aktiviteter. Elevers ret til deltagelse er ikke kun formel. De fagprofessionelle er forpligtet til at sikre reelle deltagelsesmuligheder. Dette stille store krav til lærere og pædagogers dømmekraft.

Kapitlet giver en række indsigtsfulde refleksioner, der også lægger op til, hvordan man som fagprofessionel kan arbejde med dømmekraften. Det nytter ikke noget, at man lader som om religion ikke fylder noget i skolen - for det fylder for mange elever og forældre. Det fylder også for de elever og forældre, der opfatter julen og julegudstjenester som noget naturligt, der ikke har med religion, men med kultur at gøre. Det er vigtigt, viser forfatterne, at henvisningen til kultur ikke blokerer for det, der af andre opfattes som religion. En juleafslutning i en kirke tager sig meget forskelligt ud afhængig af, om man opfatter det som en hyggelig tradition, eller man opfatter det som en religiøs handling, hvor man dyrker og bliver velsignet af en Gud, der opfattes som uforenelig med ens egen opfattelse - religiøs eller areligiøs.

Bogen er henvendt til lærerstuderende, men den vil også være et godt og vigtigt bidrag til alle de lærere og pædagoger, der har med børn at gøre. Det er en del af læreres og pædagogers professionelle dømmekraft, at man for det første ved noget om de verdensanskuelser, som eleverne kommer med, og hvordan man kan bruge denne viden til at sikre alle børn de samme deltagelsesmuligheder i fællesskabet. Og det er vigtigt, at man har eller udvikler et refleksionsredskab, der gør, at man kan omsætte sin refleksioner om det dilemmafyldte fællesskab til konkret pædagogisk handling. Dette bidrager Gud i skolen i den grad til.