At være til i verden består af en række relationer - ikke alene de relationer, det enkelte mennesker indgår i med andre mennesker, men også den enkeltes relationer til omverden som sådan. Den enkelte omgiver sig med ting og sager, og relationerne eksisterer inden for bestemte kontekster, der er med til at afgøre, hvordan relationerne kommer til udtryk. Det relationelle gælder også den måde, hvorpå kulturen, tænkningen, diskurserne osv. spiller ind i forhold den enkeltes levede liv.

I løbet af det 20. og ind i det 21. århundrede (og måske tidligere) har en mængde af den enkeltes relationer været omtalt som forholdet til teknologi eller det teknologiske. Uanset hvordan teknologi har været defineret, har der ofte været en forestilling om, at relationen til teknologi har en særstatus i den enkeltes liv - enten fordi teknologien er blevet opfattet som fremskridt og forbedring af live eller modsat som en trussel mod det autentiske liv. Teknologier fremtræder som afgørende for den enkeltes liv. Såkaldt ’nye’ teknologier er noget, der træder frem for os mennesker på en måde, så det påkalder sig opmærksomhed.

Denne særlige forestilling om teknologi gælder stadig - og det gør den også i Johannes Fibiger og Uffe Lyngdal Sørensens bog Teknologisk literacy. Selvom de i bogen fremstiller det, som om de digitale (nye) teknologier er blevet almindeliggjorte og derfor ikke længere udgør et særområde, så er deres hele interesse i bogen netop digitale værktøjer og tjenester. Og det giver god mening at forholde sig til, hvordan menneskers forholdet til teknologi kan gøres til et aktiv for mennesker, så de ikke bliver blinde for, hvordan teknologierne fungerer og indgår i deres liv. Det handler om dannelse. “Det at træffe kvalificerede valg og være kritisk over for teknologi er en nødvendig del af dannelsen i det 21. århundrede” (s. 209).

Forfatterne vil gerne bidrage til denne dannelse med bogen, selvom dannelsesbegrebet ikke spiller hovedrollen i bogen. Det gør derimod den i titlen nævnte teknologiske literacy, og det er denne, der skal bidrage til elevernes dannelsesproces. I deres behandling af teknologisk literacy har de dog udelukkende fokus på teknologi, der betegnes som digital. Derved gentager de lidt den samme misere, som gælder skolefaget ‘teknologiforståelse’, der heller ikke har fokus på, hvordan relationen mellem menneske og teknologi kan forstås, men udelukkende fokusere på ‘digitale teknologier’. Det er kun på det principielle plan, at bogen beskæftiger sig med teknologi som begreb. I alle de konkrete behandlinger - og i de almene omtaler af teknologi, artefakter og processe, handler det om digitale teknologier.

Bogen falder i to dele. Den første er en principiel afklaring af nogle grundlæggende kategorier, nemlig teknologi, literacy, didaktik og ansigtsløs kommunikation. Den anden del er viet til anvendelse af udvalgte digitale teknologier i en skolesammenhæng - eller nærmere bestemt en sammenhæng med dansk- og mediefaglig undervisning.

De seks kapitler med konkrete erfaringer fra og gennemgang af muligheder med anvendelse af forskellige værktøjer er så klart bogens bedste. Der trækkes på en lang række værktøjer, der primært hentes fra platformen Skoletube, som mange skoler har adgang til, og som den ene af forfatterne har været medskaber af.

Et kapitel handler om de muligheder, podcast-mediet giver i undervisningen. Kapitlet bærer den lidt underlige titel ‘Teknologisk oracy - om podcast og lyd’. Hvorfor ‘oracy’ er valgt frem for det mundrette og danske ‘mundtlighed’ står hen i det uvisse, men der introduceres til en række gode analytiske og produktionsmæssige elementer.

Der er blandt andet kapitler om billeder og billedanalyse, multimodal produktion og robotter og eventyrlig journalistik. For lærere i dansk og mediefag er der masser at trække på, hvor bogen både giver et teoretisk indspil og praktiske anvisninger på anvendelse af forskellige værktøjer.

I alle de konkrete sammenhænge viser forfatterne, hvordan det at arbejde med særlige værktøjer også giver elever mulighed for at forstå verden og værktøjerne på nye måde - at udvikle handlekompetencer. Hvorfor de anvender termen ‘literacy’ i stedet for ’kompetencer’ er dog ikke blevet klar for denne anmelder. I det overordnede og begrebsafklarende kapitel, hvor literacybegrebet behandles, fremgår det ikke, hvorfor netop dette begreb bliver anvendt. Literacy henviste oprindeligt til det at kunne læse, skrive og regne, som tidligere blev opfattet som afgørende for at leve i et moderne samfund. Derfor kan man også se, at folkeskolens tidligere formålsparagraffer har peget på denne dimension. For at blive en nyttig borger skulle man ved siden af at være et kristent og moralsk menneske kunne læse, skrive og regne. Men i de senmoderne samfund er dette ikke nok. Derfor har elever i dag brug for flere kompetencer - og derfor har literacybegrebet også ændret sig - ligesom forestillingen om grundlæggende kompetencer.

Det er en forudsætning for at udvikle sig som et autonomt menneske, at man også har indsigt i, kan forstå og anvende nyere værktøjer og kommunikationsformer. Derfor bliver elever også nødt til at stifte bekendtskab med nogle af disse i en skolesammenhæng. Dette argumenterer bogen meget fint og overbevisende for, hvilket jo heller ikke er svært, da det er en meget almindelig og accepteret opfattelse.

Men det ændrer ikke, at literacy blot er en engelsk betegnelse for noget, som vi kender på dansk som kompetencer, som jo henviser til viden og færdigheder anvendt i forskellige kontekster. “Teknologisk literacy i skolen handler om at tilvejebring muligheder for, at eleverne kan vedblive med at tilgå, forstå, anvende og forholde sig kritisk til teknologi” (s.71).

I den mere overordnede diskussion af teknologibegrebet, gør de, som traditionen efterhånden også byder, op med to forestillinger, som har været dominerende inden for teknologiforståelse. Den ene ser teknologien som neutral; den er blot et værktøj, som kontrolleres af brugeren. Den anden betragter teknologien som en størrelse, der determinerer mennesket og dets brug af den. Begge disse forestillinger er for så vidt essentialistiske (selvom forfatterne kun hævder det om sidstnævnte), da forståelsen er en bestemmelse af, hvad teknologi - eller bestemte teknologier - er i sig selv.

Som et alternativ til disse to “konventionelle” tilgange henviser de til en en spekulativ realisme, som undgår de konventionelle tilgange, som enten havner i en instrumentel tilgang eller en teknologideterministisk. De henviser mere specifikt til en maskinorienteret ontologi, hvor alt forstås gennem metaforen ‘maskine’. I denne forstås teknologi - eller noget som helst andet - ikke som objekter og mennesker forstås ikke som subjekter. I stedet forstås de som maskiner, hvor der foregår forskellige noget, der er uden bestemmende agens. Det minder ikke så lidt om Luhmanns systemtænkning - og måske også som strukturalismens begreb om struktur. Men det særlige er her, at der er tale om en ontologisk tænkning, som hævder noget om, hvordan ting i verden findes.

Det forekommer underligt, at en kritik af en essentialistisk tankegang fører direkte over i en anden essentialisme. Ontologier hævder en essens ved det eksisterende. For Heidegger gælder det, det værendes væren, som han har store problemer med at få italesat. Men med henvisning til Levi Bryant kan det klares med en metafor, som i dette tilfælde er maskinen.

Heldigvis har denne ontologiske bestemmelse af teknologi - og aktører/subjekter - ikke nogen som helst indflydelse på, hvordan forfatterne går til de konkrete teknologier, de beskæftiger sig med. Det ser ud til at den videnskabsteoretiske diskussion af det ontologiske grundlag for teknologibegrebet blot er en filosofisk øvelse, der ikke forbinder sig med et konkret erfaringsniveau.

Eksempelvis skriver forfatterne, hvordan Bryants begreb om medier, er et helt andet end medievidenskabens mediebegreb. Ligesom maskinen er metafor for, hvordan noget eksisterer i gensidige påvirkninger, er medier en betegnelse for, hvordan noget flytter sig. “Vind er fx et medie for sand og pollen, som tillader, at begge rejser langt fra deres oprindelsessted” (s.157). Her åbnes der således for en kritik af den måde, medievidenskaben har forstået medier. Men umiddelbart i forlængelse af dette, kan man læse: “Teknologisk literacy handler om at kunne håndtere teknologier, multimodale tekster og navigere i en digital infrastruktur” (s.157). Så her peges på det traditionelle begreb om medier. Dette understreges overalt i bogens konkrete livtag med teknologier, at de forstås inden for rammer, der overhovedet ikke er påvirket af påpegningen af en særlig ontologisk forståelse.

Bogen afsluttes med et kort efterskrift, hvor perspektivet om dannelse tages eksplicit op. Her kommer forfatterne med en skarp kommentar til den måde, mange har omtalt behovet for digital dannelse: “I dag bruger man i flæng begreber som ‘digital dannelse’ og ‘digital myndiggørelse’. Det lyder smart, men er det ikke. Faktisk er det vigtigt, at man ikke sætter ordet digital ind foran myndiggørelse eller dannelse, for så afslører man sin mangel på dannelse” (s. 203).

Jeg er enig i den formulerede kritik. Dannelse i dag vil også angå den måde, hvorpå man forholder sig til nye kommunikationsmåder og omgangsformer, hvori indgår forskellige teknologier. Det er derfor også vigtigt, at man kommer til at beherske visse værktøjer, hvori der indgår digitale elementer. Men for det første anvender forfatterne selv begrebet ‘digital dannelse’, selvom de hurtigt får tilføjet, at det er en uheldig term. For det andet, så er det spørgsmålet om, hvordan man kan forstå tillægsordet ‘digital’ foran dannelse. Er det bare en kortform for det meget længere: dannelse som også i sig forholder sig til omverden, hvori digitale elementer indgår. Så er det ikke så meget dannelsen, der er digital. Det er mere at forstå som, at dannelsesbegrebet også udvikler sig med den historiske udvikling. Man kan lave samme test på udgivelsens titel: teknologisk literacy. Er det literacy, der er teknologisk - eller henviser literacy til den måde, mennesker forholder sig til noget, der kaldes teknologisk?

Teknologisk literacy er god til at fremstille muligheder for undervisning ved hjælp af teknologier, som gør brug af digitale elementer. Det er en mangel, at bogen stort set udelukkende inddrager undervisning i dansk og mediefag, da der kan indgå rigtig mange spændende teknologier i alle fag. Men forfatterne viser stor indsigt i de mange muligheder for udviklende undervisning ved hjælp af forskellige tjenester og værktøjer, hvori indgår digitale elementer.