For et par år siden anmeldte jeg på dette sted Didaktisk opslagsbog redigeret af Peter Brodersen. Men allerede nu har forlaget fundet anledning til at opdatere opslagsbogen, så den nu foreligger i den anden udgave. De daværende 52 opslag er nu udvidet med 10 nye opslag, og bogen er således vokset fra 336 til 400 sider.

I anmeldelsen af førsteudgaven konkluderede jeg: “Opslagsbogen er virkelig god, fordi den dels er gennemarbejdet med krydshenvisninger, de enkelte opslag er fagligt funderede og der er gjort rigelig plads til, at skribenterne har sat deres eget personlige præg på opslagsordene.” Og det har ikke ændret sig med den nye udgave. De ti nye opslag følger den fortættede form og er skrevet af kompetente folk.

De ti nye opslag er: Autoritet; Bæredygtighed; Empiri fra undervisningen; Fortælling; Ligeværd; Opgaver; Retorik; Tillid og Åndsfrihed. Det er interessant at se, at tre af de nye opslag direkte afspejler formuleringer i Folkeskolens formål, nemlig ligeværd, tillid og åndsfrihed. Kategorier der viser hen til formulerede krav om skolens grundlæggende måde at fungere på. Det viser sig dog, når man læser opslaget ‘tillid’, at det faktisk ikke handler om elevernes tillid til egne muligheder, men snarere handler om lærerens relationskompetence. Indirekte viser ‘tillid’ dog ind i formålsparagraffen og elevernes tillid til egne muligheder, da disse understøttes af, at læreren handler relationskompetent.

Såvidt jeg kan vurdere mangler opslagsværket således kun to af hovedbegreberne fra formålsparagraffen, nemlig ’forældresamarbejde’ og ’elevernes alsidige udvikling’. Det er interessant at bemærke, at hverken ‘forældresamarbejde’ eller ‘udvikling’ (eller ‘modning’) forekommer som stikord i registeret over bogens indhold - Så der ligger nok en tredje udgave og venter om et par år.

Af de ti nye opslag fremstår opslaget Opgaver, skrevet af Marie Falkesgaard Slot og opslaget Retorik, skrevet af Martin Reng, som eksemplariske i forhold til, hvordan man klart, kort og koncist kan beskrive en didaktisk kategori. Deres fremstillinger har en klar struktur, og man får som læser lige præcis det, man har brug for fra et opslagsværksopslag.

I modsætning hertil forekommer opslagene om Bæredygtighed (Andy Højholdt) og Empiri fra undervisningen (Karsten Agergaard) mere søgende og mindre fokuserede. Forskellen ligger sikkert meget i karakteren af de emner, opslagene dækker. Opgavedidaktik er eksempelvis lettere at afgrænse end opfattelser af, hvordan empiri kan indgå som en størrelse for lærerens og den lærerstuderendes udvikling af egen praksis.

I det ellers udmærkede opslag om Ligeværd (Mette Dam Jørgensen) savner jeg lidt mere fokus på, hvordan normalitet og normativitet spiller en afgørende rolle i det pædagogiske arbejde. Selvom disse emner også er dækket af andre opslag, så kunne ligeværd som begreb sættes skarpere i relief ift. den produktion af normalitet - og dermed manglende ligeværd - der foregår (og må foregå?) i skolen. Hvad bliver opfattet som almindeligt, okay, acceptabelt eller slet ikke, er noget, der er på spil i en hverdag præget af mangfoldighed og multikulturelle møder.

Merete Wiberg har fået den (u)taknemmelige opgave at skrive om det sidste opslagsord i bogen: Åndsfrihed. Det er et både omstridt og komplekst begreb, som Wiberg efter en lidt vævende indledning fint får skåret til, så det giver mening uden afstikkere ud i det semantiske brede felt, begrebet vækker i forskellige sammenhænge. Især lægger Wiberg vægt på åndsfrihedens forbindelse til tanke og trosfriheden, som den bliver formuleret oplysningstiden. Her betyder åndsfrihed, at man kan mene, hvad man vil, og man har ret til at ytre sig om det. Man må stå fast ved sig selv i strid med andre meninger. Men - og det er det centrale ved åndsfriheden - åndsfrihed er dilemmafyldt. For ånden kan kun være fri, hvis den er usikker på sig selv og gør sig åben over for andres opfattelser. “På den ene side handler det om alt det, som det enkelte individ har ret til, fx at ytre sig. Op på den anden side handler det om, at hvis ånden er fri, så må den være bevægelig og modtagelig over for andre mennesker og den mangfoldighed af stemmer, som de udgør” (s.388).

I undervisningssammenhænge betyder dette, at læreren skal understøtte “elevernes åbenhed og nysgerrighed og deres evne og mod til at stå fast på egne overbevisninger” (s.388). Derfor henviser Wiberg også til principper i den dialogiske undervisning (som har et selvstændigt opslag) for at eksemplificere, hvordan dilemmaet eller dobbeltheden kan indgå i undervisningen. Dels kan man anvende den disputerende form, hvor eleverne kan ‘strides’ om forskellige opfattelser eller positioner. Her øver man sig på at stå fast, at holde på sit og argumentere for det. For mig at se, må denne del dog ikke overdrives, da lytning bør indgå som en dialogiske hovedpræmis i alle sammenhænge. Dels kan man arbejde med en undersøgende dialogform, hvor eleverne lytter til hinanden, bygger videre på hinandens forslag og ideer og kritisk undersøger et emne sammen.

At lukke opslagsværket med åndsfrihed virker som en fin sløjfe på opslagsbogens formål, som netop er i kort form at give en guide til det, der er didaktikkens område, nemlig at planlægge, gennemføre og evaluere undervisning med et skyldigt blik på formålet med undervisningen og det at holde skole.