Emnet identitetspolitik fylder meget i den offentlige debat for tiden. Det handler dog oftest om, at nogle beskylder nogle andre for at bedrive det. Identitetspolitik kædes sammen med en forestilling om, at debatten bliver fordrejet af netop det identitetspolitiske, som hævdes at forskyde debatten væk fra det politiske og almene imod det private og enkeltstående. Så debatten kommer derved også til at handle om, hvad det politiske felt overhovedet er for noget. Det er også åbenbart, at der mere råbes end debatteres, når talen falder på identitetspolitik. Identitetspolitik fører gerne til meget følelsesfulde skænderier eller snarere følelsesfuld skældud, da der som oftest netop ikke foregår nogen sam-tale.

Det er derfor kærkomment, at idehistorikeren Mikkel Thorup har udsendt en bog, der sætter sig for at undersøge fænomenet nøjere i udgivelsen Kampen om identitetspolitik - en samtidsidehistorie. Det er ikke så meget identitetspolitikken, der interesserer Thorup, men snarere kampen om den, som titlen på bogen også signalerer. Hvorfor er identitetspolitik blevet så betændt, og hvorfor er det tilsyneladende noget, der primært cirkulerer som et skældsord mod nogle andre? Hvilken form for (politisk) delegitimering er der tale om?

Formålet med bogen er at “skitsere identitetspolitikkampens idéhistorie”, at afdække “de mangfoldige betydninger og diskussioner, dilemmaer og muligheder, som identitetspolitik rummer”, og at diskutere “hvad opkomsten af identitetspolitik er udtryk for og symptom på” (s. 12).

Udover indledning og afslutning falder bogen i seks kapitler. De første tre fokuserer på det historisk og redegør for, hvordan kampen om eksistentielle eller kulturelle værdiers placering i forhold til det politiske har udspundet sig. Hvor det moderne begreb om politik knytter sig til noget, der foregår i en almen offentlighed, så er eksistentielle kategorier og værdier defineret ved at være særegne for nogle bestemte grupper. De bliver derfor i en vis forstand opfattet som ikke-politiske.

Med henvisning til begrebshistorikeren Reinhart Koselleck kan man måske tale om, at begrebet identitetspolitik anvendes som et “asymmetrisk modbegreb”, hvor den, der beskylder en anden for at udøve identitetspolitik, hævder et eksklusivt krav på almenhed. Det ser vi, når kritikere af identitetspolitik henviser til ‘fornuften’, som de så mener alene at repræsentere i modsætning til minoritetsgrupper, der taler ud fra det partikulære og egne erfaringer - altså det ufornuftige og det, som netop ikke er alment.

De tre sidste kapitler er diagnostiske, idet Thorup her forsøger at forklare, hvordan man kan forstå opkomsten af identitetspolitik ud fra en samtidsdiagnose, der involverer en forskydning af det politiske felt. Han siger selv, at disse kapitler er “teoretisk-eksplorative og spørger til, hvad al den snak om identitetspolitik de sidste mange årtier egentlig er udtryk for” (s.18).

Bogen igennem demonstrerer Thorup, at identitetspolitik ikke er noget, der i særlig grad er knyttet til venstrefløjen. Mange kritikere af identitetspolitik placerer ofte fænomenet som noget, der er knyttet til venstreorienterede universitetsstuderendes kritik af normer og systemets magt. Men hvis man skal tage identitetspolitik alvorligt som begreb, hvor det altså knytter sig til en politisk markering med udgangspunkt i en identitet, så kan man se, at kritikerne netop også ofte henviser til en identitet, som opfattes som truet. Det kan være danskhed, der bliver truet af en stigende multikulturalisme, eller almindelige familier og kønsroller der bliver udfordret af flydende kønsidentiteter. I USA ser man også ‘hvide mænd’, der føler deres eksistens som ‘hvide mænd’ truet af alle mulige identiteter, der kræver at få deres ligeværdige del af magt og repræsentation.

Dermed bliver det også oplagt, som også Marker og Hendricks gjorde opmærksom på i deres bog Os og dem fra 2019, at identitetspolitik må opfattes som en del af den almindelige politiske kamp, hvor forskellige grupperinger tager udgangspunkt i deres egne erfaringer, som anvendes i en politisk argumentation. Thorup tilslutter sig delvist Marker og Hendricks definition af, at identitetspolitik er politik, “der tager udgangspunkt i konstruktionen af eller kampen for en identitets interesser”, men han mener samtidig, at denne definition er for almen og ikke får fat i de forskydninger af begreberne identitet og politik, der er sket de seneste årtier.

Højrefløjen har ikke patent på at kritisere politiske modstandere for at bedrive identitetspolitik. Der er faktisk også en massiv kritik, der ud fra et mere venstreorienteret og socialdemokratisk synspunkt forsøger at delegitimere identitetspolitik med henvisning til mere klassiske interessekonflikter. Her går kritikken på, at identitetsspørgsmål blokerer for den politiske kamp om fordelingen af de samfundsmæssige ressourcer, som jo er en klassisk definition på politik. “Den mest vedvarende venstrefløjskritik af identitetspolitik er, at den underkender og besværliggør fordelingspolitik, at identitetspolitik er for lidt venstreorienteret i klassisk forstand” (s.95).

Bredt i det politiske spektrum, men Især i det politiske centrum og højre er der en stærk tro på visse normers naturlighed. Disse normer er blevet usynlige som normer, og de antages derfor at være almindelige. Identitets-polis (i modsætning til det identitetspolitiske) betegner ifølge Thorup “den del af identitetspolitik, der så at sige er bygget ind i dagligdagen, de næsten skjulte, selvfølgeliggjorte ‘sådan er det jo’-identetsforhold” (s.148), som typisk knytter sig til majoriteten. Her er visse eller visses værdier gjort til almindeligheder - det der ikke i sig selv udtrykker nogen norm. Så når nogle normkritisk peger på, at der ligger en magt og en mulig udgrænsning i de almindeliggjorte værdier, så bliver det opfattet som en destabilisering, der truer den orden (naturlighed), som normerne er udtryk for. At pege på normernes manglende universalitet kan opfattes som “forstyrrelser af, hvad der opleves som en uudtalt konsensus” (s.148).

I kampen om det politisk og identitetspolitiske er der ofte en henvisning til universalisme, som det afgørende. Vi har menneskerettighederne og oplysningstiden, der udpeger personlige frihedsrettigheder. Disse er universelle og tildeles individet som en beskyttelse først og fremmest mod staten, men i virkeligheden også imod enhver gruppe eller kultur. Historisk set har universalismen dog altid været defineret på en sådan måde, at den ikke har inkluderet alle. Først og fremmest har universalismen i den europæiske og nordamerikanske idehistorie været knyttet til selvstændige, hvide mænd. Denne begrænsede universalisme er dog med historien blevet udvidet mere og mere. Og for hver udvidelse har man (nogle?) gjort gældende, at nu er universalismen nået - og ingen er ekskluderet fra den.

Men sådan opleves det ikke af mange grupper, der i deres liv erfarer begrænsninger for deltagelse i det almindelige, sociale liv. Dette gælder mange minoritetsgrupper, der ikke mener sig accepteret og anerkendt i de strukturer, der er med til at regulere det samfundsmæssige liv. Derfor handler identitetspolitik også om definitionen på det universelle.

En anden kritik af identitetspolitik handler om, at grupper, der henviser til deres fælles erfaringer af udgrænsning, kan have en tendens til at opfatte eller definere deres gruppeidentitet som en essens. Dermed gøres identitet til noget fast og ahistorisk. Judith Butler har bla. været ude med denne kritik, hvor hun netop gør opmærksom på, at kampen for eksempelvis queerinteresser er noget, alle kan involvere sig i. Det handler ikke om at være en identitet, men om at gå ind for alles lige deltagelsesmuligheder i det samfundsmæssige liv. Desuden er det også for hende - og for Thorup - vigtigt at slå fast, at man ikke har én identitet, men en mangfoldighed af identiteter som eksempelvis mand, dansker, idehistoriker, ciskønnet, jazzelsker, fodboldspiller, far, ægtefælle osv. osv.

Identitetspolitik handler om retfærdighed, mere end det handler om formel lighed. Og man har i hvert fald siden 1930erne og ikke mindst i løbet af 1960erne og 70erne set en stigende interesse for retfærdighedspolitik, som noget der står ved siden af fordelingspolitik. Opkomsten af sociale bevægelser, der adskilte sig fra den typiske klasseopdeling, har været med til at gøre eksistentielle og kulturelle forhold til en politisk kampplads. Man kan også spore dette tilbage til slutningen af 1800-tallet (ja faktisk helt til den franske revolution i 1789), hvor kvindebevægelsen gjorde sit indtog. Den tidlige feminisme gjorde opmærksom på, at kvinder ved det at være kvinder var udelukket for ligeværdig samfundsmæssig deltagelse i forhold til mænd.

Men den formelle ligestilling i form af stemmeret betød ikke en ligestilling ift. samfundsmæssig deltagelse, hvorfor kvindebevægelserne og feminismerne har været udtryk for en vedvarende kamp for retfærdighed ift. deltagelse. Dette kan overføres til mange andres erfaringer ud fra deres oplevede gruppetilhørsforhold. “Identitetspolitik er brændpunkter for aktuelle debatter om, hvem, der hører til, hvordan man hører til, og hvad man hører til” (s.182).

Det er en vigtig og vedkommende bog, Thorup har skrevet, og det er befriende, at han skriver sig selv ind i sin idehistoriske fortælling ind i fremstillingen. Han er synlig som skribent. Jeg er dog ikke overbevist af, at han anvender traditionelle begreber som venstre, centrum og højre som sit politiske kompas. Der er ikke noget venstreorienteret - som han jo også selv viser - ved at blive minoriseret eller at være et mindretal. Mindretal udfordrer også det politiske venstre-højre, og det kunne være interessant, hvis den del af den politiske historie også var blevet inddraget noget mere. Det ligger jo latent i hele den overordnede forklaring, som henviser til en kulturalisering af det politiske. Dele af bogen virker endvidere meget hastigt nedskrevet. Især de første tre kapitler har karakter af forberedelse over sig. Her er mange gennemgange af tekster, der nok kunne have været bearbejdet mere tematisk og analytisk.

Bogen er et godt bidrag til en mere kvalificeret debat om (kampen om) identitetspolitikkerne, som Thorup siger og viser, skal skrives i flertal.