Når man beskæftiger sig med undervisning, så udøver man en praksis ud fra en særlig opfattelse af, hvad det vil sige at være et menneske. Der ligger et menneskesyn i enhver undervisning, ligesom der også ligger andre grundlæggende antagelser i denne praksis: hvad er viden, er der et formål med tilværelsen, hvordan er relationen mellem mennesker, hvilket samfund ønsker man, hvad er læring og hvordan udvikler mennesker sig, osv. osv.?

Lucas Cone har redigeret bogen Pædagogikkens fundamenter, hvor han introducerer til og bringer teksteksempler fra 25 helt centrale pædagogiske opfattelser inden for opdragelse og undervisning. Cone skriver i sin generelle introduktion, at det er vigtigt at holde sig for øje, hvad andre har tænkt om pædagogik og opdragelse, når man selv beskæftiger sig med det. Selvom man kan have den opfattelse, at den historiske udvikling har bibragt menneskeheden visse fremskridt, så giver det historiske kendskab og tilbageblik en mulighed for kritisk refleksion af egne antagelser og den nutidige teoretisering inden for det pædagogiske felt.

Pædagogikken står på et fundament, der er grundlagt af mange forskellige opfattelser, der krydser sig ind og ud af hinanden, og Cone fremhæver, at det har været vigtigt i udvælgelsen at fremhæve bredden i den pædagogiske tænkning. Men det er også tydeligt, at Cone i udvælgelsen har tænkt i, at de valgte tekster og tænkere gerne må kaste et kritisk lys ind over den instrumentelle pædagogiske tilgang, som han mener kendetegner det nuværende danske skolesystem. I sine introduktioner af de forskellige tænkere pointerer han flere gange, at den nuværende pædagogiske tænkning, som den kommer til udtryk i skolepolitikken, har sine begrænsninger og virker snæversynet.

Derfor er der også fundet plads til rigtig mange pædagogiske tænkere, der har bidraget til hele det område, man kan kalde for reformpædagogik. Det gælder meget naturligt Jean-Jacques Rousseau og Friedrich Fröbel med deres opfattelse af det aktive barn, som er noget der i en vis udstrækning videreføres Hedevig Bagger, Ellen Key, Rudolf Steiner og Maria Montessori, for blot at nævne nogle navne. I det hele taget står frigørelsestemaet stærkt i udvælgelsen af tekster, hvor Paulo Freire og Gert Biesta eksempelvis trækkes frem, men også - og det er nok den største overraskelse i udvælgelsen af de pædagogiske fundamenter - Simone de Beauvoir.

Når Beauvoir er udvalgt, så skyldes det ikke mindst, at hun har et blik for, hvordan individet bliver skabt samfundsmæssigt ud fra den måde, den enkelte bliver mødt på. På et psykoanalytisk grundlag viser Beauvoir, hvordan man ikke er født til noget bestemt, men man bliver noget bestemt gennem den måde, de andre ser på en - og her er dette syn eller dette blik ikke et neutralt undersøgende eller kærligt blik, men et blik, der viderefører den usynlige magt, der er grundlagt samfundsmæssigt som normalitet.

“Man fødes ikke som kvinde - man bliver det… Kun ved andres mellemkomst kan et individ indsættes i rollen som den anden” (s.342). Således hedder det i det tekststykke, der er udvalgt fra Det andet køn fra 1949. Kvinden, hævder hun videre, “er ikke bestemt af sine hormoner eller af gådefulde instinkter, men af den måde, hvorpå hun oplever og genantager sig sin krop og sit forhold til verden, sådan som de bliver hende bevidst i formidling gennem andres bevidsthed” (s.357). Det er dette, der i andre sammenhænge med inspiration fra Michel Foucault bliver omtalt som en hegemonisk diskurs - en bestemt cirkulerende opfattelse af, hvad det vil sige at være ‘kvinde’; en samfundsmæssigt skabt konstruktion.

Denne opfattelse af, hvordan det enkelte menneske fødes ind i og får tillagt en position, som det kan være meget svært at bryde ud af; at frigøre sig fra, er vigtig som en påmindelse i pædagogikken, der opdragere og undervisere let også kommer til at producere ‘den anden’ som en underprivilegeret position. På samme måde, som feminismen har kæmpet mod fastholdelsen af kvindekønnet ud fra en bestemt opfattelse af ‘det kvindelige’ kan man tænke denne frigørelse i forhold til andre kategoriseringer og typologiseringer, der bliver opfattet som hindringer for fri udfoldelse: den handicappede, den nørdede, den vilde, den generte osv. Beauvoir giver udtryk for en opfattelse af individualitet og magtmæssig produktion af normalitet, der bliver en vigtig inspiration i pædagogikken - og ikke mindst aktuelt i forhold spørgsmål om køn, etnicitet, seksualitet osv.

De ældste tekster i udvalget er hentet fra antikken med Platon og Aristoteles. Herfra foretages der et spring ind i oplysningstid og romantik med blandt andre Rousseau, von Humboldt og Immanuel Kant. Og man fristes til at sige, at der selvfølgelig også er blevet plads til N.F.S. Grundtvig, Christian Kold og K.E. Løgstrup med deres særlige farvning af pædagogikken ud fra forestillingen om verdens og menneskenes ‘skabthed’. John Dewey og Lev Vygotsky peger begge sammen med Beauvoir over i en sociokulturel pædagogisk retning, men der er også mere sociologiske orienterede tænkere som Emile Durkheim, Jon Hellesnes og Freire. Hellesnes er for mig en overraskelse, og jeg vil nok mene, at der findes mere betydningsfulde repræsentanter for en neomarxistisk retning inden for den pædagogiske tænkning; ikke mindst inden for de forskellige generationer af ‘den kritiske teori’ og det socialpsykologiske felt.

Hver af de 25 tekstuddrag indledes med en lille introduktion over ca. 3 bogsider. Introduktionerne består af en kort biografisk beskrivelse, en generel beskrivelse af den enkelte forfatters meritter og en kort redegørelse for det valgte tekstuddrag. Det lykkes Cone i den meget koncentrerede form at få introduceret indsigtsfuldt til de forskellige pædagogiske tænkere. Alle introduktionerne står skarpt og får trukket både generelle og specifikke elementer frem. Man kan naturligvis være uenige i såvel udvalg som, hvad den enkelte fremhæves for, men det ændrer ikke ved, at valgene fremstår velargumenterede.

Bogen giver et fint overblik over dele af den pædagogiske filosofis historie, selvom der er mange udeladelser og huller - det er mest klassikere, der er udvalgt, men det er forfriskende med inddragelsen af Beauvoir. Bogen kan anvendes i undervisning i pædagogisk filosofi og generelt på lærer- og pædagoguddannelserne, men den henvender sig også til de læsere, der generelt er interesseret i den pædagogiske tænkning.