Man skulle tro, at digitale medier og teknologier efterhånden var blevet en del af vores almindelige hverdag. Men det er de ikke. Det er tydeligt i forhold til den måde, digitale teknologier figurerer i den offentlige debat. Her gøres spørgsmålet om vores omgang med digitale medier og konsekvenserne af digitale udvikling til noget fremmed; noget der stikker ud fra det almindelige. Bare det forhold, at man kan diskutere noget så abstrakt som ‘digitalisering’ som et problem i sig selv viser, at det digitale ikke er blevet en del af det almindelige, men netop noget der har særstatus.

Der er ikke noget galt med, at man diskuterer det, der ligger en på sinde - og når det ovenikøbet er noget, mange forestiller sig har en stor betydning for fremtiden, så er det oplagt, at det skal diskuteres. Men til forskel fra noget, der er gjort almindeligt som eksempelvis mekaniske og elektroniske teknologier, så er digitale teknologier noget, hvor man diskutere ‘det digitale’ snarere end konkrete problemstillinger, der knytter sig til en praksis, en politik eller noget andet, hvori indgår elementer, der er ‘digitale’. Det er ‘det digitale’, der kommer i centrum i højere grad end givne problemstillinger som eksempelvis: hvad skal eleverne lære? I dette kan man så videre spørge ind til, hvilke redskaber og ressourcer, der bedst vil være egnet. Men sådan fungerer det ofte ikke. ‘Det digitale’ tiltrækker sig opmærksomheden, fordi det gennem sin særstatus er behæftet med en forestillet betydning i sig selv, som papir, en lineal, en sø med haletudser ikke har.

Dette er også baggrunden for, at vi kan tale om ‘digital dannelse’, som Stine Liv Johansen, der er medieforsker ved Århus Universitet, har gjort sig nogle tanker om i bogen 10 tanker om digital dannelse. Forfatteren er ikke så glad for begrebsdannelsen ‘digitale dannelse’, og hun efterspørger også direkte et bedre er mere dækkende begreb for det, men hun har alligevel taget opgave på sig. Og det gør hun på en nuanceret, reflekteret og meget nede-på-jorden tilgang, hvor hun også inddrager erfaringer fra sit eget liv som barn og ung, som forsker og som familiemenneske med små og store børn. Dette gør, at bogens eksempler i høj grad bliver genkendelige, og der skabes derved et nærvær mellem bog og læser.

Bogen består af 10 tanker eller temaer, som udfolder spørgsmålet om den digitale dannelse på forskellige måder. Første tanke angår, hvorfor vi overhovedet har brug for digital dannelse? Forfatteren har ikke så meget lyst til at give svar på spørgsmålet, men forholder sig her som også i resten af bogen, mere søgende og spørgende, og hun inviterer læseren med ind i sine reflekterende overvejelser.

Et af svarene lyder dog på, at “vores debat om de digitale medier stadig [er] umoden og bidrager for mange til mere forvirring end afklaring” (s.19), hvormed forfatteren sigter til alle de indlæg, der taler om det digitale som én ting eller kommer med skråsikre domme om konsekvenserne af at bruge digitale medier, værktøjer eller ressourcer. Debatter kommer ofte til at handle om ‘det digitale’, men det forbliver for det meste helt uklart, hvad ‘det digitale’ egentlig dækker over.

For forfatteren er ‘det digitale’ ikke noget bestemt, men noget der må forstås ud fra flere forhold, der indgår i en gensidighed. I den femte tanke fremkommer hun med en model, som bestemmer den digitale dannelse - og ‘det digitale’ - relationelt mellem: det materielle (genstanden, devicet, platformen); det strukturelle (den institutionelle rammesætning) og de praksisser, der er på tale. ‘Det digitale’ indgår i en praksis, hvor nogen vil noget med anvendelsen af blandt andet digitale redskaber eller services, og dette sker inden for en rammesættende kontekst: familien, skolen, vennegruppen osv.

Derfor bliver det også meget komplekst, når man vil forholde sig til betydningen af ‘det digitale’ og dermed også for betydningen af digital dannelse. Det er aldrig én ting, men noget komplekst, hvori mange elementer indgår: indbyrdes relationer, formål, magt, andre genstande osv. osv.

Denne kredsen om ‘det digitale’ er en af bogen styrker. En anden er den store indsigt forfatteren har i børn og unges mediebrug. Der er hele tiden en opmærksomhed på, hvordan digitale medier indgår i identitets- og fællesskabsdannelser. Og som læser bliver man hele tiden gjort opmærksom på, hvordan og hvad nuværende børn og unge gør med medier i deres udvikling, og hun viser, at de anvender medier på måder, som vi også kender fra historien - det vil sige fra vores egen barndom. Samtidig reducerer forfatteren aldrig de nuværende problemstillinger til ‘det samme som dengang’. Der er et blik for nuancerne - blandt andet den større rækkevidde digitale medier har i modsætning til tidligere tiders medier, hvilket på en mere radikal måde åbner for det intime felt, hvor man tydeligt mærker en generationskløft.

“[Der er] afgørende aspekter, der gør, at vi i dag må forholde os anderledes til mediernes indflydelse. De teknologier, vi bruger og omgiver os med i dag, er ikke bare formidlere af fakta og fiktion eller rene kommunikationskanaler mellem individer eller grupper. De er snarere infrastruktur, der i praksis fungerer som grundlaget for afgørende funktioner i samfundet, politik, transport, undervisning, sundhedsvæsen mv” (s.117).

I den anden tanke reflekterer forfatteren over, hvorfor vi kalder det ‘digital dannelse’. Her henviser forfatteren til nogle af de temaer, der typisk trækkes frem, når man i den offentlige debat trækker ‘digital dannelse’ frem: nemlig afkodningskompetence, kildekritik og adfærd. Elementer som måske ikke i sig selv er centrale i dannelsestænkningen. Og selvom forfatteren har mange markeringer af, at dannelse er noget andet end kompetencer og uddannelser, så forbliver mange af diskussionerne faktisk på et kompetenceniveau.

Dette hænger muligvis sammen med, at dannelsesbegrebet faktisk ikke rigtig diskuteres i fremstillingen. Den fjerde tanke er viet til spørgsmålet ‘hvad er dannelse?’, men det består mest af en række løst sammensatte citater og henvisninger til Ellen Key, Grundtvig, von Oettingen og socialanalytikeren Hammershøj. Men der gøres ikke noget forsøg på at reflektere sammenhængen mellem disse meget forskellige opfattelser af dannelse. Her kunne det have været fint med nogle overvejelser over forholdet mellem den enkelte og fællesskabet - eller inddragelse af dannelsestænkere som Wolfgang Klafki eller Lars Løvlie, der faktisk gør sig overvejelser over kommunikationsteknologi ift. dannelsesbegrebet. Kapitlet om dannelsesbegrebet kommer til at stå lidt svagt, hvilket måske gør det vanskeligt at anvende mere distinkt i de overvejelser forfatteren gør sig.

Det er dog en styrke ift. dannelsestænkningen, at forfatteren inddrager og peger på legen som en central del af dannelsen og den formning af den enkelte i fællesskabet, som finder sted i legen. Legen er kendetegnet ved at være stærkt styret af formning og forhandling af regler, hvor flere fungerer sammen. Det er dermed også i anden omgang en vigtig brik i udviklingen en demokratisk sans, hvor hensynet til helheden og inddragelsen af alle (der er inkluderet i definitionen af ‘fællesskabet’) i forhandlingerne om, hvordan legen skal og kan udspille sig. Det er ikke et magtfrit rum, men et rum hvor man kan arbejde med magten i en åben form og forhandler om den, udfordre den og overskride den. “Gennem leg dannes børn som sociale, skabende, relationelle individer, og leg er omdrejningspunkt for børns egne fællesskaber, og ligesom leg er knyttet til den almene dannelse, så er leg med medier i særdeleshed knyttet til den digitale dannelse” (s.99).

Der er rigtig mange gode overvejelser og refleksioner i 10 tanker om digital dannelse. Tankernes udspring er tydeligvis medievidenskabelige, som forfatteren selv gør opmærksom på. Dette gør at digital ofte bliver forstået inden for en kontekst af digitale medier, som jo også er her, man finder den største interesse i den offentlige debat. Og her er forfatteren virkelig god til at nuancere og afbalancere holdninger til anvendelsen af digitale medier på en måde, der lægger op til læserens medrefleksion.

Men det betyder også, at spørgsmål relateret til dannelsestænkningen og hele spørgsmålet om demokrati og medborgerskab, der dog nævnes flere gange, kommer til at fremstå noget perifert i fremstillingen.