Aristoteles’ værk om digtekunsten - Poetikken - blev første gang oversat til dansk i 1785. Siden er kommet flere oversættelser. Det blev til hele tre i løbet af det 20. århundrede og senest kom en ny oversættelse i 2004. Så er der virkelig brug for en ny allerede nu i 2022?

Svaret er "ja".

Aristoteles forfattede sit værk omkring 330 f.v.t. Vi har ikke noget bevaret originalmanuskript, så vi kender kun Poetikken fra senere nedskrivninger, hvoraf ingen er komplette. Så det er en løbende videnskabelig diskussion, hvilke nedskrivninger der er nærmest det oprindelige værk og hvilke man kan kombinere for at få så komplet en version som muligt. Det kompliceres af, at værket længe var glemt og først blev genopdaget i 1500-tallet. Siden er der opdaget flere overleverede nedskrivninger og oversættelser, hvoraf nogle først er blevet anerkendt i løbet af det 20. århundrede. Således er en arabisk oversættelse fra 900-tallet nu anerkendt som en tekst, der kommer originalen nær. Det har altsammen ført til en ny tekstkritisk udgave af Poetikken i 2012. Det er denne udgave, der ligger til grund for den nye danske oversættelse.

En anden grund til at vi stadig får nye udgaver og oversættelser af Poetikken er, at Aristoteles ikke altid er lige klar i sine formuleringer og at flere begreber kan være vanskelige at oversætte præcist. Det gælder for eksempel det helt centrale begreb ’mythos’. Poul Helms oversatte det i 1958 som ’det fortællende indhold’, mens Erling Harsberg i 1969 brugte ’fablen’. Helms noget uhåndterlige ’fortællende indhold’ har den fordel, at det fremhæver, at der er tale om et aktivt virkende element; noget der til dels går tabt i Harsbergs oversættelse. Christian Dahl og Marcel Lysgaard Lech, der står for den nye oversættelse, har valgt at oversætte det til ’plot’. Det er det efterhånden anerkendte litteraturvidenskabelige begreb (i det mindste i den engelsksprogede verden).

’Plot’ er, som bl.a. Peter Brooks gør opmærksom på (i Reading for the Plot), både et substantiv – ’a plot’ - og et verbum – ’to plot’. Et plot er - udover et litterært begreb - en konspiration eller sammensværgelse (komplot); noget der kræver aktiv handling - der er nogen, som konspirerer. ’Plot’ rummer således det aktivt virkende element, som er centralt hos Aristoteles. Plottet – ’mythos’ - er det, der driver handlingen i tragedier og episke dramaer. Nok er der handlende karakterer, men deres handlinger er ikke drevet af deres individuelle valg. Ødipus søger nok at undgå den skæbne, oraklet har spået ham (at dræbe sin far og ægte sin mor), men pointen er jo - i Sofokles’ tragedie - at han ikke kan undslippe skæbnen. Der er noget, som determinerer karakterernes handlinger, nemlig plottet.

Plot er således blevet et begreb, der er konsensus om og som har fundet almen anvendelse både i litteraturvidenskaben og mere alment. Derfor giver det også god mening, at det bruges i den nye oversættelse. Helt det samme gælder ikke et andet af de helt centrale begreber: ’mimesis’. Også her er der tale om et element, der er aktivt virkende i tragedien - og i de mimetiske kunster i det hele taget - hvilket oversættelsen bør afspejle. ’Mimesis’ kan oversættes med efterligning, men det er vigtigt at forstå, der er tale om mere end blot en kopi. Derfor er det mere oplagt, at det her oversættes med gengivelse, som bedre indebærer det aktive element. Det er en central pointe, at ’mimesis’ også gælder fiktion, hvor der ikke er tale om direkte efterligning af noget, vi kender fra virkeligheden. Dermed understreges, at der også er en aktivt skabende dimension i ’mimesis’, hvor det gælder, at vi skal kunne genkende noget gengivet som sandsynligt og nødvendigt i fiktionen uden at vi nødvendigvis har nogen erfaring af det i virkeligheden.

Det hænger sammen med et tredje centralt element i Poetikken - og nok det bedst kendte: ’katarsis’. Tragediens mål er - understreger Aristoteles - renselse for følelserne frygt og medlidenhed. Tragedien skal ved sit plot og ved mimesis fremkalde frygt og medlidenhed i kraft af den ulykke, der rammer helten. I den vellykkede tragedie forløses vi til slut i kraft af katarsis, så vi renses for de følelser eller affekter, tragedien har fremkaldt: frygt og medlidenhed.

Også her spiller mimesis en vigtig rolle som aktivt virkende element. Aristoteles påpeger, at ting vi finder frastødende i virkeligheden, kan vække behag, når vi ser dem smukt gengivet. Mimesis - og fiktion/kunst i det hele taget - gør det muligt for os, at forholde os til ting, vi ellers ville vige bort fra. Katarsis rummer dermed også en erkendelsesmæssig dimension, når vi renses for følelserne frygt og medlidenhed.

Aristoteles fremhæver, at historikerne kan gengive bestemte begivenheder, sådan som de er sket, mens digtningen kan gengive det almene og tingene som de kunne være. Digtningen rummer dermed en sandhed, historien ikke kan give os. Det er blandt andet denne understregning af et erkendelsespotentiale i kunsten, der gør, at Aristoteles stadig er aktuel i dag. Vi har brug for kunsten, fordi den giver os indblik i erkendelser, der ellers ikke er tilgængelige. Det er derfor vigtigt at forstå, hvordan de mimetiske kunster gør dette.

Derfor er det stadig vigtigt, at vi også har Poetikken i dansk oversættelse - og i en oversættelse, der afspejler forskningens aktuelle forståelse af det 2300 år gamle værk. Det er ikke uproblematisk. Dels, som understreget ovenfor, fordi flere af de centrale begreber kan være vanskelige at oversætte præcist. Dels, fordi Aristoteles ikke altid er lige klar i sin argumentation, hvilket både kan skyldes, der muligvis er tale om noget, som snarere er et forelæsningsmanuskript end en færdig tekst; og at vi ikke har en komplet udgave af Aristoteles’ oprindelige tekst.

Christian Dahl har som indledning skrevet en grundig indføring til Poetikken. Her er der redegjort for de forskellige manuskripter, der ligger til grund for vores aktuelle udgave af Poetikken, og for hele receptionshistorien bag.

Der er også en udførlig gennemgang af Poetikken, så vi bliver bedre rustet til læsningen af den til tider uklare tekst. Selve Poetikken er forsynet med et omfattende noteapparat, der dels redegør for de mange referencer til såvel kendte som ukendte og tabte værker; og dels gør opmærksom på de valg, der er truffet vedrørende oversættelse af uklare passager. Endelig redegøres der i et efterskrift for de mere generelle oversættelsestekniske overvejelser, samt - nok så oplysende - gives eksempler på, hvordan udvalgte tekststeder er oversat i forskellige oversættelser. Alt i alt er det kun at glædes over, vi har en oversættelse af Poetikken, der afspejler, hvordan vi forstår Aristoteles i dag. Det er et værk, der indtager “en enestående og helt central plads i moderne litteraturvidenskab og æstetik”. Aristoteles har ikke alene påvirket, hvordan vi forstår tragedien, men præget litteraturvidenskab fra narratologi til receptionsæstetik og er væsentlig for, hvordan vi forstår kunst som ikke blot genstand for behag, men også erkendelse og dannelse.

Christian Dahls og Marcel Lysgaard Lechs nye oversættelse er ikke blot en fornemt tekstnær udgave af den seneste tekstkritiske version af Poetikken, men også forbilledligt sat i såvel historisk som aktuel kontekst.