Kirkens nye huse / Jørgen Kreiner-Møller / 272 sider
Gad. ISBN 9788712068662
Anmeldt 29/4 2022, 08:29 af Torben Rølmer Bille
Thomas’ kirke!
Thomas’ kirke!
« TilbageDet er ikke alle, der kan blære sig med at have en ven, der har bygget en kirke. Nuvel, Thomas Iversen har naturligvis ikke ene mand bygget Trekroner kirke, men han har været projektleder på opførelsen, så det er i anmelders øjne tæt nok på! Det er også det meget smukke kirkerum fra netop Trekroner kirke, der pryder forsiden på den nye bog Kirkens nye huse der samler en række af de mest interessante kirkebyggerier og ombygninger af eksisterende kirkerum fra 2000 og frem til 2020.
I indledningen til bogen skriver forfatteren, at den ”henvender sig selvsagt til personer med kirkelig baggrund og til personer med byggefaglig erfaring, men også til andre der ønsker en arkitektbaseret gennemgang af nyere dansk kirkebyggeri.” (s. 6) Selv om anmelder som allerede nævnt lod sig lokke af forsidefotografiet, så skulle det vise sig, at Kirkens nye huse blev en rigtig fascinerende læseoplevelse, til trods for at undertegnede hverken har en arkitektuddannelse eller et teologistudie bag sig. Når det så er sagt så erkender anmelder sig som kristen og er grundlæggende fascineret af design, kunst og arkitektur på et helt almindeligt, æstetisk plan. De parametre synes også være tilstrækkelige, for Kirkens nye huse er en virkelig lækker og meget interessant oplevelse.
Bogen er groft set delt op i to større dele. Efter den føromtalte indledning føres læseren i den første del hen til de kirker, der siden 2000 er blevet opført herhjemme. Her har forfatteren valgt at fortælle om i alt 6 antal kirker, udvalgt, som han skriver på hans præmisser. Han skriver; ”I perioden fra 2000 til 2020 blev der bygget tretten helt nye sognekirker samt en funktionskirke, der er en kirke i det nyoprettede statsfængsel i Østjylland. Jeg har besøgt kirkerne, og derefter er de fem mest interessante sognekirker og fængselskirken blevet udvalgt og beskrevet.” (s. 33).
I den forbindelse kan man indvende, at forfatteren på denne led agerer smagsdommer, og i stedet for at beskrive alle disse nye kirker, vælger dem han finder interessante. Læseren hører i al fald meget lidt om hvad baggrunden er for ikke at medtage alle, eller hvad det er der er har gjort de udvalgte til de ”mest interessante”. Det er dog forståeligt, ikke slavisk at gennemgå alle, da man også kan antage at der er flere af disse byggerier, der lige som meget andet nybyggeri hverken er særligt arkitektonisk- eller visuelt interessante.
Den anden store del af bogen er viet til de forskellige moderniseringsprojekter der er foretaget i perioden. Her er der ikke nødvendigvis blevet bygget helt nyt, men tale om eksisterende kirker har fået enten tilbygninger eller fået redesignet deres kirkerum. Selv om den nærmere beskrivelse af disse i alt syv projekter måske er knap så interessante som gennemgangen af de nye kirkehuse, så er det stadig svært ikke at lade sig fascinere i mødet med nogle af de løsninger der er blevet fundet på. Det kan handle om hvordan det er lykkedes arkitekterne og kunstnerne bag at få udnyttet den eksisterende plads bedre, eller gjort den gamle kirke langt mere tidsvarende.
Et ganske fint eksempel på sidstnævnte er også en af de kirker der indleder bogens anden del, nemlig Lyngby kirke. Her har kunstner Christian Lemmertz har skabt et bemærkelsesværdigt alter. Et alter, der blot ligner en slags kiste eller stort bord, hvorpå der er svøbt et klæde, men som i virkeligheden er en skulptur i det allerfineste, hvide marmor. Resten af kirken har også fået et ansigtsløft og har via forholdsvis enkle greb fået skabt både en kirke, der synes at være langt mere interessant og samtidig med at man også via bl.a. altret har fået skabt stor opmærksomhed internationalt, og øget besøgstallet betydeligt til det der ellers blot var en meget traditionel landsbykirke.
Som altid, når man taler om kunst, kultur, indretning, mv., så synes spørgsmålet om smag og behag selvsagt at presse sig på, men selv om enkelte læsere måske kunne være uenige med forfatterens betragtninger, så synes han dog gennem sit arbejde, at have en vis portion professionalisme. Fra starten af 90erne har forfatteren nemlig arbejdet som ekstern konsulent for netop kunst i offentligheden, så ud over dette virke og hans mangeårige arbejde som arkitekt, så synes Jørgen Kreiner-Møller i den grad at have ekspertise i forhold til det han skriver om.
Kirkens nye huse er ikke alene en flot bog, der sagtens vil kunne imponere gæster i hjemmet som coffee-table bog og så har man end ikke nødig at være særligt kristen, for at finde den spændende. For selv om det sakrale og de ritualer der foregår i kirken selvsagt nævnes i forbindelse med at beskrive hvordan kirken har forsøgt at indrette sig så de kan imødekomme forskellige praktiske krav, så er det en udgivelse der i særdeleshed fokuserer på det arkitektoniske, det æstetiske og ideen om hvordan man ophøjer vægge og tag til noget der føles større end blot mursten og beton. Af samme grund får den kapellets varmeste anbefalinger med på vejen.