Hvad vil det sig at være et frit menneske? For en overfladisk betragtning kan det betyde, at man kan ’gøre lige hvad man har lyst til’. Denne måde at betragte frihed på falder inden for en hedonistisk frihedsopfattelse, hvor frihed betyder at hengive sig til sin lyster og at maksimere ens egen lykkeoplevelse.

Men hvorfor har man de lyster, man har, og hvor kommer de fra? Og når man har dem, er man så i virkeligheden fri - eller er man snarere ’i sine sansers vold’? Hvis dette er tilfældet, så er man jo ikke fri, men snarere i et tvangsforhold, hvor ens sanser, umiddelbare lyster og behov bestemmer over én. At gøre, hvad man umiddelbart gerne vil, kan her forstås som at miste sin menneskelighed blot for at synke ned i dyrenes, instinkternes og naturens verden.

Det er i hvert fald sådan den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant ser på det. Kant er en af de tænkere, der klarest har formuleret principperne for frihed forstået som menneskets udgang af dets naturbundethed. En anden type af ufrihed, Kant gør opmærksom på, er dogmatismen og troen på den overleverede viden, der primært bygger på autoriteter. I stedet handler det for Kant om, at mennesker skal frigøre sig og indtræde i et frihedens rige. Kant formulerer oplysning som menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed - både det at lade sanserne eller dogmerne råde er eksempler på en sådan selvforskyldt umyndighed.

Kants filosofi er et opgør med empirismen og ikke mindst, som denne kommer til udtryk hos David Hume. Han spidsformulerede empirismen ved at hævde, at der ikke kan findes almenbegreber, da de ikke kan udledes af erfaringen. For Kant er Humes fejltagelse, at han netop bliver stående ved sanserne og det empiriske, som ganske rigtigt ikke retfærdiggør almenbegreber. Men for Kant er den menneskelige frihed grundet i fornuften, som er det middel, der fører mennesket ud af dets selvforskyldte umyndighed; altså dets ufrihed. Med fornuften kan mennesker erkende sammenhænge ud fra den måde, hvorpå verden viser sig. Dette er en hovedpointe i Kants første kritik: Kritik af den rene fornuft, der er en fremstilling af den menneskelige erkendeevne.

I Kritik af den praktiske fornuft overvejer Kant imidlertid ikke primært erkendelses forudsætninger, men hvad der ligger til grund for menneskelig handling og dermed et mellemmenneskelige forhold: moral. Allerede Aristoteles skelnede mellem en ren og en praktisk fornuft, hvor den praktiske fornuft er rettet mod den rigtige menneskelige handling. Aristoteles mener ikke, at den praktiske fornuft kan udledes uden inddragelse af menneskelige (livs)erfaringer. I modsætning til dette hævder Kant, at den praktiske fornuft - sædeligheden eller etikken - må være uafhængig af erfaringen og konkrete handlinger. Faktisk står den praktiske fornuft i modsætning til erfaringsverden, da den jo leder bort fra friheden og binder mennesker til deres behov, sansninger og tilbøjeligheder. Kritikken af den praktiske fornuft “skal angive principperne for den praktiske fornufts mulighed, dens omfang og grænser, ganske uden særlig relation til den menneskelige natur” (s.14).

Den praktiske fornuft angår den menneskelige vilje, og hvad der ligger til grund for menneskelige valg. Her skelner Kant mellem handlinger, man gør for at opnå noget konkret, og handlinger der følger en almen lov, der er sat (eller indset) af fornuften.

Den første handler om, at vi som mennesker har en række tilbøjeligheder og en række værdier. Vi opstiller derfor leveregler for os selv ud fra, hvad et ordentlig liv er. Men vi forsøger også at opnår noget - lyksaligheder, kalder Kant det - og det er så op til vores dygtighed, om vi opnår det.

Vi kan også indse, at det at opnå noget konkret er bundet til visse subjektive omstændigheder. Jeg kan ønske noget - eksempelvis rigdom - mens andre kan ønske noget andet som eksempelvis den eneste ene. Disse ønsker kan ikke gøres til fælles menneskelige. Men gennem fornuften kan man bestemme den praktiske fornuft som det, der er forudsætningen for alle mennesker - det fælles menneskelige, som derved er noget, der ikke umiddelbart kan forbindes med noget empirisk, som vi jo lige har bestemt som forskelligt for forskellige mennesker.

Derfor kan den praktiske fornuft kun angives som en form - den har ikke noget stof (konkrete objekter) - og den form er moralloven som angiver, at en begrundelse for en viljesakt skal vurderes på, om den kan gøres til almen lov og dermed gælde for alle fornuftsvæsener. Den praktiske fornuft kommer til udtryk i en almengyldig morallov (sædeligheden), som det er op til mennesker at tilstræbe at leve op til, selvom det er umuligt, da mennesker også er behovsvæsener, der ikke udelukkende lytter til fornuften, men også til begæret og sanseligheden. “Mennesket er et behovsvæsen i den udstrækning, det tilhører sanseverdenen” (s.64).

Kant åbner sin redegørelse med en definition, der tydeligt peger på hele problemstillingen: “Praktiske grundsætninger er sætninger, som indeholder en almen bestemmelse af viljen, og hvorunder der falder flere praktiske regler. De er subjektive eller maksimer, hvis subjektet anser betingelsen for kun at være gyldig for subjekts egen vilje; men objektive eller praktiske love, hvis de erkendes som objektivt gyldige, dvs. gyldige for ethvert fornuftsvæsen” (s.23). Her får Kant i sin definition peget på, at moralloven er objektiv som en almengyldig lov - og den lov viser sig gennem menneskers brug af deres egen fornuft. Mennesker bliver frit ved at have indsigt i denne morallov, som derved også bliver eller burde blive regulativ for fællesmenneskelig omgang. Dén menneskelige vilje, der er styret af fornuften, vil følge moralloven, men menneskelige drifter kan gøre det vanskeligt at følge den.

Nok mest kendt i forhold til etikken er Kant for det kategoriske imperativ - det krav om at følge moralloven, som hersker uindskrænket, da det er givet uden inddragelse af natur, sanser eller lignende. Kant siger, at moralloven er udledt a priori, hvilket vil sige udelukkende ved sig selv. Imperativet lyder: “Handl således, at maksimen for din vilje altid tillige kan gælde som princip for en almengyldig lovgivning” (s.35). Videre bestemmer Kant, at det at følge dette princip må gælde uden overvejelser over, hvad følgen af at følge moralloven vil blive. Der ligger således ikke nogen overvejelser over, om resultatet af en handling betyder noget for hverken den enkeltes eller andres lykke. Man handler ikke moralsk af lyst til det - men udelukkende af pligten til at følge moralloven.

Igen er pligten - og det sindelag, der tilsiger en at følge moralloven som sådan - et udtryk for friheden, fordi pligten er indset ved hjælp af fornuften; menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. (Det er her vigtigt at slå fast, at det at følge moralloven ikke er det samme som at følge loven. At følge en juridisk vedtaget lov handler om legalitet, hvorimod at følge moralloven handler om moralitet).

Kant kommer med nogle opklarende eksempler rundt omkring i bogen. Blandt andet skriver han, at hvis man taber i spil, så kan man ærgre sig over sin manglende dygtighed eller held, men hvis man vinder ved at snyde “så må man foragte sig selv, så snart [man] jævnfører sig med sædeloven” (s.42). At snyde kan aldrig være noget, man kan gøre til almen lov for menneskelig handling, da snyd underminerer sig selv gennem udbredelse. På samme måde som det at lyve, så kan de kun fungerer, fordi der er en regel - eller en moralsk lov - der forbyder at gøre det. Og man kan sagtens ved fornuftens brug nå til denne indsigt, hævder Kant. Så her er et meget fint eksempel på, at Kants meget abstrakte overvejelser også viser sig for “den jævneste forstand”. Men det er vigtigt at tilføje, at foragten her ikke skal forstås i psykologisk forstand. Der er tale om en foragt, der gælder ens menneskelighed, så der er ikke kun tale om dårlig samvittighed.

Kritik af den praktiske fornuft er et vigtigt filosofisk værk, der giver en god indsigt i Kants noget tørre morallov. Den er en kilde til indsigt i den måde, hvorpå en af de vigtigste oplysningstænkere har tænkt frihedsbegrebet. Men det er også et værk, der er meget forudsætningskrævende at læse. Ikke mindst Kants skrivestil vil være en barriere for mange læsere. Han skriver meget formelt - kancellistil - for at sikre klarhed. Men klarheden går fuldstændig fløjten både fordi han skriver lange knuderede sætninger med mange relativeringer, indskud og præciseringer, og fordi han forudsætter en sprogbrug, han har udviklet i sin Kritik af den rene fornuft.