Selv om der både i pressematerialet og på bagsiden af Identitet står ”Bogen er en utraditionel, på samme tid let humoristisk (vores fremhævelse – red.) og alvorligt undersøgende fortælling om kunst og særbehandling” så er realiteten at forfatteren bag, helt i bogens start skriver: ”Emnet er alvorligt, og bogen er alvorligt ment, selvfølgelig. Jeg håber ikke, at den er kedelig. I hvert fald har jeg tilstræbt et vist underholdende element, hvor det passer sig” (s. 8). Så til trods for at læseren muligvis tænker, at bogen er en der ironiserer og på en munter måde taler om det som Gottlieb ser som problemer i den nationale kunstverden, så er Identitet tænkt som en kritik mod såvel institutioner, bestyrelser og i visse tilfælde den måde nogle af vore museer vælger at præsentere sig selv på. En bog der, såfremt den bliver læst af de det hele handler om, forhåbentlig kan skabe en tiltrængt debat.

Kapellets anmelder er efter endt læsning slet ikke i tvivl om at Hr. Gottlieb har forfattet et kampskrift mod den danske kunstelite, og aktuelle strømninger i forhold til den kunst som bliver erhvervet, udstillet og hyldet i disse år. Det er især ganske aktuelle tematikker der harceleres mod. På den ene side en – i Gottliebs øjne – noget nærsynet og unuancerede begejstring for kvindelige kunstnere og på den anden kunstværker, der har det til fælles at de belyser racespørgsmål, især set i lyset af Danmarks historiske fortid som kolonimagt.

Som forfatteren skriver i forordet til bogen, så er er hans udgivelse muligvis en der sætter ild til stort set alle de broer som han, gennem et liv i kunstmiljøet, har betrådt. Det er i al fald sikkert at hans udgivelse er ret så modig i en tid hvor især ciskønnedde, hvide, midaldrende mænd i dele af den offentlige debat betragtes som antikviteter, med lige så antikverede holdninger. Uanfægtet af denne zeitgeist så spidser Gottlieb sin pen og kaster sig ud i en ret så sønderlemmende kritik af store dele af den lokale kunstverden.

Identitet kredser især om to værker. Det ene er Portræt af en ung pige af Bertha Wegmann, som den Hirschsprungske samling købte for over tre millioner kroner. En pris, der ifølge Gottlieb er helt ude af proportion, i forhold til hvor (u)vigtig en kunstner, der står bag og hvor jævnt et vært det i virkeligheden er, uanset hvor mange rosende ord det får med fra de kuratorer der har skrevet om det nu det skal udstilles. Det andet værk der kommer under den kritiske lup er statuen I am Queen Mary der står ved det Vestindiske Pakhus i København. Der er tale om et politisk værk, der skal minde tilskueren om slavehandelen med Dansk Vestindien (muligvis med dårlig samvittighed over forfædres synder som et naturlig følge heraf).

I forbindelse med omtalen af dette værk (som kunstnerne bag i øvrigt ikke gav Gotlieb lov til at vise et billede af i sin bog – noget som Kapellet til gengæld nemt kan linke til ) nævnes også den ganske tvivlsomme ’bustenedsænkning’ eller såkaldte ’rematerialisering’ af Salys gipsmodel af en buste af Fredrik d. 5.

- et ’værk’ som den nu tidligere institutleder ved det Danske Kunstakademi Kirsten Dirckinck-Homfeldt endte med at tage ansvaret for, og som akademiet og folk omkring hende efterfølgende har forsøgt at ophøje til noget vigtigt. I denne skribents optik ender dette dog med at være et ikke særligt vellykket forsøg på at rematerialisere Kejserens nye klæder af H.C. Andersen.

Som måske kan fornemmes så synes Gotlieb med Identitet virkelig at puste til gløderne af det aktuelle kulturpolitiske bål, for er det ikke en form for flagellantisme at i 2022 at give sig til at kritisere kvindelige kunstnere helt overordnet og måske i særdeleshed de kunstnere, der engagerer sig i kunst der tillige problematiserer race- og overgrebskulturer? Svaret er jo, men det ved Gottlieb også godt. Han har dog ikke kun tænkt sig at bevidst provokere sine læsere (og muligvis både kunsteliten og de mange smagsdommere udstyrede med en mere politisk korrekte smagsløg) for der er bestemt også alvor og en række ganske gode argumenter bag de anklager han kommer med.

Takket være sit mangeårige virke som museumsforstander, kunsthistoriker og kunstforsker har Gottlieb, uanset sit køn og etnicitet, faktisk noget at have sin kritik i. De, der ikke har læst hans bog, kunne måske læse disse linjer og tro, at det i sidste ende handler om smag og præferencer – for hvad nogle kan lide kan Gottlieb tydeligvis ikke holde ud – men det er misforstået.

128 sider lyder ikke af meget, alligevel formår han gennem et sagligt sprog og en masse ganske nuancerede betragtninger, at dekonstruere både meget af den aktuelle begejstring for kunst, der helst skal være skabt af kvinder, handle om etnicitet og helst både og. Ja, det er muligvis ikke en populær holdning at have, men Gottlieb går bestemt heller ikke efter en popularitetsmedalje. I stedet belyser han nogle områder af det danske kunst- og museumsliv, der måske godt kunne trænge til at blive luftet lidt ud i. Det er trods alt, som skrives, både dine og mine skattepenge der financierer meget af det kunst vi ser på de nationale samlinger.

Mod slutningen af Gottliebs bog, får han også nævnt den dobbeltmoral der synes at være i at store, multinationale konglomerater som b.la. Novo Nordisk på den ene side støtter kunst, der synes at favorisere aktuelle trends om ligeret og antislaveri, mens de samtidig tjener deres penge på hvad Gottlieb påstår er en alternativ form for slavebinding. Dette sidste argument har anmelder nok lidt mere vanskeligt ved at købe, til gengæld er Gottliebs gennemgang og problematisering af hvilke personer, der bestrider en række bestyrelsesposter i forskellige fonde og firmaer dedikeret til at støtte kunsten, et ganske velkomment indspark i snakken.

Identitet er med garanti en debatbog der vil dele vandene. Der er med garanti ikke ret mange progressive, kvindelige, kunstnere med etnisk baggrund eller for den sags skyld bestyrelsesmedlemmer i Statens Kunstfond, der ivrigt sætter i let løb mod den nærmeste boghandel, for ved selvsyn at læse Gottliebs ord, men for alle andre, der blot er interesseret i om hvorvidt debatten om ’god’ eller ’dårlig’ kunst, ikke godt kunne blive en snert mere nuanceret, så er Identitet en meget velkommen, lille udgivelse, der tør stå fast, selv om den godt ved at kritikken af den med garanti nærmest er startet allerede før første side er blevet læst færdig.