Alle ting påvirker alle andre ting. Det er selvfølgelig en banalitet at fastslå, at siden ‘the big bang’, så har al udvikling været - om ikke styret så dog - påvirket af de forskellige interaktioner, der er sket på atomar, molekylært og alle andre niveauer. Men på grund af kompleksiteten i disse påvirkninger, så ser det ud til, at tingene udvikling er sig kaotisk. Kaosteori handler netop om at kunne se mønstre i det, der forekommer kaotisk - og i dette system er det ikke så mærkeligt, at et slag med en sommerfuglevinge i Sydamerika kan resultere i (eller i det mindste bidrage til) en orkan i Danmark.

Når dynamiske systemer interagerer, så er der mange forskellige processer på spil, der ikke lader sig forklare på en enkelt måde. Det er også dette, der er udgangspunktet for Dion Sommers bog om resiliens. Resiliens er en betegnelse for de processer, der er i spil, når et barn ikke bliver så negativt præget af en udfordrende baggrund, at det er determinerende for hans eller hendes liv. Det er med andre ord en modsigelse af eller et korrektiv til forestillingen om, at et individs psykologiske udvikling og livsforløb bestemmes af arv eller miljø. Der er ikke tale om et enten/eller, for som nævnt så er der mange forskellige processer på spil samtidig for det enkelte barns udvikling. Nogle faktorer kan spille negativt ind, mens andre kan virke fremmende for en positiv (ønskværdig) udvikling.

Sommers kommentar til den forsimplede forestilling om arv eller miljø som det, der determinerer et livsforløb, er, at der er tale om et både-og, og desuden så er der slet ikke tale om adskilte elementer, da også miljøet spiller ind på arvemassen. Den måde det omgivende miljø fungerer på, har en indvirkning på den måde, hjernen og generne udvikler sig. Derfor kan man ikke så let skelne mellem dem.

Med udgivelsen Resiliens vil Sommer introducere de professionsfaglige ansatte og studerende til dette diskutable emne. Vi mener måske at vide, hvad resiliens betyder - det er i hvert fald et ord, der hyppigt anvendes, når man taler om børneopdragelse og børn i institutioner. Der er en hel industri, som Sommer også påpeger, der producerer bøger, kurser og konsulentkorps for at hjælpe alle, der har med børn at gøre, med at få udviklet børn, så de bliver resiliente.

Problemet er dog, hævder Sommer, at de ikke har forstået, hvad resiliens handler om, fordi de stort set alle - i hvert fald i Danmark - opfatter resiliens som et individualpsykologisk begreb. Resiliens bliver af danske fagprofessionelle og en lang række forfattere og forskere opfattet som noget, det enkelte barn enten har eller ikke har - og hvis barnet ikke har det, så handler det om at udstyre barnet med det.

Grundlæggende er resiliens i en dansk kontekst blevet forstået som en robusthed, barnet er i besiddelse af i sig selv - enten fordi det er en medfødt evne til at bryde med dårlige opvækstbetingelser, eller fordi det er blevet trænet af gennem en særlig opdragelse, som har givet det enkelte barn en særlig modstandskraft gennem hærdning. Sommer gør op med denne individualpsykologiske tænkning, fordi børn nemlig ikke eksisterer i et tomrum. Desuden er det også problematisk at se på, hvordan man kan sikre at børn kan tåle et urimeligt pres fra omverden, som jo er den anden side af robusthedstænkningen.

Robusthedstænkningen forbryder sig mod det, der er bredt anerkendt inden for den internationale forskning, hvilket Sommer aldrig bliver træt af at gentage i løbet af den sidemæssigt relativt overskuelig bog.

Det er ganske rigtigt, at den første generation af resiliensforskere opfattede resiliens som noget, der var det enkelte individ iboende. Det blev beskrevet som en egenskab som det barn, der unddrog sig sin opvækstbetingede skæbne og blev mønsterbryder. Men siden da, har den internationale resiliensforskning begyndende med anden generation fra 1980’erne vist, at det ikke handler om det enkelte individ, men om samspillet mellem forskellige resiliens-hæmmende eller -fremmende faktorer, der med gensidige transaktioner gør, at den enkelte kan udvikle sig på måder, der ikke blot reproducerer dårlige vaner fra forældregenerationen.

Sagt på en anden måde, så er den indsigt kommet til resiliensforskningen, som meget anden forskning også har peget på med stigende styrke i løbet af 1900-tallet, at alle ting har indflydelse på alle andre ting. Sommer skriver sig selv ind i en systemisk position, hvor en grundlæggende pointe er, at den mindste enhed er relationen. Der er ikke noget, da alt bliver bestemt i relationelle forbindelser. Derfor er resiliens heller ikke noget, der er i den enkelte eller kan udvikles i den enkelte.

Sommer skriver indsigtsfuldt om resiliens og med begejstring om de muligheder for intervention han ser med blandt andet epigenetikken. Når det alligevel ikke er nogen vellykket bog, så skyldes det, at Sommer er så sur og forbandet på en række fagprofessionelle og forskere, der ikke har forstået udviklingen inden for det internationale resiliensforskning, at han bruger hen ved to tredjedele af bogen på at skælde ud og gøre om med blandt andre Per Schultz Jørgensen. I stedet for at få etableret den grundlæggende forskel mellem individualpsykologiske tilgange og systemiske så får vi en rodet forestilling om forfærdelighederne hos dem, der ikke har fulgt med den forskning, som Sommer har.

Man “kan ikke tage patent på begreber som på bilmærker, så resiliensbegrebet er (desværre) ikke ophavsbeskyttet”, siger forfatteren på side 55. Dette er en ret typisk holdning hos visse forskere, som nok kan se, hvordan alt påvirker alt andet, men lige præcis deres egen yndlingsbegreber vil de gerne have i fred for alle andre(s) anvendelser af dem. Denne begrebshygiejniske kamp for begrebets renhed oplyst af den førende internationale forskning gør bogens fremstilling alt for rodet.

Den egentlige introduktion til resiliens begynder først på side 75 - og herfra fungerer bogen fint. Dens stigende interesse for tidlig intervention i børneliv ud fra forskellige måder at aflæse risikofaktorer på bliver måske lidt dystopisk efter min smag, da det lugter lidt af udviklingshygiejne og reduktion af den mangfoldighed af forskellige livsmuligheder, der findes. Men det er fint at diskutere, hvilke udviklingsmuigheder man som samfund kan forlange af hver enkelt familier.