En ledestjerne kan sætte kursen og føre os på rette vej. Stjernen over Betlehem ledte de tre vise mænd til Jesus. En ledestjerne er et fænomen eller et forbillede i hvis spor vi ønsker at følge.

Når Peter Stein Larsen kalder sin ny bog om ti digtere fra de seneste hundrede år for Ledestjerner, så er det ikke nødvendigvis fordi, vi skal se de ti digtere som de største og bedste lyrikere gennem de hundrede år. Det ville hurtigt føre til en diskussion af udvalget: hvorfor er denne eller hin store digter ikke med? Når der er tale om ledestjerner, så er det fordi, det er ti digtere, der har sat tydelige spor, som andre er fulgt i.

De ti rækker således fra Emil Bønnelycke til Yahya Hassan. Kriterierne for, hvem der er udvalgt, varierer. For f.eks. Bønnelycke, Vagn Steen og Bo Green Jensen gælder det, at de vakte stor opmærksomhed, da de kom frem, men siden er gledet lidt i baggrunden. For andre - Bjørnvig, Rifbjerg, Nordbrandt, Tafdrup - er deres status uantastet, men bliver her forsøgt læst delvis op mod den etablerede kritik.

Peter Stein Larsens metode er den perspektiverende nærlæsning, hvor der gennem nærlæsning af udvalgte digte trækkes tråde ud til hele forfatterskabet, andre forfattere, samtiden og f.eks. politiske, sociale, kulturelle og historiske kontekster.

Emil Bønnelycke debuterede med Ild og Ungdom i 1917 og manifesterede dermed den ekspressionistiske og futuristisk-avantgardistiske lyrik i Danmark. Bønnelycke blev hurtigt en dominerende figur i tidens kulturliv som bl.a. redaktør af det centrale tidsskrift Klingen - og som manden bag det famøse pistolskud under en digtoplæsning i Politikens Hus. Her fokuseres der på digtsamlingen Gadens Legende fra 1920 (allerede Bønnelyckes tiende udgivelse). Stein Larsen konkluderer, at Bønnelyckes status i sin samtid nok mest skyldtes, at han formåede at ramme de nye strømninger i tiden og mindre digtenes kvalitet. At han ikke har samme status i dag er således velbegrundet. Dog fremhæves hans sans klang og rytme, hvilket gør ham til ledestjerne for senere digtere som Halfdan Rasmussen, Dan Turell og Ursula Andkjær Olesen.

Anderledes forholder det sig med en anden af ‘de glemte’: Vagn Steen, der for de fleste måske er bedst kendt for den - i nogle øjne kontroversielle - udgivelse Skriv selv (1965), der bestod af blanke sider, som læseren så selv kunne fylde ud. Vagn Steen er en vigtig eksponent for den konkretistiske og eksperimenterende lyrik, men er på det nærmeste gledet ud af litteraturhistorien. Med urette, mener Peter Stein Larsen, der kalder ham “en avantgardist af de sjældne”.

Den sidste digter i Ledestjerner er Yahya Hassan, der i sit korte liv og forfatterskab formåede at vække opsigt på samme måde som Bønnelycke. Ikke kun for sine digte, men i høj grad også som person. Migrantdigteren, der debuterede i en ung alder og solgte 120.000 eksemplarer af debutsamling, men lige så meget vakte opsigt for sin tid i ungdomsinstitutioner, biltyverier, skudepisoder og fængselsdom. Yahya Hassan kan læses som eksponent for den såkaldte performative biografisme, hvor digter og værk ikke kan skilles fra hinanden. Ikke for ingenting er titlen på Yahya Hassans digtsamlinger Yahya Hassan. Men Stein Larsens pointe er, at længe efter at alle omstændighederne omkring personen Yahya Hassan er glemt, så vil værket stadig stå tilbage som et af de væsentligste fra starten af det 21. århundrede.

For de fleste af de øvrige digtere, der behandles - Bjørnvig, Rifbjerg, Tafdrup, Nordbrandt, Leth, Høeck - gælder det, at deres status som væsentlige lyriske forfatterskaber fra de seneste hundrede år er bredt anerkendt. Her er Stein Larsens strategi snarere at læse disse forfatterskaber op mod de gængse tilgange. Bjørnvigs forfatterskab opfattes f.eks. ofte som faldende i tre faser: Heretica, den (konfrontations)modernistiske og den økokritiske. Stein Larsen peger i stedet på kontinuiteten - ikke mindst i formsproget. Hvor Klaus Høecks - enorme - forfatterskab som oftest fremhæves for den teknologiske, kybernetiske digtning, så peges der her på et religiøst spor, der løber parallelt i især de senere værker.

De ti kapitler er bearbejdninger af artikler, der tidligere har været bragt i andre sammenhænge. Skal man komme med indvendinger mod udvalget er det, at det ikke forekommer helt homogent. Der er på den ene side ‘de glemte’: Bønnelycke, Steen, Green Jensen - og på den anden de kanoniserede: Bjørnvig, Rifbjerg osv. Det betyder, at nogle forfatterskaber læses med henblik på at diskutere, hvorvidt deres fravær i den litterære kanon er berettiget, mens det på den anden ikke rigtig overvejes, hvorvidt andre tilstedeværelse kunne være diskutabel.

Det kunne være interessant, hvis der var tale om ti mere eller mindre ‘glemte’ forfatterskaber, som blev taget op til revurdering. Det spændende ved læsningen af Bønnelycke er, at han næppe var sin generations bedste digter, men at han ikke desto mindre fortjener status som ledestjerne ved at have banet vejen for andre, betydeligere forfatterskaber. Og ligeledes med Vagn Steen, som Stein Larsen her forsøger at rehabilitere og hive ud af glemslen. Det er i disse kapitler, der er mest på spil og læsningerne risikerer mest.

En anden indvending mod udvalget kunne være, at Pia Tafdrup er den eneste kvinde, der får status af ledestjerne. Hvorfor ikke Tove Ditlevsen, der i disse år oplever et stort internationalt gennembrud (dog hovedsagligt for prosaforfatterskabet). Eller Vita Andersen, der debuterede med samme gennemslagskraft som Yahya Hassan og satte et markant spor i dansk lyrik. Eller Inger Christensen, der står bag et af de vigtigste og vægtigste lyriske forfatterskaber gennem de seneste hundrede år.

Det er dog mindre indvendinger. I sidste instans er det trods alt forfatterens eget valg, hvilke digtere han ønsker at beskæftige sig med. Man kan uden problemer respektere dette udvalg.

Peter Stein Larsen er en suveræn nærlæser, der med sine velpointerede nedslag får belyst både nye aspekter og lagt anderledes vinkler på det allerede kendte. Dertil kommer hans imponerende overblik over dansk - og international - lyrik, så der hele vejen trækkes næsten overvældende mange perspektiver ud til litteraturhistorien og de forfatterskaber, disse ledestjerner har vist vejen for.