Den danske selvfølelse var hårdt prøvet i 1800-tallet. Englandskrigene berøvede os status som europæisk flådemagt, Napoleonskrigene førte til vi mistede Norge og den anden slesvigske krig medførte tabet af Sønderjylland. Midt i det hele ophævedes enevælden og vi fik Grundloven og folkestyre. Nationen måtte se sig selv med nye øjne.

Det er denne periode og proces Gertrud Oelsner (direktør for Den Hirschsprungske Samling) undersøger i En fælles forestillet nation - og som undertitlen Dansk landskabsmaleri 1807-1875 siger, så er det mere specifikt landskabsmaleriet, der er i fokus. Som årstalsindramningen også antyder, er der nærmere bestemt tale om det, der i kunst- og kulturhistorisk sammenhæng kaldes ”guldalder” og ”nationalromantik”.

Gertrud Oelsners projekt er at undersøge, hvordan landskabsmaleriet i denne periode bidrog til at skabe en fælles forestilling om, hvordan Danmark ser ud. Som titlen indikerer, så er afsættet Benedict Andersons begreb om imagined communities - forestillede fællesskaber. Helt kort, så er Andersons udgangspunkt, at der er to former for forestillede fællesskaber: vertikalt og horisontalt. Under f.eks. enevælden er der tale om et vertikalt fællesskab, hvor man identificerer sig med statsoverhovedet: kongen. Vi er danske, fordi vi alle regeres af den samme konge. Når der bliver tale om demokrati - folkestyre - bliver fællesskabet derimod horisontalt. Nu identificerer vi os med folket og nationen, da vi er fælles om at regere. I små landsbysamfund, hvor alle kender alle, er det ikke noget problem at identificere sig med fællesskabet.

Det er noget andet, når fællesskabet er en hel nation, hvor man umuligt kan kende alle. Her må man forestille sig fællesskabet ud fra, hvad man kan forestille sig at være fælles om og hvilke værdier vi deler. Det vil oplagt være ting som sprog, historie og kultur - og altså også landskab og natur. Hvordan identificerer vi os med landskabet og hvad er egentlig det typiske danske landskab. Det er det, Oelsner her undersøger.

Udgangspunktet er de mere end 4000 landskabsmalerier, der var udstillet på Charlottenborg mellem 1807 og 1875. Der er altså ikke kun tale om de kanoniserede kunstnere og værker, vi almindeligvis forbinder med guldalderkunsten og nationalromantikken (Købke, Lundbye, Dreyer, Rørbye, Skovgaard osv.), men et meget stort udvalg af værker. Oelsner tager afsæt i Franco Morettis begreb om fjernlæsning, der skal ses i modsætning til nærlæsning. Hvor nærlæsning fordyber sig i enkelte værker med henblik på dets originalitet, så skaber fjernlæsning overblik over et stort volumens fællestræk.

Gennem denne fjernlæsning afdækker Oelsner, hvordan det danske landskab bliver skildret i malerkunsten. Motivisk er de første landskaber nordsjællandske og Nordsjælland forbliver gennem hele perioden den mest skildrede egn. Det kan der være flere årsager til. Dels er der den geografiske nærhed til København og dermed Kunstakademiet. Tidens infrastruktur og rejsemidler gjorde de fjernere egne mere vanskeligt tilgængelige. Efterhånden som vejnettet blev udbygget, dampskibsfart til Jylland og jernbanen etableret, så breder landskabsmaleriet sig motivisk også til andre egne. Men på det tidspunkt er det nordsjællandske landskab - og den grønne bøgeskov - allerede blevet en art norm for, hvordan det danske landskab ser ud. Det er sigende, at Jylland hyppigst er repræsenteret ved de østjyske landskaber, som ligner Nordsjælland mest. De midtjyske hedelandskaber og deres særegenhed er langt sjældnere skildret. Det hænger naturligvis sammen med, at de var mere utilgængelige, men måske også, at de blev set som fremmedartede og dermed mindre danske.

Ud over de udstillede landskabsmalerier har Oelsner også undersøgt de mange skitser, f.eks. de Martinus Rørbye tegnede på sine rejser gennem Jylland. Det er påfaldende, hvordan kun få af disse er endt som udstillede malerier. Det kan måske skyldes, at de ‘fremmedartede’ - og mindre frugtbare - landskaber ikke blev betragtet som værdifulde nok til at være udstillingsegnede.

Oelsner inddrager også rejseskildringer og -vejledninger samt de topografiske og geografiske værker fra perioden, hvor kunstneriske skildringer af landskabet er trykt. Udbredelsen af den litografiske trykketeknik gjorde det muligt - forholdsvis billigt - at have farvelagte illustrationer i bøger. Dette ser Oelsner også som bidrag til skabelsen af en større kunstoffentlighed, hvor kunstnerisk gengivelse af bl.a. landskaber blev gjort tilgængelig for flere og udbredt over hele landet - og dermed også bidrog til den fælles forestilling om, hvordan Danmark og det danske landskab så ud. Illustrationerne, men også det de skriftlige guides til, hvad man skulle lægge mærke til i landskabet, bidrog til at skabe konsensus om, hvad der var typisk dansk og dermed til nationsbygningen.

En fælles forestillet nation er Gertrud Oelsners ph.d.-afhandling (fra 2016) og er som sådan præget af at være en videnskabelig afhandling med hvad det indebærer videnskabelig jargon og formalia. Det skal man som læser være indstillet på. Er man først og fremmest interesseret i guldalderkunstens hovedværker, så kan det måske være en udfordring, når Oelsner dokumenterer sine pointer med masser af statistik, fodnoter (over 700) og grafer. Men er man indforstået med, at der er tale om en akademisk afhandling, så er der mange interessante diskussioner at hente hos Oelsner. Er det f.eks. helt tilfældigt, at det er det nordsjællandske landskab, der bliver normsættende for det ‘typisk danske’ landskab og det ‘fremmedartede’ jyske landskab endnu i dag identificeres som ‘udkantsdanmark’. Det grønne, blide og frodige landskab frem for det forblæste, rå og sandede. Oelsners bog bliver dermed et indsigtsfuldt og vægtigt bidrag til diskussionen om, hvad der er typisk dansk og hvad det vil sige at være dansk. En diskussion, der jo ikke er mindre aktuel i dag end den var i 1800-tallet, hvor nationsbygningen stod på.