I 1969 skrev Hannah Arendt en artikel Om vold, som nu er at finde i Hans Reitzels klassikerserie. Artiklen er, som hun selv indledningsvist siger “fremprovokeret af det sidste par års begivenheder og debatter”. Arendt referer her blandt andet til studenteroprørerne i Frankrig og USA, bevægelsen De Sorte Pantere og det nye venstre ikke mindst i det daværende Vesttyskland.

Hvad disse bevægelser havde tilfælles var ikke mindst en forestilling om vold som nødvendigt politisk middel til at ændre undertrykkende og fornedrende forhold; forhold som bevægelserne ikke mente at kunne ændre med parlamentariske midler. Der var tale om senkapitalismens legitimationskrise, som en anden tænker, nemlig Jürgen Habermas formulerede det nogenlunde samtidig. Noget tilsvarende ser vi måske i dag blot i forhold til det nye højre og splittelsen mellem ‘eliten’ og ‘folket’.

Arendt forsøger at forstå vold inden for den politiske tænkning, og hendes artikel er en grundig og kritisk refleksion over forskellige opfattelser af vold, der forklarer den ud fra en meget forsimplet forestilling om, at vold ikke er væsensforskellig fra magt. “Det forekommer mig, at det er en temmelig bedrøvelig afspejling af den politiske videnskabs nuværende stade, at vores terminologi ikke skelner mellem sådanne nøgleord som ‘magt’, ‘styrke’, ‘fysisk magt og kraft’, ‘autoritet’ og endelig ‘vold’” (s. 35).

I første del diskuterer hun revolutionsromantikkens forhold til vold, og hun viser overbevisende, hvordan denne romantik står i skærende kontrast til den Marx, som de ellers i denne periode dyrker som sidste domsinstans. Marx, hævder Arendt, var klar over, at volden havde en rolle i historien, men denne rolle var sekundær i forhold til udviklingen af de samfundsmæssige modsætninger. Men hun viser også, hvorfor voldelige opstande kan begrundes med den samfundsmæssige udvikling, der genererer manglende handlemuligheder for politisk handlen på anden vis. Her peger hun meget tidstypisk på det videnskabeligt industrielle system og bureaukratiet, som to elementer, der så at sige er subjektløse og derfor ikke kan konfronteres politisk. Den tekniske udvikling ser ud til at være en selvkørende mekanisme, hvis katastrofale følger ‘man’ står magtesløs overfor. Derfor bliver volden den eneste mulighed, hvilket så bliver Arendts meget forsimplede hovedforklaring på studenteroprørerne.

Set i mere politologiske termer er det bureaukratiet, der udgør den største fare. I en sammenligning af forskellige styreformer kommer hun frem til: “Bureaukrati er den regeringsform, hvor alle er berøvet politisk frihed og handlefrihed; for et styre af ingen er ikke et ikke-styre, og hvor alle er lige magtesløse, har vi tyranni uden en tyran” (s.63). Også denne udvikling er med at til at give en fornemmelse af magtesløshed, der kan forklare voldelige opstande.

Som nævnt er hovedanliggendet for Arendt at diskutere volden som politisk begreb, og her viser hun, hvordan vold faktisk i højere grad er med til at drive en reformistisk udvikling end en revolutionær, fordi volden altid er strategisk og kortsigtet. Og for at forstå dette må man se på magtbegrebet.

Magt og vold er to meget forskellige begreber, og Arendt afviser alle teorier, der hævder at vold blot er forlængelse af magt, eller at magt blot er tilbageholdt vold. Vold er instrumentel og rationel i og med, at den konfronterer en modstand, den vil fjerne for at opnå et bestemt mål. Efter den voldelige konfrontation opstår spørgsmålet dog, om og hvordan noget nyt kan etableres. Vold river noget ned, men bygger ikke noget op. Magt er i modsætning hertil udtryk for, at en gruppe opfatter sig som en gruppe, og dermed accepterer, at man gør noget på bestemte måder. Magt er altid noget, der sker med en form for accept. “Magt svarer til den menneskelige evne til ikke blot at handle, men at handle i fællesskab. Magt er aldrig en egenskab hos den enkelte; den hører til en gruppe og eksisterer kun, så længe gruppen holder sammen” (s.36).

Om vold er en fin demonstration af den måde, Arendt filosofisk jonglerer med begreber og sætter dem ind i historiske og begrebshistoriske kontekster. Artiklen er dog noget krævende og i modsætning til, hvad forlaget hævder, også bundet af sin tid, der hele tiden ligger som en forudsat kontekst.

Dette er i modsætning til den anden artikel i udgivelsen Om vold, tænkning og moral, som også i nyoversat udgave er kommet i en anden artikelsamling af Arendt, nemlig Krisen i skolesystemet og pædagogikken. I Tænkning og moralske overvejelser” reflekterer Arendt blandt andet over forholdet mellem tænkning og videnskab. I videnskaben er tænkningen målrettet, og det handler om nysgerrigt at udforske ting og finde nye sammenhænge. Videnskaben ophober interessant viden og dens bidrag er opbyggelig.

I modsætning til denne opbyggelighed står tænkningen, der ikke har noget mål. Tænkningen er afkoblet fra brug og nytte, den er tænkning over noget. Dette noget kan vendes og drejes, men tænkningen når ikke frem til et resultat, der kan blive stående. Tværtimod kan tænkningen hele tiden begynde forfra. Arendt sammenligner tænkningen med Penelopes vævning, hvor hun jo hver nat optrevler det, hun har vævet i løbet af dagen. Det tænkningen nedbryder er blandt andet vore faste forestillinger om det, vi tror at vide.

Udgangspunktet for Arendt er det helt store spørgsmål, om der er “sammenhæng mellem den manglende evne til at tænke og en katastrofal mangel på det, vi normalt kalder samvittighed?” (s.90). Dette spørgsmål bliver interessant af flere grunde. For det første er tænkningen - delvist i modsætning til filosofien - noget, der kendetegner alle mennesker. Mennesket er et tænkende væsen, hævder Arendt, og i lighed med filosofien, så er tænkningen en optagethed af det, der ligger hinsides viden og nytte. Tænkningen går ud over det, der er foreliggende.

For det andet opstår der et prekært spørgsmål i og med, at tænkningen snarere nedbryder forestillinger end opbygger dem. Der kan derfor ikke ud fra tænkningen opstilles moralske aksiomer og normer. Alle normer kan gøres til genstand for tænkningens evige spørgsmål, der aldrig stopper ved et resultat. Dette viser Arendt med henvisning til Sokrates, der kan blive ved med at stille spørgsmål, der aldrig fører til nogen svar. Men Arendt viser også, at Kant havde tilsvarende overvejelser, og hun citerer fra hans efterladte noter: “Jeg deler ikke den opfattelse… at man ikke bør tvivle, når man først har overbevist sig selv om noget. I ren filosofi er dette umuligt. Vores forstand har en naturlig aversion imod dette” (s.95).

Så det ser ud til, at der ikke er en forbindelse mellem tænkning og moralske overvejelser. Men det er der så alligevel. For det er selve tænkningens proces, der aldrig når frem til nogen resultater, der åbner for det moralske anliggende forstået som praktisk fornuft. Det, at man er i tvivl om, hvad det rigtige er at gøre, holder hele tiden en dialog i gang, hvor man i handlingen bliver nødt til at spørge sig selv: gør jeg det rigtige? Her diskuterer Arendt den måde samvittigheden fungerer. Samvittighed i Arendts forstand er den stemme, der hele tiden som Sokrates stiller spørgsmål ved de resultater, man er kommet frem til: var det nu det rigtige? Og fraværet af samvittighed er fravær af tænkning. Så tænkningen er afgørende i forhold til moralske anliggende.

Evnen, siger Arendt henimod slutningen af artiklen, til at dømme er “den mest politiske af menneskets intellektuelle evner. Det er evnen til at dømme de enkelte tilfælde uden at underordne dem de generelle regler…” (s.116). Så tænkningen bidrager til den praktiske fornuft gennem en vedvarende dialog om, hvordan man dømmer i hver enkelt situation. Dette er også Arendts argument for, at nihilismen ikke kan være et resultat af tænkningen. Nihilismen vender blot om på en tradition, men tænkningen er forudsætningen for dømmekraften, som ganske vist ikke har noget fast holdepunkt; en formuleret etik.

Man bliver kørt godt rundt i manegen, når man læser Arendt. Hun har en særlig skriveform, som til tider kan gøre det svært at følge hende - hun er tysk skolet, mærker man. Hun er forudsætningstung og henviser til en meget bred referenceramme. Omvendt er det en nydelse, når man følger hendes ræsonnementer, som får en selv til at tænke - tænke med eller mod, det er ikke det afgørende; det afgørende er at tænke, så er man et menneske!