Eksistentialisme har været en af de mest dominerende filosofiske retninger i moderne tid. Ikke mindst i perioden efter afslutningen af 2. Verdenskrig, med overgangen fra en traditionspræget - eller traditionsplaget - tid til en moderne, har eksistentialismen spillet en stor rolle, ved at sætte spørgsmålene om frihed og mening med tilværelsen i centrum. Hvad er meningen? Ikke med livet, men med tilværelsen? Det er spørgsmålet. Meningen med livet er religionens domæne, mens meningen med tilværelsen er kastet tilbage på hin enkelte, for nu lige at kaste Kierkegaard ind i ligningen. Religionen mister derved også (helt?) sin tiltrækningskraft.

Wolfram Eilenberger har skrevet en opfølger til Troldmændenes tid , hvor han med en blanding af biografi og filosofiintroduktion fik præsenteret en række diskussioner om, hvordan man kan forholde sig til og eventuel forstå verden og sig selv i begyndelsen af det 20. århundrede. Heidegger, Cassirer, Wittgenstein og Benjamin blev præsenteret gennem deres tænkning livsforløb i perioden 1919-1929.

Nu har Eilenberg med Frihedens ild flyttet tiden til 1933-1943, men ud fra samme koncept som i den første, nu blot med fire nye interessante tænkere, nemlige Ayn Rand, Simone de Beauvoir, Simone Weil og Hannah Arendt. Centralt for disse fire tænkere står ideen om frihed, og de kan alle på forskellige måder forstås som eksistentialister, da de går imod en ekstern bestemmelse af mennesker; altså at mennesker skulle være bestemt af en eller anden essens - at mennesker er noget i sig selv.

Arendt siger det meget godt i den tyske udgave af Totalitarismens oprindelse, hvor hun påpeger det paradoksale i formuleringer af menneskerettigheder: “... disse rettigheder tog udgangspunkt i et ‘menneske i det hele taget’, som intetsteds fandtes, eftersom selv de vilde levede i en eller anden form for menneskeligt samfund, ja, at disse rettigheder udtrykkeligt forekom at modsige naturen selv, eftersom vi jo kun kender ‘mennesker’ i form af ‘mænd’ og ‘kvinder’, hvilket betyder, at menneskebegrebet til enhver tid, hvis det skal formuleres på en politisk brugbar måde, må indbefatte menneskenes pluralitet” (s.125 i Eilenberger). Mennesker er altid konkret forekommende og har ikke en bestemmelse i sig selv. At man kan sige det samme som de ‘vilde’ ‘mænd’ og ‘kvinder’, Arendt henviser til, ændrer ikke ved den overordnede pointe om, at mennesket ikke findes - det gør kun mennesker, hvilket også er en pointe fra fænomenologien.

Frihedens tid kortlægger de fire tænkeres udvikling i den angivne periode, og bogen er især interessant, fordi den viser den spændvidde, der findes inden for eksistentialismen. I en europæisk kontekst, hvor eksistentialismen er blevet udbredt i og med ungdomsoprøret, er der en klar forbindelse mellem denne og en ubestemt ‘venstrefløj’ eller ‘kulturradikalisme’, hvor frihed er blevet forstået som en modstand mod det konventionelle og konservative, der igen er blevet forbundet med ‘traditionerne’. Traditioner der er forhindringer for den enkeltes frihed. Denne opfattelse af eksistentialismen falder fint sammen med Beauvoirs udvikling, som beskrives i sit tætte parløb med Sartre, der vel er kendt som stjernetænkeren inden for eksistentialismen.

Beauvoirs egen filosofiske frigørelse fra Sartre er dog det mest spændende ved hendes udvikling, og Eilenberger fremhæver da også hendes betydning i forhold til overhovedet at tænke en etisk position ind i forbindelse med eksistentialismen; en dimension som er (eller var) helt fraværende hos Sartre, der langt hen ad vejen betoner den enkeltes frihed uden at medtænke den anden - hvilket også viser sig i hans egen livsførelse, hvor der ikke er plads til ‘den anden’. Beauvoir derimod udvikler efterhånden en opfattelse af ‘den andens’ betydning for ‘den enkelte’. Dette sker ikke mindst gennem en inspiration fra Hegel og hans anerkendelsestanke, hvor den ene kun kan opnå en identitet gennem anerkendelsen fra den anden. Dermed er friheden hos den enkelte at forstå relationelt, hvilket netop åbner den etiske dimension - i modsætning til såvel (den tidlige) Heidegger som Sartre.

Men eksistentialisme er så meget mere og andet end den, der er konciperet i cafeerne på Seinens venstre bred, hvor Beauvoir og Sartre holdt hof. Simone Weil, som egentlig ikke er særlig kendt i en bredere offentlighed, udvikler sin helt egen form for eksistentialisme. Weil er en helt særlig karakter, og allerede i en meget ung alder tænker hun eksistentialismen sammen med en marxisme, der betoner friheden for alle. Det vigtigste er, at alle mennesker skal kunne spise sig mætte, og at ingen må lide - og hun giver selv afkald på fødeindtagelse for at sikre, at også andre kan få mad. Hun har en særlig humanistisk tilgang til filosofien, hvor hun også forbinder denne med en særlig nådegave fra Gud - men uden de almindelige religiøse doktriner. Det bliver lidt underligt i løbet af Weils udvikling - og hendes tiltrækning af forskellige former for mysticisme gør det vanskeligt for denne anmelder at følge hendes filosofiske udvikling, der nærmer sig en art tungetale.

Som sagt bliver den europæiske udgave af eksistentialismen opfattet som en normkritik formuleret fra en eller anden ubestemmelig venstreorienterethed. Men således forholder det sig ikke med Ayn Rand, der i 1925 flygtede fra Rusland og bosatte sig i USA. Her udviklede hun sin helt særlige udgave af eksistentialismen, som fik betegnelsen ‘objektivisme’. Rand er især inspireret af Nietzsches kampskrift Således talte Zarathustra, hvor det handler om for den enkelte ikke at lade sig begrænse af andre og deres middelmådighed. Det handler om at sætte sine egne værdier, da der ikke gives transcendente værdier. Det er overmennesket, der er på plakaten for Nietzsche såvel som for Rand.

Rand er derfor også meget kritisk over for den kollektivisme, der har været slagordet for den russiske revolution. Alt bliver nivelleret til den samme grå masse, hvor der ikke er plads til den enkelte, til den geniale, den kreative ener, der kan skabe noget selvstændigt. Men noget tilsvarende har ramt det amerikanske samfund, hævder Rand. Alle måler sig med alle andre i stedet for at sætte egne værdier. Alle lader deres frihed begrænser af hensynet til de mange; til konformiteten. For Rand er den enkelte og den enkeltes frihed dog absolut. Hendes frihedsbegreb er såkaldt negativ, da det betoner alt det, der kan begrænse friheden, og det er begrænsningen af den enkeltes skabende kraft og kreativitet, der er det bærende i hendes tænkning. Hun er også med til at igangsætte hele den libertære bevægelse, der også kan genkendes i Tea Party-bevægelsen med dens radikale budskab om, at frihed betyder, at man ikke må begrænse den enkeltes frie valg. Vi ser det i helt aktuelt og meget markant udspille sig i antivaxer-bevægelser, der også peger på, hvordan deres frihedsrettigheder trædes under fode med henvisning til ‘de andre’ eller fællesskabet, som absolut ikke har nogen værdi for Rand og hendes ligesindede.

Hannah Arendt var elev af Heidegger og Jaspers og har ud fra disses påvirkninger udviklet sin helt egen og selvstændige og fritænkende eksistentialisme, der tager afstand fra enhver bevægelse, da disse begrænser den frie tækning. Ikke mindst totalitarismen, som Arendt ser mange eksempler på, hvad enten de kalder sig kommunistiske eller fascistiske, er et anslag mod menneskene i deres forskellighed. Dette betyder også at Arendt kommer til at stå i modsætning til zionismen og den jødiske bevægelse i deres arbejde med etablering af en selvstændig jødisk stat. Etableringen af den jødiske stat bliver formuleret som et projekt, der ikke tager hensyn til pluraliteten, hvilket er helt afgørende for Arendt.

“I overensstemmelse med Arendts analyser var det ideen om en nationalstat som en nødvendig enhed af folk, territorium og stat - en ide, der med rod i det 19. århundredes ånd var blevet et fast element i alle Europas lande - der var den egentlige kilde til de to verdenskrige såvel som den moderne antisemitisme” (s. 306). Og det er præcis sådan, man også definerer en selvstændig jødisk stat, hvilket Arendt forholder sig meget kritisk til. Jøderne har været opfattet som ‘fremmede’ i forhold til en allerede eksisterende ‘enhed’ af et folk. At gøre ‘den anden’ til ‘fremmed’ gentager man med etableringen af Israel, er hendes kritik. Hun rager konsekvent uklar med andre jøder, fordi hun insisterer på pluralitet og dermed det, der ikke går op i enkelte begreber, men fastholder en ikke enhedslig dynamik og åbenhed: frihed.

Frihedens ild er en rigtig fin introduktion til de fire tænkeres tidlige intellektuelle udvikling. Den bærende ide for Eilenberger er en tæt sammenhæng mellem det levede liv og udviklingen af filosofien - en sammenhæng, der indimellem bliver en spændetrøje for fremstillingen, da det levede liv kommer til at fylde meget i fremstillingen, hvilket også giver en række gentagelser og mangel på udvikling.

Frihedens ild er ikke helt på niveau med forgængeren, hvilket måske skyldes, at selve rammen for fremstillingen er mindre tydelig - og der mangler egentlige dramatiske spændinger imellem de udvalgte tænkere til helt at udfylde den valgte fortælleform, der bliver lidt mere slavisk i sin fremstilling gennem den kronologiske tid og den dermed udvikling for de fire tænkere.

Men Eilenberger har et rigtig godt og dynamisk sprog, der fører fortællingen fremad, og man er i gode hænder hele vejen - og så er der også interessante franske pikanterier at nyde undervejs, hvis man er til den slags.