Jürgen Habermas har været en markant stemme inden for samfundsvidenskaberne og i den politiske debat siden 1960erne - og det er han er stadig i en alder af 92. Han er aktiv både i udvikling af samfundsteoretiske modernitetsteori, senest med tobindsværket på over 1700 sider om forholdet mellem tro og viden i en postmetafysisk filosofihistorie, der udkom i 2019. Han kommenterer også jævnligt på aktuelle politiske forhold.

Nu er en række af hans artikler fra 1990'erne blevet genudgivet i Hans Reitzels serie ‘Klassikere’. Samlingen er redigeret og har forord af Heine Andersen og indeholde 11 artikler, der alle er centreret om forholdet mellem Demokrati og retsstat, som også er titlen på udgivelsen.

Habermas er en del af det, man kalder anden generation af ‘den kritiske teori’ eller Frankfurterskolen. Men hvor den første generation havde udviklet et særdeles kritisk syn på eller en decideret skepsis i forhold til oplysningen som et projekt, så holder Habermas fast i, at det fornuftsbaserede begreb om oplysning stadig giver mening.

Habermas taler derfor om det moderne som et ufuldendt projekt - et projekt som det er op til os i dag at realisere eller i hvert fald tage på os. Han hævder, at vi i stedet for at afvise fornuften, som man ser det inden for eksistensfilosofi og det postmoderne, skal vi insistere på fornuften som grundlaget for såvel retsordenen som politikken (demokrati) - de to områder, Habermas hele tiden kredser om.

Et af de grundlæggende spørgsmål for Habermas er at begrunde fornuften, når man må afvise metafysikken og en transcendental begrundelse af den. Oplysningsfilosoffernes ‘fornuft’ blev opfattet som en transcendent størrelse; som noget der gik forud for erfaringen. Her viser Habermas, at fornuften konstitueres i sproget - eller rettere i den intersubjektive brug af sprog mellem mennesker, der koordinerer noget i livsverden.

Når vi anvender sproget, så vil der være fire gyldighedskriterier, der altid er på spil. For det første må sprogbrugere udtrykke sig med henblik på at blive forstået. Så forståelse er forudsat i sprogbrugen. Desuden viser sprogets grammatiske struktur hen til tre øvrige gyldighedskriterier. som går på sandhed, rigtighed og autenticitet (eller sandfærdighed). Gyldighedskriterierne er pragmatisk funderede, så de retter sig mod betydningen og meningen i det sagte. Det afgørende er, at sproglige udsagn hele tiden kan undersøges og udfordres gennem sproget; alle udsagn er falsificerbare og på denne måde altid foreløbige.

Det er også gennem denne sproglige fornuft, at moderne statsforfatninger er blevet grundlagt - og hele tiden må bekræftes og så at sige grundlægges på ny. “En forfatning kan forstås som et historisk projekt, som borgerne i enhver ny generation giver sig i kast med”, skriver Habermas i artiklen Kampen for anerkendelse i den moderne stat (s.90), hvorved han jo også peger på, at det moderne projekt er noget, der løbende må arbejdes med.

Tekstsamlingen er temmelig forudsætningskrævende, men i en af de nemmere tilgængelige tekster forklarer Habermas sin grundlæggende tænkning om forholdet mellem politikken og retsstaten ved at modstille ‘Tre normative modeller for demokratiet’. Den liberale model bygger på det enkelte menneskes frihedsrettigheder, hvor den enkelte frit kan gøre, hvad hun eller han vil, sålænge det ikke skader andres tilsvarende rettigheder. Der er her tale om et negativt frihedsbegreb, da frihed defineres ud fra at beskytte den enkeltes frihed mod indskrænkninger af denne frihed. Staten får dermed denne opgave. Det er endvidere statens opgave at samordne de frigjorte og enkeltstående individers interesser. Demokrati forstås hermed som de beslutninger, der kan være et flertal for. Hver enkelte tæller med en stemme og forstås som en autonom enhed. Modellen er her det frie marked, der også kendetegnes ved enkeltstående aktører, der naturligvis kan gruppere sig, hvis det er i fælles interesse.

I modsætning til denne model står republikanismen, der tager udgangspunktet et fælles populus. Her anvender man et positivt frihedsbegreb, hvor det gælder, at man må sikre alles mulighed for deltagelse. Deltagelse i det fælles liv er i det hele taget definerende for en republikansk tilgang til demokrati. “Statsborgerrettighederne, først og fremmest deltager- og kommunikationsrettighederne, er… positive friheder. De garanterer ikke frihed for ydre tvang, men deltagelse i en fælles praksis, hvis udøvelse først gør borgerne til det, de ønsker at være - politisk ansvarlige subjekter i et fællesskab af frie og lige” (s.45).

For Habermas er der ulemper ved de to modeller. Den liberale model bygger på en forståelse af konkurrence mellem mennesker i fælles anliggende. Det gør markedslogikken til model for det politiske, hvilket bryder med den måde, fornuften er konstitueret på. I det hele taget viser Habermas samfundsanalyse, at markedslogikken for det symbolske magtmiddel penge i sidste instans bygger på og trækker sin koordinerende kraft fra den i livsverden inkarnerede og sprogbrugsbaserede fornuft. Derfor kan den liberale forståelse ikke være en grundlæggende forståelse for politikken og dermed demokratiet.

Omvendt er den republikanske model naiv. Den bygger ganske vist på samtale mellem deltagerne, men ved at forudsætte deltagelse af alle bygge den i sidste instans på individernes dyd - et moralsk fundament, der herved er før-politisk. Hvor liberalismen trækker på det partikulære subjekt, trækker republikanismen på en forestilling om et fællessubjekt, der skulle inkarnere Rousseaus ‘almenvilje’. “Ulempen [ved den republikanske model] ser jeg i, at den for idealistisk og gør den demokratiske proces afhængig af dyderne hos statsborgere, der har almenvellet for øje” (s.48)

Den deliberative demokratiforståelse - Habermas’ eget bud på en grundlæggende og normativ demokratiforståelse - trækker på den fornuft, som etableres, når borgere i en fri udveksling af viden, synspunkter, perspektiver og interesser forsøger at blive enige om det rigtige at gøre i forhold til en given problemstilling. Derfor lægger Habermas vægt på institutionaliserede former for offentligheder på forskellige niveauer, som skal sikre inddragelse af borgerne. Det er gennem etableringen af procedurer for inddragelse og dermed deltagelse, at politikken realiseres et deliberativt: altså i den frie udveksling, hvor man forudsætter ønsket om at finde det fælles bedste. Der vil skulle indgås kompromisser, men disse kommer i stand som “en rationel diskurs, der neutraliserer magt og udelukker strategisk handlen (s.49).

Dette længere citat indfanger fint indfanger Habermas’ ide om deliberativt demokrati: “Diskursteorien, der har stærkere normative konnotationer til den demokratiske proces end den liberale model, men svagere end den republikanske model, inddrager elementer fra begge sider og føjer dem sammen på en ny måde. Den rykker den politiske menings- og viljesdannelsesproces ind i centrum ligesom republikanismen, men uden at forstå den retsstatslige forfatning som noget sekundært; den forstår snarere retsstatens grundrettigheder og principper som et konsekvent svar på spørgsmålet om, hvordan de krævende kommunikationsforudsætninger den demokratiske procedure kan institutionaliseres. Diskursteorien gør ikke virkeliggørelsen af en deliberativ politik afhængig af et kollektivt handlingsdueligt borgerskab, men af instutionaliseringen af passende procedurer” (s.52)

Denne måde at argumentere på er gennemgående i de 11 artikler, der her er samlet. Den gentages eksempelvis i sin form også i en diskussion af menneskerettighederne, hvor Habermas peger på, at de er moralske i deres indhold, men juridiske i deres fordring. De er universelle i den betydning, at retten er universel for dem, der er underlagt dem, men det er netop op til en forsamling (politiske etableret) at gøre det til ret.

Menneskerettighederne er naturligvis en konstruktion, da de jo ikke baserer sig på en metafysisk konstituering. Men menneskerettigheder kan ligesom andre fordringer på rettigheder (kulturelle særrettigheder) pege på områder af ulighed, som dermed også gøres til politiske spørgsmål - og gennem denne kan de være med til at ændre retsforholdene. Retsforhold bygger nemlig på en antagelse om, at de er grundlagt i det politiske - og dermed tendentielt set rationelle - fællesskab.

Tekstsamlingen egner sig ikke til at blive læst i en køre. Dertil er der for mange tankefigurer, der går igen. Men hver enkelt artikel er stærke indlæg i debatten om demokrati og retsstat. Habermas er en imponerende mestertænker med et ufatteligt indblik og udsyn. Han er stadig uforsonlig i forhold til alle, der anfægter, at der gives fornuft - og han argumenterer godt for såvel den i sprogbrug inkarnerede fornuft som de procedurale betingelser for deliberation, som en rationel politik. Men han er også en monolit, man får lyst til at provokere og ryste - lidt.