Hvem er jeg, og hvad er verden? Disse er grundlæggende spørgsmål, som kendetegner en overgang i ethvert barns liv. Spørgsmålene er ikke spørgsmål i egentlig forstand, men snarere markeringer af en overgang. Overgangen fra en sorgløs og ubekymret omgang med det andet og de andre - uden at det andet og de andre netop derfor optræder som andet og andre. Man kan vel sige, at det barnlige er kendetegnet ved, at der ikke spørges til det andet og de andre - eller til væren og eksistens.

Det er når spørgsmålet om, hvem jeg er, og hvad det andet (verden) er trænger sig på, at barnet bliver til som menneske som noget enestående. Og det er ikke rart! Det er i hvert fald noget, der fjerner letheden og umiddelbarheden i den måde, barnet hidtil da har fungeret på. Med spørgsmål om væren og eksistens (eller identitiet) bliver verden ligesom jeget for jeget selv fremmed - de optræder begge pludselig med en uhyggelighed, der forstyrrer trygheden. Selvbevidstheden og verdens fremmedhed bliver prekære i den forstand, at den enkelte ikke længere kan føle sig sikker på sig selv - for hvad er et selv - eller på verdens stabilitet - for hvad er verden egentlig for noget? Og især: hvordan ved jeg, at den er der, eller at den er der på den måde, som jeg kender den? Hvad betyder det, at verden er - at den findes?

Dette er grundlæggende spørgsmål, som de fleste på et eller andet tidspunkt vil have oplevet i deres opvækst, og de handler om, at den enkelte bliver opmærksom på sig selv og sine omgivelser som noget, man kan forholde sig til. Der opstår en distance eller adskilthed mellem verden og jeget - og jeget bliver i sig selv til noget, man både er og kan forholde sig til som noget andet. Jeget begynder at se sig selv udefra - som et objekt på lige fod med andre objektet.

Denne problemstilling er markant til stede i det 20. århundredes filosofi, hvor den også får en drejning der sætter fokus på sprogets rolle i problemstillingen. Dette viser den tyske filosof Wolfram Eilenberger på rigtig fin vis i sin bog: Troldmændenes tid. De ‘troldmænd’, der er tale om, er Martin Heidegger, Ernst Cassirer, Ludwig Wittgenstein og Walter Benjamin. Disse fire har haft afgørende indflydelse på det, der kan kaldes moderne filosofi. I løbet af 1800-tallet bliver der i stigende grad udtrykt en skepsis overfor den optimistiske forestilling om, at rationalitet og sikker viden vil føre til alle menneskers lykke og rigdom. Der opstår en række bevægelser inden for videnskaben, kunsten og tænkningen, der sætter mere og mere fokus på erfaringsverdenen og kroppen i modsætning til det, man kan tænke sig til.

Denne øgede anerkendelse af, at eksistens, krop, erfaring og først og fremmest sprog(brug) spiller en rolle i erkendelsen inkarnerer de fire tænkere på hver sin, men ofte også beslægtede måder.

I bogen sætter Eilenberger fokus på tiåret fra 1919, hvor Weimarrepublikken opstod i Tyskland, til 1929, hvor krisebevidstheden i Europa når nye højder gennem krakket på Wall Street og en bølge af antisemitisme slår bredt igennem i Tyskland og lægger grunden til totalitære regimer og en verdensomspændende krig. Det er også et ti-år, der i høj grad former den moderne filosofi - ikke mindst gennem Heideggers opgør med den hidtidige tænkning ved at insistere på, at mennesket har en særlig tilgang til spørgsmålet om væren gennem den måde, mennesker er tilstedeværende i verden. Filosofi har siden Aristoteles været en tildækning af spørgsmålet om væren, og den har dækket for spørgsmålet gennem forsøg på at formulere, hvad sandheden om verden er.

Tilsvarende viser Wittgenstein at den måde, sproget bliver anvendt på, fjerner mennesker fra det egentlige, og Benjamin peger på, hvordan digterens sprog står i forbindelse med et mere oprindeligt og teologisk forstået sprog: Guds sprog. Og endelig viser Cassirer helt modsat Heidegger, at de symbolske former, der kommer til udtryk i myter, videnskab, kunst, filosofi osv. er forskellige måder, hvorpå mennesker skaber og forholder sig til sin verden - eller verdener.

Alle fire tænkere forsøger på hver sin måde at formulere et nyt grundlag for den måde, mennesker forholder sig til sin omverden og sig selv på. Filosofien er ikke kun og ikke primært et spørgsmål om tænkning isoleret set, men også et eksistentielt spørgsmål om, hvilket menneske man vil være, hvilket forhold jeget har til sig selv. Max Scheler siger om perioden, at den er kendetegnet ved, at mennesket er blevet problematisk; “hvor det ikke længere ved, hvad det er, men samtidig også ved, at det ikke ved det” (s.28) - og dette indkapsler meget godt det, der er på spil for de fire.

Bogen indledes med en prolog, der foregår i 1929, hvor en række begivenheder er en anledning til at spidsformulere problemstillingen. For det første vender Wittgenstein efter sin selvvalgte flugt fra filosofien efter ti år tilbage til England og filosofien, hvor han skal forsvare sit værk fra 1919: Tractatus logico-philosophicus. Værket har haft enorm gennemslag mange steder i europæiske filosofiske cirkler og ikke mindst - dog uden Wittgensteins medvirken - i grundlæggelsen af Wienerkredsens logiske positivisme. Filosoffen Bertrand Russel, som har været Wittgensteins vejleder, er også optaget af dette særegne værk. Men ifølge Wittgenstein er der ingen, der har forstået værket selv, og uanset hvor meget han forsøger at forklare det, kan ingen forstå det. Og sådan bliver det ved at være, da værket selv hævder, at det er meningsløst, fordi man ikke kan meddele noget om verden, men denne meningsløshed alligevel er nødvendig for at kunne vise verden. Forholdet mellem at meddele og at vise forbliver dunkelt for de fleste, der har taget livtag med Tractatus.

Nogenlunde samtidig er der en kongres for filosofi i Davos, hvor Heidegger, som er blevet en lysende stjerne blandt unge universitetsfilosoffer, selvom hans opgør klart er imod universitetsfilosofien, skal mødes og diskutere grundlagsproblemer med Cassirer, der omvendt er respekteret og særdeles anerkendt inden for den institutionaliserede filosofi i Tyskland, selvom også han indvarsler fornyelse af tænkningen.

Spørgsmålet, de skal diskutere, er Kant og forståelsen af menneskets væsen. De to ‘troldmænd’ står på et fælles grund i og med, at deres tænkninger udgør et alternativ til bevidsthedsfilosofien, som viser tilbage til Descartes tænkende ting: bevidstheden som det afgørende middel for erkendelse og filosofi. Men hvor Heidegger gennem den eksistentielle angst vil nedbryde de symbolske former, der har tildækket spørgsmålet om eksistensen og væren, vil Cassirer afdække de symbolske former og vise, hvordan de i sig selv er omverdensfortolkende.

Heidegger mener kort sagt, at den måde, vi anvender sproget på - og især den måde filosoffer anvender sproget på - er selve forhindringen for, at man kan forstå væren: finde meningen - Overfor det hævder Cassirer “Jeg kan udtrykke alt, hvad jeg har brug for, uden nogen form for vanskelighed” (s.327) og altså uden at nedbryde sproget, som det fungerer i brug gennem forskellige symbolske former.

Eilenberger formulerer modsætningen mellem de to filosoffers grundsyn gennem følgende modstillinger, hvor den første udgør Cassirers position og den anden Heideggers: “Bekendelsen til alle tegnanvendendes væseners ligeberettigede humanitet står over for egentlighedens elitære mod; håbet om en civiliserende tæmning af menneskets dybeste angst står over for fordringen om at lade sig selv udsætte for denne angst på den mest radikale måde; en bekendelse til de kulturelle former og den kulturelle mangfoldighed pluralitet står over for anelsen om et nødvendigt tab af sig selv i sfæren for de alt for mange; modererende kontinuitet står over for viljen til det totale brud og en ny begyndelse” (s. 31). Med tanke på den modsætning, der bryder ud få år efter dette møde, hvor Heidegger hylder nazismen og Cassirer, som den eneste overbeviste demokrat blandt de fire bliver nødt til at flygte - står mødet i Davos med en ekstraordinær historisk betydningsmættethed.

Imens platter Walter Benjamin sig gennem tilværelsen, hvor han hele tiden er på flugt fra pengenød, bedrag og manglende anerkendelse. Netop i 1929 er han på vej ind i endnu et nervesammenbrud, og samtidig er han blevet smidt ud af elskerinden, og han må flytte tilbage til sin kone og deres barn. Samtidig er han ved at have formuleret en ny metode, hvor alt i verden kan ses og læses som tegn, der i konstellation med andre tegn, viser hen til en forløsning, som ganske vist måske er fraværende og kun fungerer som en regulativ idé. Hans stort anlagte Passageværk er ved at finde om ikke form så dog en plan.

Eilenberger følger de fire tænkere i deres liv, hvor han udover deres tænkning og værker også fokuserer på, hvordan de forholder sig til karriere. Han viser, hvordan de manøvrer sig med mere eller mindre held, når de, der tror at være filosofiens frelsere, møver sig ind i de rette sammenhænge for at score en stilling eller blot nogle håndører. Men Eilenberger interesserer sig også for personernes private liv - og deres forskellige forhold til deres erotiske drifter, som for flere af dem udgør eksistentielle udfordringer, som han siger. Han viser også, hvordan der langt hen ad vejen er en sammenhæng mellem den måde, hvorpå de fire lever og tænker; hvordan deres livssituation og hændelser i privatlivet smitter af på deres skriftlige arbejder.

Troldmændenes tid er en fantastisk velskrevet og veloplagt bog. Det er imponerende, hvad Eilenberger har formået at grave frem gennem breve, biografier og sekundære selvbiografier. Hans indsigt i de fires tænkning er beundringsværdigt grundig, hvor han har et skarpt blik for ligheder og forskelle mellem de fire tænkere. Måske kan man sige, at han er lidt for forhippet på at se direkte sammenhænge mellem liv og værk, men i hans fremstilling fungerer det fint som en dynamisk fortællemåde, der også forlener de tænkte tanker med både krop og kød.