Sidste chance er en bog om dannelse. Den noget apokalyptiske titel henviser til, at ordet dannelse er ved at blive tømt for sit indhold. I lighed med mange andre diskussioner af den rette brug af begreber - “terminologisk hygiejne” har Thomas Bredsdorff engang kaldt det - så er redaktørerne bekymrede for, om den måde, de anvender begrebet på, er ved at forsvinde. Begrebet bliver overtaget af andre diskurser og gjort instrumentelt ved at blive bestemt som et middel til at opnå noget andet. Men dannelse har ikke noget formål uden for sig selv, og derfor forsvinder den med instrumentaliseringen, hævder redaktørerne.

Bekymringen forekommer på sin vis begrundet, da ‘dannelse’ som begreb indgår i mange - og meget forskelligartede - sammenhænge, hvor det betyder noget vidt forskelligt. På den anden side deltager bogen selv til denne spredning af betydningen, da der ikke er nogen bestræbelse på at samordne brugen af begrebet. Det bliver brugt til at betyde alt muligt forskelligt.

Nogle bidrag lægger vægt på, at der er et bestemt indhold i begrebet dannelse som eksempelvis skolefagenes indhold, mens andre mener, at begrebet betyder en modsætning til fagenes indhold. Nogle bidrag lægger vægt på det kollektive og sociale, mens andre lægger vægt på det individuelle og særegne for den enkelte. For nogle er det en eksistensfilosofisk grundbestemmelse ved væren i verden, mens andre har en mere erfaringsorienteret tilgang.

Det er på sin vis befriende, at antologien således giver stemme til mange forskellige opfattelser af, hvad dannelse kan være i en moderne samtid. Dannelse kan snart sagt bestemmes som hvad som helst. Der er kun én ting, der forener bidragene, og det er opgøret med et snævert målorienteret begreb om læring, der tager udgangspunkt i den enkelte elevs faglige udvikling.

Sidste chance er en forlængelse af de tre bøger, der er tidligere er udkommet om Uren pædagogik. Den urene pædagogik gør op med den videnskabeliggjorte og instrumentelle opfattelse af pædagogik, der gør undervisningen til en metode, man kan følge ud fra en forestilling om ‘effektiv undervisning’ ud fra generelle principper. Ligesom dannelsen forsvinder pædagogikken, når den gøres mekanisk og instrumentel.

Udover et forord består bogen af to dele med hver otte bidrag. De første otte bidrag er “videnskabelige” og skrevet af forskere, der har dannelse som en særlig interesse, mens de sidste otte er “litterære, pædagogiske og politiske essays af forskellig karakter”, som det hedder (s.13). Hvordan de to dele hænger sammen er uklart, da der ikke etableres nogen forbindelse mellem dem. Det er ikke sådan, at de videnskabelige positioner fra første del ser ud til at have haft nogen indflydelse på de mere essayistiske fremstillinger i den anden - eller omvendt. Hvert bidrag står mere eller mindre isoleret. Der er en total mangel på dialog mellem de to dele, ligesom der heller ikke er meget dialog inden for delene.

Der er dog lidt mere sammenhæng i første del, da den begrebslige og idehistoriske behandling af dannelse skriver sig ind i en tradition, hvor ikke mindst oplysningstænkningen og forholdet mellem individ og fællesskab spiller en central rolle. Andendelens enkeltstående bidrag forekommer derimod helt tilfældigt udvalgt.

Men hvad er dannelse så - og hvordan bestemmes den?

For Lene Tanggaard, der også har været med til at redigere bogen, så er dannelse det, at elever bliver interesseret i og nysgerrige på et stofområde. Elever bliver dannet ved, at de indgår i en relation til stoffet og får lyst til at forstå mere af det. Stoffet bliver en del af og præger eleven; elevens selv. Stoffet åbnes gennem elevens relation til det. Elevens forhold til stoffet står i modsætning til et indsnævret læringsmål, hvor stoffet er reduceret til det, der kan måles og vejes. I en dannelsesorienteret tilgang er fagligt stof ikke noget kvantitativt, der kan reproduceres, men noget større, der udgør en del af elevens måde at være i verden på og som udfordrer elevens nysgerrighed.

For Rasmus Kolby Rahbek er dannelse noget, der finder ‘sted’ i den betydning, at det knytter sig til stedet. Et sted er et udgangspunkt for at forstå verden, men også at blive grebet af verden. Dette kræver, at man også forlader stedet for at finde forandret tilbage. Ved at konfronteres med det fremmede udvikler den enkelte sin myndighed, som han siger med henvisning til Immanuel Kants diktum om, at den enkelte skal træde ud af sin selvforskyldte umyndighed. Rahbek udvider Tanggaards nysgerrig- og åbenhed i forhold til stoffet ved at pege på dets åndelighed. “Dannelse er at puste liv i det, vi nu engang har med at gøre i vores ellers helt almindelige tilværelse” (s.58). - Og lige præcis det åndelige er noget, der dukker op i flere af artiklerne, og det knyttes sammen med et begreb om, at tilværelsen har en mening, der kan åbenbares for den, der er lydhør for den.

En noget mere pragmatisk tilgang til dannelse finder man hos Svend Brinkmann (som også er en af redaktørerne). Han tager udgangspunkt i den klassiske forestilling om dannelse som “højnelse til humanitet gennem kultur” (s.65). Hvordan kan vi gøre verden til et bedre sted og os selv til bedre mennesker? I modsætning til Marianne Stidsen, som hævder, at dannelse handler om at blive sig selv som den, man i udgangspunktet er, så vil Brinkmann hellere have, at man bliver en anden, hvis den anden er højnet i etisk henseende. Der er ingen grund til at være en med en skidt karakter, hvis man har mulighed for at blive en med en god karakter. Derfor gør han også op med selvdannelsestænkning (eks: Lars Geer Hammershøj), der har den enkeltes udvikling som sit mål og udgangspunkt. I stedet handler det om den sociale forankring, hvor man udvikler sig sammen, fordi man har et fælles anliggende; en fælles tilværelse i et fællesskab. Brinkmanns dannelsesbegreb er forankret i et livsverdensperspektiv, hvor mennesker har noget for med hinanden i en meget konkret forstand.

Brinkmann viser, hvordan man på den ene side kan være uden sikker viden og på den anden side have en måde at gå til viden på, der er i stand til at være selvkorrigerende, nemlig gennem en dydsepistemologi, der er bevidst om, at al vor viden er ufuldstændig og også er baseret på værdier. “Sindets dyd” (s.75) er, at man ved med sig selv, at man er fejlbarlig, at man tager fejl, og man er derfor parat til at lytte til andre for at finde de bedste måder at forstå tingene på sammen. Derfor peger han på dialogen som det centrale for udvikling af viden og etik: “Dannelse kan kun ske, når man i egentlig forstand taler sammen, og ikke er optaget af at overtale hinanden” (s.73).

Keld Skovmand er en af de få bidragsydere, der forholder sig kritisk til selve dannelsesbegrebet. Begrebet er ofte for elitært og for abstrakt. For Skovmand er dannelse (når han holder fast ved begrebet) en erfaringskategori, hvilket står i modsætning til de øvrige videnskabelige bidrag, der angriber det filosofisk; begrebsligt. “Dannelse er ikke et begreb, men først og fremmest en bevægelse, et fænomen” (s.113). Skovmand fortolker Den fortabte søn som en metafor for denne bevægelse. Dannelse er den transformation, der foregår i den enkeltes opvækst. Det er lidt uklart, hvad der kræves for, at denne bevægelse kvalificerer som dannelse. Skovmand lægger vægt på, at det er en bevægelse, der ikke har med uddannelse og viden at gøre, men netop noget, der er forankret i de konkrete erfaringer, man får gennem sin livs- eller dannelsesrejse. Hvis man tager dette alvorligt, så mister dannelsesbegrebet dog samtidig sin betydning, da alle jo kommer igennem en udvikling fra barn til voksen. Og det er jo en dannelsesproces, kan man sige, ligesom Skovmand fortæller dele af sine egen livshistorie. Men dannelse som begreb kræver vel et modbegreb - noget det er en forskel fra?

Niels Jakob Pasgaard har et velskrevet bidrag med titlen Kunsten ikke at lære verden at kende, hvori han gør op med den måde, hvorpå man forstår verden gennem kategorisering og systematisering. Dette kan nok være vigtigt, men det har i hvert fald ikke noget med dannelse at gøre - nærmest tværtimod, hævder han. Ud fra Heideggers bestemmelse af, at vores sprog og viden gør verden til en blot og bar ressource for menneskelig (for)brug, placerer Pasgaard dannelse som modsætningen til dette. I en meget bogstavelig læsning af Heideggers forståelse af fænomenologi som det, der åbenbarer sig ved sig selv, forstår Pasgaard netop dannelse som en modtagelighed for verdens og tingenes åbenbaring, som kræver, at individet - og dermed også eleven i dannelsens skole - lader sig tiltale af tingene og verden. Verden skal dermed genfortrylles, og vi skal som mennesker undre os - ikke som nysgerrighed for at forstå verden, men forundres af verden som et under, der skal beundres.

Nærmest som et ekko af Finn Thorbjørn Hansens (der ikke bidrager til bogen) eksistensfilosofi lyder det: “Dannelse… handler om at lade verden være fri og ukontrollerbar, om at lade den stå i det åbne, om at få øje på små glimt af de ting, der gemmer sig bag de bestande, vi har reduceret tingene til, og ikke mindst om at få øje på og give plads til ens egen inkompetence…” (s.149) Det er dette, der giver verden og tilværelsen en mening, som netop ikke er konstrueret af mennesker. Pasgaard peger her på en ny mystik, som dannelsen skal baserer sig på.

For mig at se er disse bidrag nogle af de mest interessante, men der er andre stemmer i spil. Henrik Jensen peger på pligten over for nationalstaten, Merete Riisager hævder, at dannelse handler om at være forpligtet på generationsoverlevering og skolefagenes indhold; Mette Frederiksen (læreren, ikke statsministeren) beskriver dannelse som det at gøre det faglige stof relevant for elevernes egen erfaringer og deres forståelseshorisont, men også overlevering af det kulturelt set værdifulde med mere.

Den første del af Sidste chance er et godt udgangspunkt for at diskutere forskellige opfattelser af dannelsesbegrebet, da det viser noget om bredden i måden det anvendes på: fra det pragmatiske i den ene ende over det romantiske i en æstetisk subjektivitet til det mystiske og genfortryllede i den anden. At dannelsesbegrebet ikke er et, men befinder sig i en pluralitet kunne i sig selv være en pointe, der efterlader indtrykket af, at der nok er mange chancer tilbage. Det er i hvert fald en interessant (dannelses)rejse at komme gennem mange af bogens bidrag.