Det “gakkede”, det “nuttede” og det “interessante” er hvad Sianne Ngai kalder “æstetiske kategorier” som påviser “hvordan den æstetiske erfaring er blevet omdannet af senkapitalismens hypervaregjorte, informationsmættede og præstationsdrevne betingelser”. Umiddelbart springer benævnelserne jo i øjnene ved at blive sat under betegnelsen “æstetisk”, som traditionelt set står nærmere de ophøjede begreber som “skønhed”, det “sublime” o. lign. Dette bliver også en pointe for forfatteren, og da gjort til en del af bogens projekt.

Tofoldig kunne man sige at være bogens ærinde. På den ene side: at påvise muligheden af at have disse kategorier som genstandsfelt for æstetisk teori. På anden: at påvise vigtigheden af at operere med disse begreber for at forstå vore dages kultur i dets forskellige manifestationer (film, moderne kunst, litteratur, internetvideoer- og billeder).

Under Ngais blik bliver disse tilsyneladende idiosynkratiske og smalle beskrivende adjektiver til en langt mere omstændelig affære end man skulle vente. ’Det nuttede’ er en uhyggelig omvendelse som på samme tid både skaber en følelse af empati og modvilje. Beskrivelsen af et objekt som ’nuttet’ er en defensiv handling, som afvæbner ved at vende objektet om i dens modsætning. Nuttethed kan siges at være paradoksal, idet den luller os ind i forestillingen om at kunne besidde og beherske objektet, hvor beskrivelsen dog netop markerer en afsondrethed og besiddelsesløshed, som samme søger at dække over.

’Det interessante’ er en “rolig, men ikke nødvendigvis svag, affektiv intensitet, hvis minimalisme på en måde forstås som bekræftende for dens forbindelse til rationel tænkning og lette formeringen af sociale bånd”. Altså at mennesker finder sammen på baggrund af fælles interesser, som samtidig sikrer sammenhængskraften for disse grupperinger over tid. Således forstået er noget interessant nærmest en invitation, en indgang til dannelsen af nye fællesskaber.

’Det gakkede’ betegner en “politisk tvetydig undergravning af distinktionen mellem leg og arbejde”. En gakket figur sætter, så at sige, den følelsesmæssige intensitet i leg på arbejde, som da mindsker distinktionen disse imellem. De maniske og desperate yderligheder som kendetegner den gakkede karakter, er ikke blot sjove, men vrede, indikerende de prekære forhold i en verden, som aldrig helt i hvile og udenfor arbejde.

Ngais bog er en begrebshistorie og samtidsdiagnose, på samme tid en detaljeret indførelse i æstetik og dets begreber gennem tiden, samt en analyse af nutidens kulturelle fænomener. Den hermetiske forsegling omkring megen moderne kunst og kultur bliver udførligt påvist at være sammenhængende med en bevidsthedsmæssig forkalkning i tidligere tiders æstetiske kategorier, som ikke længere finder deres adækvate udtryk samtiden.

Med Ngais bog ved hånden føler man blikket skærpet og suspekt iagttagende, ingen forvirrende foreteelse mødes med løft på skulderen og opgivende henkastelse.