Trods en omfattende europæisk integration og trods et stærkere samarbejde hen over de nationale landegrænser findes fænomenet stadig: Politikere, meningsdannere, journalister og vælgere i de enkelte europæiske lande har fortsat en stærk tendens at vurdere andre landes politikker, diskurser og politiske diskussioner ud fra deres egne landes ståsted.

Ofte bruger man sit eget lands politiske kultur, udvikling, tradition og historie som præmis og udgangspunkt for vurdering af især nabolandenes tilsvarende.

Danskerne vurderer for eksempel alt for ofte begivenhederne og udviklingen i tysk politik ud fra egne præmisser. Det mener Moritz Schramm, der er tysker og lektor og studieleder ved Syddansk Universitet i Odense. Hans udgangspunkt er stærkt: Moritz Schramm har boet og arbejdet i Danmark i mange år og kender begge landes politiske kultur og systemer indgående.

Op til det tyske forbundsdagsvalg har Moritz Schramm udsendt bogen Kampen om midten. Tysk politik i det 21. århundrede. Bogen er tydeligvis en korrektur af det generelle billede, danske medier og en række danske politikere tegner af tysk politik. Og den har en noget anden tilgang end bogen Det nye tyske højre, som journalisten og historikeren Jesper Vind udsendte i 2017. En af Vinds pointer var netop, at det i Tyskland - ligesom i andre europæiske lande - er blevet mere stuerent at udøve kritik af de mennesker, der kommer til Tyskland med en baggrund, der er væsensforskellig fra den tyske.

Rollerne byttet om
En af misforståelserne er ifølge Schramm, at et stort tavst flertal med fremkomsten af det stærkt højrenationale parti Alternative für Deutschland, AfD, har fået en platform, dette såkaldt tavse flertal ikke havde før. Altså at der inden for de seneste syv til otte år (AfD blev stiftet i 2013) er sket en højredrejning i Tyskland ligesom i Danmark.

Men de positioner, der i dag findes i AfD, har i årtier været repræsenteret i det tyske politiske system. Ikke blot gennem andre stærkt nationalkonservative partier, men også i det kristeligt-konservative parti, CDU. Schramm påviser ganske overbevisende, hvordan de yderligtgående højrekræfter i AfD er et resultat af den marginalisering, der er sket af disse kræfter inden for CDU - især i Angela Merkels formandsperiode i CDU.Sagt i et mere klart sprog: Flere af de figurer, der i dag tegner AfD, og mange af de vælgere, der i disse år sætter deres kryds ved AfD, havde tidligere deres hjemsted i CDU.

Så i takt med, at Angela Merkel har rykket CDU længere og længere til venstre i især de værdipolitiske spørgsmål, har ikke blot Alexander Gauland, men også andre tidligere CDUere fundet deres hjemsted i AfD. Merkel har gjort CDU til et mainstram-parti, der har overtaget flere af venstrefløjens gamle synspunkter. Og hvor Det tyske socialdemokrati, SPD, har udstukket en mere midtsøgende kurs inden for fordelingspolitikken, er CDUs kurs mod midten hovedsageligt sket inden for værdipolitikken.

Mens den danske midte i det politiske spektrum er rykket mod højre, er den tyske midte rykket mod venstre, konkluderer Schramm. Han siger et sted i bogen, at de gamle roller er byttet om: Engang stod Danmark i Tyskland som det liberale, progressive og åbne land. Sådan er det generelle billede ikke mere. Mange tyskere kigger ikke længere med beundring mod Danmark, men med et langt mere kritisk blik end tidligere - mestendels på grund af den strammere udlændingepolitik, som også Socialdemokratiet har gjort til sin.

Nye fronter
Men intet er som før. Heller ikke i Tyskland. Moritz Schramm citerer Esra Küçük, en af Tysklands unge intellektuelle med tyrkisk baggrund. Hun skrev i 2016 et indlæg i avisen Die Zeit efter en højreekstrem terrorhandling begået af en iransk indvandrer i München: “Pludselig ønsker repræsentanter fra venstrefløjen at afskaffe muligheden for dobbelt statsborgerskab. Pludselig kan også indvandrere være nazister (...) Samtidig sørger den konservative forstadsfamilie for madpakker til flygtninge (...) Min tyrkiske taxachauffør er bange for, at flygtningene tager hans arbejdsplads (...) Borgerlige arbejdsgiverforeninger engagerer sig for et udsendelsesstop for flygtninge, mens de er i uddannelse”.

Schramm bifalder tydeligvis, at de store tyske folkepartier har taget afstand fra de synspunkter, som selv et regeringsbærende parti i Danmark, Socialdemokratiet, netop ikke distancerer sig fra. Han skriver dog, at der i begge lande har fundet en tilbagekomst af “stærk nationalisme” sted siden 1990erne. Man må dog håbe, at Schramm med en universitetsuddannelse kan kende forskel mellem at være “national” og “stærk nationalist”. Kunne nogle på den tyske højrefløj til højre for CDU læse hans danske bog, ville de nok ryste på hovedet af Schramms manglende kendskab til det historisk tyske kulturrum. Han skriver, at Schlesien ligger i Østpreussen!

Også fortjenester
Schramm er kritisk i sin analyse af Helmut Kohls regeringsperiode, der karakteriseres som stivnet og konservativ. Hvad jo næppe er forkert. Til gengæld fremhæver han ikke Kohls politiske fortjenester. Nemlig at han havde en stor del af æren for foreningen af de to Tyskland. Med alle de skønhedspletter, den forening fik, må det alligevel betegnes som et politisk kunststykke fra Kohls hånd. Han slog til det rette sted på det rette tidspunkt.

Spændende bliver, hvordan vi vil læse Schramms bog efter det tyske valg om godt to uger. “SPD virker uafklaret omkring partiets kurs... CDU har derimod en klar kurs”, skriver han om partiernes appel til deres traditionelle vælgermiljøer. I skrivende stund ser de nære fremtidsudsigter dog lysere ud for SPD.

Med Kampen om midten har vi en tyskers syn på sit hjemland i en dansk kontekst. Den vil i Danmark helt sikkert falde i god jord til venstre for midten.