Set i det brede perspektiv er hoteller og romaner historisk samtidige. Begge er fænomener, der hører til i moderne tid. Ordet og begrebet hotel begynder at optræde i 1600-tallet og Cervantes’ Don Quixote, der ofte betragtes som den første moderne roman, udkom i 1605.

Ganske vist var der tidligere kroer og gæstgiverier, der tilbød overnatning for rejsende, men her var overnatningen et nødvendigt stop pga. transportmidlernes relative langsommelighed. Et hotel kan i sig selv være målet for et kortere eller længere ophold, der kan være såvel frivilligt og lystbetonet, som det kan være nødvendiggjort af andre omstændigheder. Hoteller kan være luksuriøse - i modsætning til de oftest mere nødtørftigt udstyrede landevejskroer - og tilbød det opkommende borgerskab at opleve en livsstil, der tidligere havde været forbeholdt aristokratiet.

Romaner er til forskel fra episke fortællinger og digte, skrevet til at blive oplevet i ensomhed. Man læser stille og for sig selv. Det er dermed en litterær form, der er skabt for individet, sådan som det vokser frem med borgerskabets fremmarch.

Det er derfor oplagt at betragte hoteller og romaner under den samme synsvinkel, sådan som Martin Zerlang hér gør. Overordnet er der to indfaldsvinkler: hoteller som romaner og romaner som hoteller. Hoteller rummer en mangfoldighed af karakterer (personale, gæster), nogle er gennemgående, andre er flygtige. Her kan skæbner og historier udspringe af tilfældige møder. Hotellet kan være et mikrokosmos, der afspejler hele samfundet og hvor høj som lav færdes mellem hinanden. Og romaner kan være hoteller, hvor man som læser tjekker ind og midlertidigt tager ophold, møder fremmede man lever med midlertidigt, før man igen tjekker ud og vender tilbage til hverdagen.

Zerlang går overordnet set kronologisk til værks og undersøger hotelromaner fra fire perioder. I den første er hotellet endnu et nyt og forholdsvis eksotisk fænomen. Det ses f.eks. hos Jules Verne, der bl.a. brugte sit eget ophold på hotel Phønix i København som afsæt for skildringen af et hotel i Rejsen til jordens indre (1864). I denne periode finder man også romaner om det hjemsøgte hotel, der tager afsæt i de mange skæbner, der i tidens løb er passeret gennem hotellet (og som siden bliver rendyrket af Stephen King i The Shining). Og hos Henry James bliver hotellet scene for den ny, internationale klasse af borgere, der møder henholdsvis gamle verden, Europa, og den ny, Amerika - ofte betragtet gennem hotellets vinduer.

I det andet hovedafsnit er der fokus på danske forfattere og hoteller, sådan som de folder sig ud omkring det moderne gennembrud. Centralt står her Herman Bang. Som en meget berejst forfatter havde Bang rig erfaring med hoteller - også fordi han som homoseksuel ofte blev overvåget af myndighederne og derfor hyppigt måtte skifte opholdssted. Her bliver hotellet billedet på den erfaring, der kendetegner det moderne menneske: at man ikke har hjemme noget bestemt sted, men lever i en konstant omskiftelig og foranderlig verden. Men Bang skildrer ikke kun det internationale, men også det mere lokale og provinsielle Danmark, som f.eks. i Sommerglæder (1902), hvor det er hotellet som feriedestination, der er i centrum.

Hos Henrik Pontoppidan finder man i De Dødes Rige (1912-17) en anden, ny type hotel: kurhotellet, hvor den hjertesvage hovedperson Torben Dihmer er på ophold, mens hans gods hjemme i Østjylland ligeledes går i forfald. Hotellet - og dets gæster - bliver således et billede på den gamle - og syge - verden, hvis tid er ved at rinde ud (romanen er jo skrevet op til og under 1. verdenskrig). Som Zerlang gør opmærksom på, så var Thomas Mann stærkt inspireret af Pontoppidan, da han skrev en af de største hotelromaner Trolddomsbjerget (1924).

Mellemkrigstiden var på mange måder hotelromanens storhedstid. Ud over ovennævnte, så er hotellet også centralt i Thomas Manns Tonio Kröger (1903), hvor inspirationen i højere grad kommer fra Herman Bang. Hos Kafka fungerer hotellet som et mikrokosmos i Amerika (1914), hvor immigranten Karl Rossmann bliver elevatordreng på det uoverskuelige, labyrintiske hotel Occidental. Her er det ikke gæsterne, men personalet, der er i centrum; de ‘usynlige’ arbejdere, som får hotelmaskinen til at fungere. Hotellet er fuldt af hemmelige rum, som gæsterne aldrig ser. De kan derfor være lykkeligt uvidende om, hvad der i virkeligheden driver maskineriet - som borgerskabet dermed hævdes at ignorere, hvordan det samfund, de skylder deres status, i virkeligheden fungerer.

I det 21. århundrede har hotellet fået en anden karakter. Zerlang peger på, hvordan f.eks. Google Earth har gjort, at vi ikke længere behøver at forlade hjemmet for at rejse ud og opleve verden. Det er på sin vis temaet i Kirsten Hammanns En dråbe i havet (2008). Her er det Mette Mæt, som er oprørt over sult, fattigdom og anden uretfærdighed i verden. Hun ønsker at skrive, vække folk og forandre verden, men har svært ved at tage sig sammen, når nu der er så meget andet, der skal ordnes i hverdagen. Løsningen bliver værelse 516 på hotel Astor i København. Værelset fungerer som en form for virtual reality, hvor Mette Mæt kan opleve elendigheden i Afrika, Indien og rumænske børnehjem, og stadig nå hjem til familien inden aften. Her er det katastrofeturismen, der er temaet, hvor hotellet bliver det sikre, midlertidige opholdssted, mens vi oplever elendigheden på sikker afstand.

Zerlang beskæftiger sig også med en række andre forfattere - bl.a. Virginia Woolf, Joseph Roth, Haruki Murakami - og inddrager også teoretiske vinklinger på hotellet som hos f.eks. Lukács, Simmel, Kracauer, Baudrillard og Baumann. Fra Lukács lånes begrebet ’transcendental hjemløshed’ til at sætte fokus på hotellets funktion. Det moderne menneske hører ikke til noget bestemt sted, det er altid undervejs gennem tilværelsen. Hotellet er det midlertidige ophold, hvor mennesker mødes tilfældigt, skæbner krydses, før vi drager videre igen på vej til næste ophold. Fra luksushotellets ekstravagance forbeholdt det bedre borgerskab, til japanske love hotels og thailandsk sexturisme, hvor hotellet formidler andre, mere slibrige typer af mellemmenneskelig kontakt.

Hotellet er således det oplagte billede på den moderne tilværelses flygtighed, mens romanen er det oplagte prisme at betragte denne verden igennem. Det er dermed en central - men også lidt upåagtet - kulturhistorie, Zerlang her giver et forbilledligt overblik over. Som altid er Zerlang velskrivende og har et sikkert blik for de pudsige, men sigende detaljer. Når Zerlang først har åbnet ens øjne for hotellets rolle i romaner, så får man hurtigt blik for en række andre (hvad med f.eks. Tom Kristensens Hærværk?). Og så kan man jo gå videre med sin egen opregning af hotelfilm - Kubricks The Shining og Resnais’ Sidste år i Marienbad bare til en begyndelse.

Det er ikke mindst det, der er Martin Zerlangs force: at være øjenåbner for sider af vores kultur og tilværelse, vi ikke tidligere har set eller tillagt betydning, men som nu - takket være Zerlang - bliver indlysende og særdeles perspektivrige.

Forrige anmeldelse
« Hvad Fanden er et bandeord? «

Næste anmeldelse
» Til stregen »

Flere sagprosaanmeldelser