Blandt forældre er det sikkert de færreste, der ønsker, at deres poder går rundt og bander som en havnearbejder. Ikke desto mindre ved man også, at selv helt små børn synes, det er sjovt at sige frække ord, og det er da også svært ikke at trække på smilebåndet selv, hvis man oplever et bette menneske selv få grineflip over at se andres reaktion på et af disse.

For de (børn?), der har lyst til at vide lidt mere om bandeords oprindelse, hvordan de optræder rundt om i verden og i det hele taget bare har lyst til at læse en bog fyldt med kraftudtryk, er der nu kommet en bog, der opfylder netop dette behov; nemlig Hvad Fanden er et bandeord?. Den er skrevet af Thomas Brunstrøm, der måske bedst kendes for sine bøger om Sallys far (som i øvrigt også er ret god til at bande). Den er farverigt og meget veloplagt illustreret af Bjørn Nørbo Andersen, hvis tegninger sørger for, at der ud over teksten er rigtig mange sjove tegninger at kigge på.

Denne bog skal ikke sammenlignes med deciderede faglitterære opslagsværker som Slagordbogen eller Etymologisk ordbog, men snarere som en slags letfordøjelig, morsom sag, man med fordel kan stikke ens unger som en sjov, fræk bogsnack. Selv om bogen byder på masser af facts omkring bandeord i deres mange afskygninger, så er den mest af alt bare en bog, der er sjov at bladre rundt i. En form for hyggelig coffe-table bog tilhørende børneværelset.

Som nævnt er både tekst og tegninger virkelig sjove. Teksten er ofte meget metaagtig og kommenterer eksplicit på, at den viden den formidler måske ikke er en som flertallet af forældre vil synes er ok. Omvendt så ved vi også, at uanset om man har denne bog eller ej, så lærer de små at bande enten fra deres (større?) søskende, fra YouTube, fra tegnefilm, i skolen, eller hvis de bare får lov til at agere i verden mere generelt. Kraftudtryk er måske ikke velansete, men de er utvivlsomt en del af vores sprog og kultur.

Selv husker undertegnede sin konfirmationsforberedelse, hvor pastor Buhl (fra Haslev) bestemt mente, at man ikke engang burde sige ”Av for Søren!”, idet det jo var en hån mod det ellers så udemærkede drengenavn. Da den unge anmelder in spe lidt næsvist spurgte, hvad pastoren sagde, hvis han ramte den yderste ende af sin finger med en klaphammer, blev spørgsmålet bare ignoreret. Senerehen har videnskaben slået fast, at man rent faktisk kan få reduceret smertefølelsen, hvis man giver sig selv lov til at bande.

Til trods for at denne bog mest af alt bare er sjov og ment som underholdning, så mangler den, i denne anmelders øjne, et par informationer, som også kunne have været givtige. I gennemgangen af det ellers så udemærkede engelske udtryk ”Shit” er der vist en række måder, hvorpå dette kan anvendes. Dog mangler der tilføjelsen om, at noget kan være ”the shit”, som jo faktisk betyder at det er helt vildt godt. Senere i bogen omtales også den berømte frase fra Die Hard; ”Yippie Kay Yaye, Mortherfucker!”, som har afstedkommet en række sjove oversættelser på dansk. Her har Brunstrøm desværre overset den danske version, der, så vidt anmelder husker, optrådte i den oprindelige biografversion og idet filmen kom på VHS, nemlig; ”Juhu, Røvbanan!” Et udtryk, der i øvrigt benyttes jævnligt i familien Billes hjem.

Måske kan disse facts finde vej til en eventuel anden udgave af Hvad Fanden er et bandeord?. Selv om bogen næppe kommer til at sælge lige så mange eksemplarer som Halfdan Rasmussens ABC, så er det en morsom og hyggelig bog, der henvender sig til alle, der måske ikke tager sig selv så sørens højtideligt og som selv i en alder af 50 (anmelder bruger her sig selv som kerneeksempel – red.) holder fast i, at prutter altid er sjove.