Når børn og unge får angst / Peter Lund Madsen / 224 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 9788711914083
Anmeldt 22/7 2021, 15:51 af Torben Rølmer Bille
Det som ikke slår dig ihjel...
Det som ikke slår dig ihjel...
« TilbagePeter Lund Madsen (i folkemunde kendt som ”Hjerne-Madsen”) har, i kraft af sit mangeårige virke som hjerneforsker og formidler om dette, begået en ny bog. Når børn og unge får angst trækker dels på mandens viden om menneskehjernen ud fra et klinisk, neurologisk perspktiv, men tager også udgangspunkt i psykologien, idet Madsen har tilføjet titlen ’psykolog’ på hans i forvejen ret så imponerende CV.
Når børn og unge får angst kan sagtens læses selv om du hverken selv har børn eller for den sags skyld angst, for det er en både spændende og ikke mindst utrolig velformuleret og velargumenteret gennemgang af emnet. Det er en bog, der er skrevet i et sprog hvor alle kan være med, som bruger opbyggelige, personlige fortællinger og som videregiver en masse lavpraktiske tips, som kan anvendes i mødet med angsten.
Når børn og unge får angst er dog ikke en egentlig fagbog, idet bogen – og det er en af de eneste minusser ved den – ikke byder på hverken stikordsregister eller en litteraturliste. Den er med sine 224 sider ikke svær at læse, forstå eller at finde rundt i, men det kunne have været rart med kildehenvisninger til enkelte af de emner Madsen berører eller den forskning der fortælles om, så den videbegærlige læser selv kunne finde inspiration til at læse mere på egen hånd.
Foruden at gennemgå de både fysiologiske og mentale årsager til hvorfor angst kan opstå hos unge, byder bogen også (både undervejs og til allersidst) på en række konkrete vidnesbyrd fra enten unge der har berøring med angsten, eller fra deres pårørende. Disse er sikkert inkluderet, for at læseren kan få et unikt indblik i hvordan det må være at leve med angst, men også for at forstærke bogens grundlæggende budskab om at man jo faktisk ikke dør af angst, selv om det måske i situationen godt kan føles sådan.
Dette er dog ikke den eneste pointe i bogen disse vidneudsagn bakker op om. Nærmest samstemmende for alle historierne er ligeledes, at de ramte fortæller at de alle sammen har haft virkelig stor gavn af at få hjælp udefra. Enten fra en lang række organisationer, der er specialiseret i at håndtere angst eller eksperter som kan hjælpe dig og din familie videre hvis angsten pludselig viser sig.
Peter Lund Madsen starter ud med at fortælle om hvad angst i det hele taget er for en størrelse og kan som udgangspunkt minde læseren om, at angst er en helt naturlig del af den menneskelige psyke. For angst hjælper os med at reagere korrekt i situationer, der kræver snarrådighed. Mere problematisk bliver det så, hvis angsten opstår uden der reelt er noget at frygte.
Forfatteren kommer også med gode, fornuftige bud på, hvorfor der er flere unge piger end drenge, der rammes af angsten og desuden med ideer om hvordan det også kan være, at det tilsyneladende er flere og flere, der beklageligvis rammes af sygdommen i disse år. Som der skrives, så er det jo lidt paradoksalt, at angsten kan finde rod i sindene på børn og unge, der i al fald i teorien hører til de mest sikre, rige og privilegerede mennesker på planeten. Selv om der selvsagt ikke kan gives et entydigt svar på dette, så kæder Lund Madsen dette sammen med hvor svært det kan være – måske især for børn og unge, at overskue de mange forskelligrettede og opmærksomhedskrævende medier, som efterhånden er blevet en fast del af vores hverdag. Det at skulle konstant eksponeres, bedømmes af fremmede og tro at man skal leve op til en masse idealer, kan helt bestemt også virke angstprovokerende. Som nævnt kunne den nysgerrige, dog godt have ønsket nogle konkrete henvisninger til kilder om dette, ikke fordi der fra Kapellets kældre tvivles på påstandene, men fordi det kunne være interessant at følge forskningen på dette område.
Når børn og unge får angst har, som titlen antyder, sit fokus på børn og unge, men dette til trods, skrives der også om angst mere generelt og ikke mindst får den manet en masse myter og rygter om denne ofte debilliterende tilstand væk. Dertil kommer at Peter Lund Madsen øser geneøst ud af både peronlige oplevelser, sin faglighed og kommer på den måde (og ikke mindst gennem sit medrivende sprog) at involvere læseren i emnet, så man bare får lyst til at læse videre.
Når børn og unge får angst er ikke en egentlig selvhjælpsbog, til trods for at der undervejs også forklares hvordan enkelte patienter har forsøgt at få nedkæmpet eller tøjlet deres angst, så de kan leve med den, i stedet for at leve i angst. Mantraet er nemlig, at angst ikke kan dræbe dig og at med den rette hjælp og de rette værktøjer, så kan du formå at leve et liv med angsten, i stedet for at leve i frygt for at den konstant tager magten væk fra en.