Det er nok ikke en bog, der kommer til at ligge under juletræet hos Pernille Vermund, Martin Henriksen eller Mikael Jalving. De første to er politikere fra henholdsvis Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Sidstnævnte en debattør, der ‘ser rødt’ på en af Jyllands-Postens blogs.

Men bogen Danskerne findes i mange modeller vil helt sikkert behage de potentielle læsere, der ser en styrke i et multikulturelt Danmark, hvor mennesker kan bære en eller adskillige nationale, religøse og kulturelle identiteter i sig. Som for eksempel formanden for Grænseforeningen, Peter Skov-Jakobsen, der i forordet til Danskerne findes i mange modeller skriver: “Måtte bogen hjælpe os med at blive tvivl og kulde kvit og åbent gå ind i dialogen og turde være en nation, hvor mange modeller lever med og beriger hinanden”.

Journalisten og forfatteren Malene Fenger-Grøndahl har interviewet 15 unge med bindestregsidentitet, som det hedder i bogens undertitel.

“Livet kræver mangfoldighed”, skriver Maya Bram Sommer, der er projektleder for Grænseforeningens Kulturambassadører, og Grænseforeningens generalsekretær Knud-Erik Therkelsen i indledningen til bogen.

Kulturambassadørerne er unge fra det dansk-tyske grænselands mindretal, unge fra Færøerne og Grønland samt unge med minoritetsetniske baggrunde fra resten af Danmark. Disse unge rejser rundt i Danmark og holder “dialogmøder” og udfordrer og oplyser om emner som nationalitet, identitet og medborgerskab, som man kan læse på blandt andet hjemmesiden ‘Oplev Sydslesvig’ https://www.oplev-sydslesvig.dk/ . Målgrupperne er virksomhedsledere, virksomheder, studerende og skoler.

Alle er ressourcestærke
15 af disse unge medvirker i denne bog, hvor Malene Fenger-Grøndahl interviewer dem om deres “bindestregs-identitet”. Man skal lede lidt efter en præcis definition af ordet i bogen, men vi gætter os hurtigt til, at det må have noget at gøre med at have en flerkulturel baggrund og ikke blot en enstrenget dansk baggrund. Sproget og nationaliteten spiller her en stor rolle i definitionen, for det er ikke forskellen mellem en fisker i Vestjylland og en akademiker i København, der her fokuseres på, men primært det faktum, at de interviewede har en baggrund i flere lande. De er enten ud blandingsægteskaber, opvokset i nationale mindretal eller de er kommet til Danmark fra lande, der ligger tusindvis af kilometer væk.

Fælles for alle de medvirkende er, at de reflekterer over deres identitet: Dansk-tysk, dansk-vietnamesisk, dansk-kurdisk, dansk-arabiske og så videre. De har uvilkårligt måttet gøre sig nogle tanker, som unge, der er vokset op udelukkende med en dansk baggrund, ikke på samme tanker har skullet gøre sig.

Dette tema er altid interessant læsning, og der formidles mange tankevækkende pointer og meget forskellige personlige oplevelser.

Det er slående, at alle de medvirkende er i gang med eller har færdiggjort en lang videregående uddannelse. Vi møder ikke en, der er i lære som mekaniker, har valgt en håndværkeruddannelse eller sidder ved kassen i det lokale supermarked. Når nu “livet kræver mangfoldighed” kunne man jo godt have varieret udvalget noget her. Alle de interviewede er privilegerede og ressourcestærke unge, som man kalder dem nu om stunder. Bevares, mange af dem har helt sikkert måttet kæmpe deres kampe og er næppe kommet sovende til noget. Men man får ikke indtrykket af, at man møder en, der har lavet ballade i Odense-forstaden Vollsmose.

Globalt orienterede
En lokal forankring møder man kun i ringe omfang i bogen. Mange af de unge har vel mere tilfælles med en ligesindet globalt orienteret fra Berlin, Stockholm eller London end med landmanden fra Jylland. Helt udtalt bliver der med eksemplet Etienne Rapackis, der har rødder i tre kulturer, kommer fra et barndomshjem, hvor der blev talt tre sprog, har boet i fem lande og selv taler seks sprog. I København føler han sig mere hjemme i sin multikulturelle vennekreds, ned han gør i et monokulturelt dansk miljø, siger han. Han er vokset op med åbne grænser i EU, kender ikke andet, og fik et udpræget chok, da grænserne pludselig lukkede, da corona-pandemien skyllede ind over os. Og det står åbent, hvor han overhovedet bosætter sig en dag, kan vi læse ud af hans sidste svar.

Et udpræget forskelligt billede tegnes af Ali Hanad Hassan, der kom til Danmark som barn af flygtninge fra Somalia. Han har bevidst valgt at bosætte sig i Vollsmose med sin kone og sine to sønner. Her føler han sig hjemme. Har han rod.

I pressemeddelelsen, der følger med bogen, hedder det, at det at værne “om sin anden kultur ikke står i kontrast til det at være dansk”.

Helt kontrastløst virker det nu ikke til at være flere steder. Vi læser for eksempel, at palæstinensiske Mohammed Abou El Kheir nok kan have en dansk hustru, men hun skulle tydeligvis ikke være kristen, men muslim. Kontraster bliver nok først helt usynlige, når vi gifter os på kryds og tværs - ikke blot af nationaliteter, men også religioner.

Nu er det at være kristen ikke identisk med det at være dansk, så derfor er pressemeddelelsens udsagn om at det at værne “om sin anden kultur ikke står i kontrast til det at være dansk” såmænd rigtig nok. Men når man holder fast på, at man kun kan gifte sig med et menneske, der har den samme tro som én selv, er man jo uvilkårligt selv med til at stille sin kultur op i kontrast til en anden kultur. Det kunne intervieweren måske nok have boret lidt mere i.

Bogen viser dog på fin vis, at det er muligt at være dansk og samtidig definere sig selv med kulturer, der ligger uden for Danmark. Det har danskerne på en helt anden måde praktiseret i årevis uden at problematisere det - nemlig ved at guffe angelsaksisk sprog og popkultur i sig.