Køn er en af de stærkeste stereotypier, vi kender. Det hænger nok sammen med, at den kønnede arbejdsdeling har været meget stærk i det meste af den menneskelige historie, og at den fysiske og synlige forskel, der er mellem at være født med XX-kromosompar og at være født med et XY-kromosompar. Men de særlige træk, vi tillægger denne forskel, er historisk foranderlige og en del af den måde, konkrete kulturer fungerer på - og der er mange varianter af dette. Dette udstrækker sig også til, hvad der bliver set som acceptabel og ikke-acceptabel adfærd hos de to mest udbredte køn: han og hun.

Der er historisk set mange forskelle mellem mænd og kvinder, når det gælder, hvilke typer af job, uddannelse og livsførelse de hver især har fået givet som muligheder. De patriarkalske kulturer har i store dele af den menneskelige historie været altdominerende, hvilket har givet mænd en klart privilegeret status, mens kvinder har fået tildelt en mere underordnet position. Men med udviklingen de sidste 150 år er der sket mange tydelige forandringer i den måde, man forstår de to køn og relationen mellem dem på - og der har løbende været en kamp for at sikre mere lighed mellem kønnene.

At der stadig ikke eksisterer lighed mellem kønnene bliver tydeligt, når man ser på en række parametre. Kvinder får stadig mindre i løn end mænd i sammenlignelige job; kvinder har stadig hovedansvaret for hjem og børn; og kvinder må stadig kæmpe for ejerskab over egen krop, hvilket #metoo-bevægelsen, paraply-sagen og helt aktuelt forholdene i DRs pigekor er tydelige eksempler på.

Der må altså gøres noget, hvis ligheden mellem kønnene og ikke mindst de stereotype opfattelser af, hvad det betyder at være, gøre eller have et køn skal ændres, hvilket er det Cecilie Nørgaard netop peger på i bogen Han hun hen. Opdrag til ligestilling og mangfoldighed. Undertitlens imperativ (bydeform) i ‘opdrag’ mere end blot antyder, at det er en bog, der som sin bestræbelse har kulturel forandring. Her skal alle voksne aktiveres for at bidrage til, at vi ikke fastholder den forældede forestilling om, at køn er noget, der besegler den enkeltes skæbne: “Man kan, hvad man vil” (s.18), sagde forfatterens far til den lille Cecilie - og den voksne Cecilie tilføjer: “hvis omverdenen skaber rum for det.” (s.161)

Det er omverdenens rum som det formidles via opdragelsen, der er det primære anliggende for bogen, der på mange forskellige måder viser, hvordan samfundsmæssige normer og myter er med til at fastholde nogle stereotype kønsopfattelser. Ikke alene sker der en mere eller mindre usynlig opdeling af børn ud fra deres køn, men deres køn tillægges også nogle karakteristika, der gør, at man taler på en særlig måde til dem bestemt af deres køn. Man - de voksne, skolen, staten - har forventninger til børn og voksne, der er med at fastlåse den enkeltes muligheder. Dette sker selvom der er blevet langt større muligheder for eksempelvis piger at få uddannelse og være økonomisk selvstændige.

Opdragelsen af børn er ofte meget kønnet - lige fra det legetøj, de bliver tilbudt, til de forventninger voksne har til deres adfærd. Undersøgelser, som bogen ganske vist ikke kommer ind på, har vist, at hvis voksne holder et spædbarn i armene, så opfatter de barnet forskelligt afhængig af, hvilket køn de tror barnet har. Dette er helt i overensstemmelse med det Nørgaard viser på andre områder, nemlig at voksne ofte producerer en særlig pigethed og drengethed gennem den måde, de møder barnet.

Derfor er det gode råd da også, at man først og fremmest skal møde barnet - og ikke dets køn. Men som forældre ved man godt, at det er rigtig svært, fordi man også ser et køn, når man ser sit barn - og det samme gælder alle mulige andre voksne (og børn), der møder barnet.

Han hun hen er ikke kun en bog, der peger på nogle problemstillinger, men er faktisk en selvhjælpsbog til forældre og voksne, “som ønsker viden og redskaber til at handle bevidst, normkritisk og reflekteret i en verden, der stadig er traditionelt kønsopdelt, så deres børn på trods af dette kan få de bedst mulige betingelser for at blive dem, der er og gerne vil være. Alle børn har potentiale, og potentiale har ikke et køn.” (s.15f)

Derfor serverer Nørgaard 10 bud på, hvordan man som voksen kan prøve at ændre de myter, der knytter sig til køn, så køn for det første ikke spærrer for at se det enkelte barn; det enkelte menneske, og for det andet åbner for en mangfoldighed er mulige måder at være på, der ikke er bestemt af køn, etnicitet, seksualitet osv. For problemet er ikke kun kønnethed, men alle mulige stereotyper, som er kulturelt formet, og som virker stærkt begrænsende for den enkeltes måde at være til i verden på.

De fleste bud handler om forskellige måder enten at fremvise alternativer til stereotyperne eller at diskuterer stereotyperne med barnet eller børnene, så der opstår et rum for bevidst at forholde sig til dem. Et af budene lægger særlig vægt på det sprog, vi anvender. Nørgaard viser, at vi med vores sprog producerer særlige forståelser, der præger vores generelle måde at forstå verden på.

Når voksne eksempelvis anvender et ord som ”tøsedreng”, så kønner det adfærd på en særlig måde, hvilket producerer en særlig opfattelse af, hvad det vil sige at være (rigtig) dreng - og hvordan piger er; nemlig skrøbelige sammenlignet med den friske dreng, der ikke tuder over ingenting (hvilket implicerer, at det gør piger). Der produceres både særlige kønskarakteristika gennem sproget, og samtidig produceres der et hierarki mellem kønnene, som fastholder det maskuline som det privilegerede ‘tegn’.

Som Nørgaard påpeger igen og igen, så er køn ikke noget, man er, men noget man gør, hvorved hun skriver sig ind i en sociokulturel forståelse, som netop i øjeblikket beskyldes for at være aktivistisk i modsætning til at være forskningsorienteret. Som forfatteren klart viser med bogen, så er aktivismen, som ganske rigtigt præger denne udgivelse, begrundet i en forskningsmæssig viden om fænomener. Denne viden kombineres med et normativt ønske om at styrke friheden for de mennesker, der vokser op i den nuværende kultur. Der er så mange muligheder, der går til spilde, fordi børn, unge og voksne fastholdes - fastlåses - i deres måde at leve deres liv på, som er bestemt af stereotype opfattelser af, hvad der er en rigtig dreng, pige, dansker osv.

Den bærende pointe i bogen set i forhold til opdragelse, hvad enten det sker i hjemmet eller i institutioner, er at slå autopiloten fra og forholde sig normkreativt: “At være normkreativ betyder, at man uundgåeligt er præget af kønsnormer, men stopper op og overvejer normkreative alternativer. Man gør sig sine egne automatiserede reaktioner bevidst og udfordrer dem.” (s.119) Dette skal man gøre sammen med børnene, men også hvor man ellers møder kønsnormativiteten i sine omverden - også selvom man kan blive upopulær ved at påpege det.

Det er en god og nødvendig bog, Cecilie Nørgaard har skrevet, selvom en række pointer nok gentages lidt for ofte efter denne anmelders smag. Dens udfordring er nok, at den kun henvender sig til dem, der er enige i diagnosen om, at kønsstereotyper præger vores kultur, og at dette er et problem. Men for denne målgruppe er der mange gode observationer og ikke mindst gode råd til, hvordan man kan gribe det an i sin egen omgang med børn. ”Start med dig selv” er det tiende bud - og det, ved vi godt, er ikke så nemt. Men man kan, hvad man vil, hvis man bare vil det nok.