Så godt som hver eneste dag året rundt fyldes trykte og digitale medier med anmeldelser af kunstneriske produktioner. Det betyder selvsagt, at et stort antal mennesker er engageret i kritik, men det er relativt sjældent, at der er fokus på denne gruppe mennesker, der producerer subjektive meninger gennem analyser, argumentation og perspektiveringer.

I Danmark har John Chr. Jørgensen i en lang årrække analyseret den danske, professionelle anmelderstand, men selvom dette arbejde er vægtigt og interessant, så er det mere en kortlægning end en dybdeboring – formentlig fordi det er svært at se relevansen af en egentlig granskning af én persons kritikervirke.

Nu har Svend Skriver, der er lektor på KU i dansk og anmelder ved Kristeligt Dagblad, skrevet en grundig, men også meget polemisk bog om sin kollega, Lars Bukdahl fra Weekendavisen. Bukdahl er en slags institution i dansk skønlitteratur, men hans partisanvirksomhed har skabt furore i mange år, og det er groft sagt muligt at inddele læserne i supportere og modstandere. Bukdahl er ganske enkelt svært at stille sig neutral overfor, fordi hans tekster selv er så skarpe, ætsende og kategoriske.

Der er kommet en spændende bog ud af det, men det er også en problematisk bog. Bogen, der dækker Bukdahls praksis mellem 1988 og 2006, er inddelt i tre, hvor første del fokuserer på de formative år på Kristeligt Dagblad (1988-1996), mens anden del fokuserer på hans mest markante periode hos WA (1996-2006). Tredje del giver nogle kritikteoretiske overvejelser ud fra nærlæsninger af recensionen af Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl og Ib Michaels Sandheden om Lucy.

Der er to problematiske ting, jeg gerne vil trække frem. Den første er, at bogen ikke bidrager med meget nyt, da Bukdahl selv har talt eksplicit om sit skifte i stil og vision mellem den formative og den konfrontatoriske periode. I det berømte interview i månedsbladet Press fortalte den 32-årige kritiker, at han ville ses og høres og derfor skiftede stil med effekt. Hvorfor skal vi så have en boglang kortlægning, der egentlig bidrager til den samme konklusion?

Det andet problematiske aspekt er, at Skrivers motivation ligner et karaktermord. Det er for mig svært at pege på præcise citater, for det er mere en fornemmelse, jeg havde i kroppen, hver gang jeg lagde bogen fra mig: Hvorfor er Skriver så inderligt modstander af Bukdahl? Det litterære miljø i DK er lille, så måske har de udvekslet fejder i kulissen, måske vil Skriver forsvare sine litterære helte (fx Thomsen, som Skriver åbenlyst forguder), måske er han bare hamrende uenig med Bukdahl og træt af hans indflydelse – uanset om hvad det skyldes, så er det hårdt tilkæmpet at finde en varig interesse i bogen igennem, fordi det virker så perfidt.

Bogens indhold rummer mange gode analyser af Bukdahls praksis, og Skriver er en opmærksom læser, der både kan karakterisere Bukdahls specielle stil meget præcist, men også finde elementer i Bukdahls tekster, som måske ikke springer i øjnene for den almene læser, men som fremstår problematisk, når Skriver viser sammenhængene både i de enkelte tekster og på tværs af Bukdahls produktion.

Det kan stadig undre, hvorfor bogen stopper sin analyse i 2006. Skriver mener, at Bukdahl mistede betydning efter det år, men det virker ikke helt overbevisende. Bukdahl er stadig en central anmelder på WA, og han har mange læsere, der stadig splittes i for og imod. Desuden er det ærgerligt, at bogen ikke har nået at forholde sig til den jubilæumstekst, som Bukdahl for nylig bragte i WA i forbindelse med sit 25-års jubilæum. Det kunne have rundet bogen af med en perspektivering til Bukdahls øjeblikkelige selvforståelse.