Mig og min krop / Charlotte Koldbye / 176 sider
Gyldendal. ISBN 9788702307122
Anmeldt 11/5 2021, 12:46 af Torben Rølmer Bille
Fantastisk formidlet
Fantastisk formidlet
« TilbageSom forælder oplever man indimellem at ens poder stiller en masse nysgerrige spørgsmål om alt muligt mærkeligt. Spørgsmål som man nogle gange selv lige bliver nødt til at finde svaret på, før man svarer. Det er selvsagt positivt, at de spørger dig om den verden, de er en del af og som far eller mor, så burde man da også forsøge at svare så ærligt man kan. Det er dog næppe alle forældre, der er omvandrende leksika og indimellem kommer man til kort når spørgelysten om dette eller hint melder sig.
Heldigvis lever vi i et land, hvor børn og deres nysgerrighed tages seriøst. Dette gælder ikke kun (dele af) dansk børne-tv men også online og via bogudgivelser har de mindste danskere, mulighed for selv både at få hjælp, god information og på en ordentlig måde finde svar på nogle af de spørgsmål som presser sig på.
Der er næppe, her i det Herrens år 2021, ret mange familier tilbage, som har svært ved at tale med deres børn om emner som ”kroppen”, men derfor kan der jo godt findes forældre der ikke umiddelbart kan besvare spørgsmål som eksempelvis ”hvorfor smager ørevoks bittert?” (s.79) eller ”hvorfor bliver håret gråt når man bliver gammel?” (s. 114). Heldigvis er der nu godt nyt, for Charlotte Koldbye har skabt en slags opfølger til Mig og min hjerne (en bog, der fortæller om vor fantastiske hjerne i børnehøjde) som er kommet til at hedde Mig og min krop. I den gennemgår hun en masse meget forskelligartede spørgsmål, som børn muligvis kan finde på at stille.
Bogen er meget indbydende at se på. Den garvede tegner Niels Roland, et navn som mange tegneseriefans nok genkender, har nemlig leveret en masse både sjove, kulørte og illustrative tegninger til denne bog. Det gør at den bliver sjov at bladre i, for de børn der måske nemt skræmmes væk ved tanken om for meget tekst.
Bogen er delt op i fire overordnede kapitler. Det første handler om kroppens udseende og her kan man blandt andet få svar på hvorfor vi har brug for at gå med sko, når nu ikke vi bruger hansker konstant (s.39), eller hvad neglens funktion er (s.35). Det næste kapitel handler om all de ting kroppen har brug for, fra informationer om kost til hygiejne. Det tredje kapitel fortæller om kroppens funktioner, fra en gennemgang af fordøjelsen (s. 72), over gaben (s.82) til svar på hvorfor vi græder (s. 97). Det sidste kapitel handler om kroppens udvikling, fra barn til voksen og giver undervejs meget lødige svar på hvad pubertet er (s. 126), om man kan blive frosset ned når man dør og tøet op senere (s.113), og sidst men ikke mindst får den også besvaret det klassiske spørgsmål om, hvor de små børn kommer fra (s.108).
Selv om bogen, som der skrives i indledningen, hverken er en bog der får vendt alle spørgsmål om den menneskelige anatomi eller fungerer som et egentligt opslagsværk, der kan bruges til at finde svar på alle de spørgsmål børn kunne tænkes at have angående menneskekroppen og dens funktioner. Resultatet er en sjov og utroligt godt formidlet bog, der både opfordrer børn (og voksne) til at være nysgerrige og som samtidig giver gode, konkrete svar på en masse spørgsmål.
Undervejs i læsningen, bliver man også præsenteret for en række sjove facts, menneskelige rekorder og ikke mindst undertegnedes favorit, de forsøg som man selv kan lave uden ret mange andre remdier end den krop man har fået foræret fra ens forældre.
Som overskriften antyder, så er Mig og min krop en bog der er sjov, informativ og rigtigt godt formidlet. Den er skrevet i et sprog der også gør den velegnet til højtlæsning, for forfatteren har formået at finde en tone der både er levende, informativ og ligetil. Der tales ikke ned til læseren ej heller er sproget så vanskeligt, at det kan være svært at forstå for den mindre rutinerede læser.
Kapellet vil med alt denne in mente derfor på det varmeste anbefale Mig og min krop. Som nævnt vil den være interessant for det spørgelystne og læseglade barn, men samtidig er der sikkert også en masse voksne der gerne vil låne bogen af familiens yngste. Om ikke andet så for selv at få svar på spørgsmål som eksempelvis; ”hvorfor får jeg skæg?” (s. 132) eller ”hvorfor kan jeg ikke leve evigt?” (s. 111)