“Ingen kender verdens essenser eller endegyldige sandheder, fordi der nok ikke er nogen.”

Når man læser populære fremstillinger af, hvordan verden har forandret sig med de ‘store opdagelser’ og de ‘videnskabelige og teknologiske fremskridt’, så vil der ofte være meget stor fokus på betydende personers bidrag. James Watt ‘opfandt’ dampmaskinen og Louis Pasteur ‘opdagede’ forholdet mellem mikroorganismer og sygdomme.

Historieskrivningen anvender ofte en dramaturgisk skabelon, hvor det er vigtigt med nogle karakterer (helte og skurke), der kan give historien liv. Som læser er det let at forholde sig til, at en videnskabsmand (sic!) eller opfinder står med en nærmest overmenneskelig udfordring, som han (sic!) løser med snilde, viden, indsigt og behændighed.

Den dramaturgiske skabelon og de implikationer, der ligger i den, er de sidste par hundrede år blevet udfordret fra mange forskellige sider. Karl Marx gjorde i 1880erne eksempelvis op med forestillingen om, at de store industrielle opfindelser var årsagen til kapitalismens triumf. Og C.S. Peirce gjort nogenlunde samtidig op med forestillingen om, at at viden om verden er noget man ‘finder’ ude i den. Der er, viste Peirce, snarere tale om, at man kan have en tro om noget, hvilket man så kan forme (videnskabelige) selskaber ud fra, hvor man kan dyrke sin ‘viden’, så længe den ikke anfægtes ved ikke at kunne bruges.

Det er en tilsvarende rolle som det, man kan samle som STS (Science - Technology - Society), hvor det er en grundlæggende pointe, at viden og teknologi ikke er noget, der opstår adskilt fra eller ved siden af samfundet, men tværtimod noget, der er indvævet i en lang række konkrete samfundsmæssige strukturer, der er afgørende for, hvad der bliver anerkendt som viden, videnskab og ‘opfindelser’. Videnskaben er dels båret af de brugbare indsigter, der fremkommer, men er i måske endnu højere grad bestemt ved de sociale og historiske omstændigheder, de er formuleret i.

Videnskab og teknologi bliver muligvis knyttet til enkelte personer, der kan stå som ‘bannerførere’ for en bestemt tradition eller ‘revolution’, men historiske og netværksorienterede studier vil vise, at de store ideer og teknologiske nybrud alle er resultater af bidrag fra en lang række personer, opfindelser, viden og tilfældige møder på kryds og tværs. Dette forhold kendes også som aktør-netværk-teorien (ANT), hvor især Bruno Latour har været et navn, mange vil kende til.

Men STS-feltet er langt bredere end ANT, hvilket også viser sig den rigtigt gode antologi, der er nu er kommet. Peter Danholt og Christopher Gad har redigeret bogen Videnskab, teknologi og samfund. En introduktion til STS, som er fyldt med gode, velskrevne og indsigtsgivende artikler om en lang række emner inden for STS-forskningen.

Udover en indledning og et efterord består antologien af 15 artikler, der alle bidrager til at brede STS ud for læseren. Der er bredt introducerende kapitler, så alle kan være med - også selvom man ikke har det store forudgående kendskab. Der er artikler, hvor vi kommer ud i nogle af hjørnerne af STS, og vi bliver introduceret til nogle kritiske opgør med især ANT, der af nogle forskere opfattes at være alt for afhængig af det, man har kaldt den sproglige vending inden for videnskaben.

En stor mangel ved antologien er dens negligering af de filosofiske bidrag, der kommer fra pragmatismen fra Peirce, James, Dewey, Mead og frem til senere pragmatister som eksempelvis Rorty. Her vil man finde en række diskussioner, der minder en del om det opgør med essentialisme, man finder inden for al STS. Man vil måske også kunne få en mere nuanceret af forholdet mellem at forstå verden repræsentationelt eller som et sprogligt forhold bestemt ved sproglige perspektiver på verden.

De første artikler i antologien introducere til STS-feltet og dets historie. Videnskabshistorien bidrager med at vise, at al viden og videnskab har en historie. “Videnskabshistorikere betragter… videnskabelig viden, metode og erkendelse som konkrete praksisser og teorier, der er forankret i tid og sted”, skriver Kristian Hvidtfelt Nielsen og Casper Andersen i første kapitel (s.22), og de konstaterer med videnskabshistorien, at der er mange måder at vide på, og at de ikke alle er lige anerkendte til alle tider. Et tema, der også tages op af Andreas Birkbak i kapitel 14, der med Andreas Bowker henviser til, at Internettet både forandrer “hvad vi ved, og hvordan vi ved det.” (s.285) På sin vis viser alle kapitlerne, hvordan videnskab og teknologi er vævet ind i historiske foranderlige processer, hvor mange faktorer og ikke mindst magt spiller ind i de måder, viden anerkendes og bruges på samfundsmæssigt.

Lasse Blond og Finn Olesen beskriver i kapitel 2, hvordan videnskabelig viden og teknologi må opfattes som konstrueret socialt. Når der foreligger noget, man kan kalde teknologiske artefakter, så kan man ikke forstå disse uden at se på, hvordan de bliver anvendt af mennesker i konkrete situationer. Artefakterne bliver til i deres brug i de konkrete kontekster, hvori de bliver brugt - eller måske kan man sige, at artefakterne realiseres i deres brug således at artefakt, bruger, konteksten og selve brugen udgør en sammenhængende størrelse, hvor man ikke kan skelne det ene fra det andet.

Mange af kapitlerne er med til at brede feltet ud. For når viden og teknologi ikke kan forstås isoleret, så må deres forståelse hænge sammen med mange forskellige andre forhold. Derfor er der også kapitler om feministisk STS og postkoloniale STS-studier, hvor det vises, hvordan teknologi producerer eller indgår i særlige magtstrukturer, der også samtidig producerer forskellige former for overgreb. Som det hedder med et citat af Leigh Star: “Den enes infrastruktur er den andens murstensmur.” (s.188) Citatet er hentet fra Henriette Langstrup og Brit Ross Winthereiks artikel om infrastrukturstudier - et felt jeg ikke havde kendskab til, før jeg læste denne introduktion. Men det er helt vildt spændende, hvordan forskellige infrastrukturer selvfølgelig indgår i måder, hvorpå vi kan leve vore liv på, og hvor der hele tiden produceres eksklusion. Pointen minder ikke så lidt om Foucaults magtanalyser, men Foucault er også en tænker, der ikke har fundet indpas i denne introduktion, selvom også hans tænkning i mangt og meget vil bekræfte nogle af de samme pointer, som bogen fremstiller.

Som allerede antyder er der også kritiske diskussioner af især den måde, ANT har fremstillet opkomst af viden og teknologi på. Stine Willum Adrian introducerer blandt andet til Karen Barads begreb om ‘agential realisme’. Denne tænkning er kendetegnet ved en dobbelt kritik. Dels kritiseres forestilling om repræsentation, hvor sproget opfattes som noget, der henviser til noget i verden. Men også den sproglige vending, hvor sproget tillægges rollen som det, der danner betydning i verden, kritiseres. Inden for den sproglige vending mener man, at det er sproget, “der muliggør, at viden skabes om verden.”

Overfor disse to positioner fremhæver Barad, “at viden opstår gennem performative processer - ikke repræsentationer - hvor forskeren, verden og sproget indgår i skabelsen af viden.” (s.110) Der er således en fornyet interesse for det ontologiske aspekt i viden på spil her. Som det hedder videre “Ontologi og epistemologi er således ikke adskilte størrelser.”

Dette tema tages også op af Helene Ratner i kapitlet Ontologi, topologi og multiplicitet i STS, hvor der henvises til Annemarie Mols og andre, hvor praksis gøres til det centrale. Gennem praksis former verden og mennesker gensidig hinanden (s.143) “Ontologi er ikke givet som tingenes orden. I stedet bliver ontologier til, de opretholdes eller visner væk i almindelige dag-til-dags, sociomaterialle praksisser” (Mol citeret s. 141). Dette tema fortsætter med et kapitel viet til performativitetsbegrebet I STS skrevet af Christopher Gad og i et kapitel viet til den belgiske forsker Isabelle Stengers.

Videnskab, teknologi og samfund er som allerede sagt en rigtig god og givende antologi, der dels får på en rigtig fin måde får introduceret til en række af STS’ forskningsområder. Det er også en antologi, der rejser en række spørgsmål om STS.

Som det også hedder i efterordet skrevet af Klaus Høyer, så er det ikke sådan, at STS er en homogen eller enig masse. Tværtimod så er det kendetegnende for STS, at man forholder sig åbent og nysgerrigt til de måder, hvorpå vi stiller spørgsmål og ser udfordringer og problemer på. “Selvom der ikke er enighed om et teoretiske begrebsapparat, er der dog bred enighed om en tilgang til verden, der fokuserer på tilblivelse. Ingen kender verdens essenser eller endegyldige sandheder, fordi der nok ikke er nogen. … Begreber er ikke navne på ting. Begreber skal forskeren (eller forskerkollektivet) argumentere for relevansen af. De skal vise deres værdi i brug.” (s.333).

Hermed min varmeste anbefaling til alle, der interesserer sig for enten teknologi, viden, videnskab eller samfund - eller alle de mulige sammenvævninger, der findes derimellem.