Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Coaching i praksis / Birgitte Jepsen / 268 sider
Academica. ISBN
Anmeldt 12/1 2009, 17:48 af Ove Christensen

Jeg coacher ergo er jeg


Jeg coacher ergo er jeg

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den enkelte er i centrum – sådan er det, og sådan har det allerede været længe. Alt handler om ’mig’, og hvordan ’jeg’ klarer den på jobbet, i parforholdet, som forældre, som person, som… Den ekstreme jeg-centrering, vores tid og kultur er så præget af, er nok også én af grundene til, at coaching – især personlig coaching – er blevet så omsiggribende. Man kan stort set ikke møde nogen, der ikke er blevet eller bliver coachet for at klare sig bedre – eller bare komme til klarhed over sig selv, sine værdier, ønsker og mål.

Coaching er imidlertid ikke noget nyt – det har ikke altid heddet coaching, men det har eksisteret altid. Coaching handler dybest set om, at man får et andet blik på sig selv for derigennem at se sig selv på en anden måde. Man bliver udfordret på sine forestillede antagelser for på den måde at ’se sig selv’. Når det er nødvendig med coaching for at se sig selv, hænger det sammen med, at vi er rigtig gode til at forstå os selv gennem antagelser, der bliver dogmer, selvom de aldrig er blevet undersøgt og bekræftet. Vores selvbillede bliver dannet i socialiseringen, men vi fortolker altid, hvad vi oplever, og det er denne fortolkning (bevidst som ubevidst), der er med til at give os et billede af os selv.

Dette selvbillede er imidlertid ikke ’sandheden’ om den enkelte, men kan i høj grad være et billede, der blokerer for den enkeltes muligheder, evner og så videre. At få selvbilledet til at krakelere i trygge omgivelser er, hvad man kan bruge en coach til. Det er imidlertid vigtigt, at en coach ved, hvad hun har med at gøre, da det kan være temmelig omkostningsfuldt at rokke ved faste selv-forestillinger. Selvbilleder har jo først og fremmest en stabiliserende funktion. Jeg holder sammen på mig selv gennem de forestillinger, jeg gør om mig selv. Hvis jeg ikke havde netop de forestillinger, så var jeg jo en anden – og det er ikke rart at tænke på eller komme ud for.

Birgitte Jepsen har skrevet en bog om Coaching i praksis, som også er bogens titel. Bogen er en udmærket introduktion til coaching og samtidig en sober manual til en række værktøjer og konkrete handlingsanvisninger for coaches.

Jepsen beskriver sin egen coachpraksis – som hun i øvrigt også uddanner coaches ud fra – som en metode i otte trin, hvoraf den egentlige coaching foregår i de fire, som består af Dialog, Udvidelse, Konkretisering og Afslutning – deraf navnet DUKA-modellen. Selvom Jepsen har givet modellen et specielt navn, er det en lang række traditionelle værktøjer, der ligger i udfyldelsen af modellen. Fordelen ved Jepsens model er snarere end nytænkende, at den systematisere den praksis, der ligger i coaching.

Det absolut vigtigste i en coaching er kommunikationen mellem fokuspersonen (som det hedder hos Jepsen) og coachen. Det er coachens evne til at få fokuspersonen til at se sig selv i konkrete situationer, der kan få fokuspersonen til at gøre ting anderledes og dermed tage mere kontrol over sit liv.

I coachingen, som den beskrives af Jepsen, bliver det centralt, at coaching ikke er bagudrettet terapi, men fremadrettet coaching. Der er mere tale om hjælp til selvhjælp end behandling. Derfor arbejdes der også meget med ønske-situationer. ’Hvor ska’ vi hen, du?’ er det afgørende spørgsmål. Hvis du er, hvor du skal være og har det godt med det, så har du ikke brug for coaching, men hvis du bevidst eller ubevidst er utilfreds med din egen situation, kan det være, du har brug for hjælp til at finde ud af, hvad du konkret er utilfreds med, og hvad du kan gøre ved det.

Coachen kan ikke gøre noget for fokuspersonen, som fokuspersonen ikke selv kan. Det er altså fokuspersonens egne styrker – og begrænsninger – der skal frem i lyset hos fokuspersonen selv. Det er især gennem de mange praktiske eksempler, at Coaching i praksis har sin styrke. Jepsen viser, hvad hun selv har gjort i konkrete situationer, og det kan man så lære meget af. Jeg blev eksempelvis overrasket over hendes brug af matching og mismatching i ordvalg, intonation, kropsholdning osv. Det er meget simpelt – og alle bruger det i en vis udstrækning – at hvis man gerne vil etablere tillid, så kan man vinde meget ved at ’spejle’ den anden i kropsholdningen eller lignende. Hvis man gerne vil have den anden til at tænke anderledes, kan man tilsvarende bruge mismatching. At bruge denne teknik bevidst og målrettet er fint at få med.

Og der er mange tilsvarende teknikker og konkrete anvisninger i bogen, som kan anbefales alle, der arbejder som træner i den ene eller anden forstand. Dette gælder ikke mindst vejledere på uddannelsessteder, som hele tiden fungerer som coaches, men måske ikke altid er klar over, hvad de udsætter de studerende for. Hjælper vejlederen den studerende til at afklare styrker og svagheder – og hjælper vejlederen den studerende til virkeligt at bruge de evner, den studerende har? Det er der nok mange studerende, der har et bud på. Og de kan så anbefale Birgitte Jepsens bog, hvis de ikke kommer fra vejledningen med øget selvtillid og mere tro på egne valg.

88
Forrige anmeldelse
« Vægtløs mand under truende sk... «
Næste anmeldelse
» Det menneskelige - Essens, Eksi... »