Først en karakteristik af bogen, som vil rumme en meget positiv vurdering af den. Bogen er et forsvar for det synspunkt, at der findes noget essentielt menneskeligt – forstået som en række egenskaber, som udgør det menneskelige i mennesket, nemlig de egenskaber, som giver et godt liv for den enkelte og gode relationer mellem mennesker. Det essentielt menneskelige forstås som noget medfødt i kombination med dels en vellykket opvækst og dels en stræben hos den enkelte såvel som i samfundet efter at bevare og videreudvikle essens-kvaliteterne.

I sin klarlægning af det essentielt menneskelige inddrager Jan Brødslev Olsen dels en række (livs)filosoffer (især Aristoteles, Feilberg, Løgstrup, Asta Fink og mig selv (Mogens Pahuus)), dels en række psykologer (især Almaas, Preben Bertelsen, Brinkman, Eriksson, Goleman, Jung, Kolb, Kohut, Rogers, Seligman). Endvidere knyttes der til ved østlig psykologi (bl.a. repræsenteret af Dalai Lama) og eventyrfortolkning.

Bogen repræsenterer - med denne brede inspirationsflade - et sympatisk forsøg på at sammentænke en række forskellige traditioner, som oplagt har noget tilfælles, men som sjældent bringes sammen. Det gælder dels koblingen mellem psykologi og livsfilosofi, dels og ikke mindst koblingen mellem traditionel vestlig videnskab og østlig, ”alternativ” tænkning samt eventyrfortolkning. Denne sammentænkning foretages på en særdeles sober måde og med begge ben på jorden. Eventyrfortolkningen repræsenterer et element, som er med til at gøre fremstillingen levende og anskuelig, hvilket givetvis er en væsentlig grund til at den er blevet inddraget.

Karakteristisk for bogen er også, at den i slutningen af hvert kapitel opstiller en række spørgsmål, som læseren kan bruge til at forholde sig til sit eget liv, og at dens sidste kapitler handler om hvordan man bærer sig ad med at udvikle essens-kvaliteterne. Hermed bliver den også en slags selvhjælps-bog. Det er jo en populær genre for tiden, og der er selvfølgelig en risiko for, at man kommer til både at forenkle og at moralisere, men jeg mener ikke, at man kan rette sådanne beskyldninger mod Jan Brødslev Olsens måde at gøre det på.

Bogen er skrevet i et meget letløbende og meget klart sprog. Nok kræver den – med sine ganske mange teoretikere – en del af læseren, men den skulle dog kunne få en for en videnskabelig bog usædvanlig stor læserskare. Så meget til karakteristikken af bogen. Nu vil jeg gerne gå over til en diskussion af nogle få ting, som jeg står lidt mere tøvende over for.

Det første jeg vil nævne er, at jeg ikke finder begreberne essens og essenskvaliteter helt heldige. Essens og essentielle egenskaber plejer at stå for de egenskaber, der gør en ting til den bestemte ting, den er. Man kan således tale om menneskets essens, og man tænker da på de egenskaber, der adskiller mennesker fra andre ting, frem for alt dyrene. Når nu Jan Brødslev Olsen bruger begrebet om egenskaber, som udgør og sikrer det gode liv, da skyldes det selvfølgelig, at han ønsker at betone, at sådanne egenskaber ikke bare beror på læring og øvelse, men også har et grundlag i noget, der er givet i den menneskelige natur. Men det forekommer mig, at en skelnen mellem de duelige egenskaber (dyder) og det i den menneskelige natur givne havde gjort sagen klarere.

Det fører mig over til det andet punkt, som er inspirationen fra psykologen Almaas. Begrebet essens er nemlig overtaget fra denne, hos hvem essens nærmest står for evnen til nærvær, forstået som en kombination af selvforglemmende åbenhed og bevidst opmærksomhed (årvågenhed). Jeg er enig med Almaas i, at et sådant fænomen findes og er vigtigt, men jeg kan slet ikke forstå, at Almaas (og måske Jan Brødslev Olsen med ham) kan mene, at en sådan form for nærvær karakteriserer det helt lille barn. Hos dette kan man efter min mening finde selvforglemmende åbenhed for verden i en form, som vi plejer at benævne umiddelbarhed, men kombinationen af åbenhed og bevidst opmærksomhed mener jeg først bliver mulig, efter at der en sket en udvikling af jeget, som så kan syntetiseres med selvet (umiddelbarheden), således at der fremkommer en genvundet og beriget umiddelbarhed, hvor umiddelbarheden er kombineret med det bevidste og styrende hos jeget. Her kommer Almaas ind i en dyrkelse af en dualistisk oprindelighedstænkning, som bliver til en forherligelse af barnets umiddelbarhed – og en nedvurdering af det jegmæssige og senere udviklede. En oprindelighedstænkning, som også Løgstrup kommer tæt på med sin skelnen mellem de suveræne livsytringer og jegets handlen.

Hermed er vi kommet til det tredje punkt, som består i dette, at Jan Brødslev Olsen ikke er så interesseret i at diskutere forskellene mellem de teoretikere, han lader sig inspirere af, som han er i at finde frem til det fælles. Hvis disse forskelle var blevet diskuteret (fx forskellen mellem Almaas og Erikson, som jo begge mobiliseres), ville det teoretiske grundlag stå klarere. Og nu til det det fjerde og sidste punkt. Når Jan Brødslev Olsen ikke diskuterer forskellen mellem teorierne hænger det sammen med, at han først og fremmest er interesseret i den praksis, som kan fremme essens-kvaliteterne, altså udviklings- og læremulighederne.

Her kan jeg godt føle, at der lægges for stor vægt på drømme og eventyr, som vejen frem. Jan Brødslev Olsen er opmærksom på andre muligheder, især de som er forbundet med forholdet til naturen (forstået dels som den ydre natur, dels som den egne krop) og med forholdet til andre mennesker, men det er den mere indadvendte praksis (meditation, drømmetydning og eventyrfortolkning) han lægger mest vægt på. Jeg vil på ingen måde udelukke, at der findes mange mennesker, som gennem drømme kan lære sider af sig selv at kende, som er trængt i baggrunden gennem deres hverdagslige holdning (for i søvnen ophæves det greb, mennesker har om sig selv), men jeg tror, at de fleste mennesker først og fremmest lærer sig selv at kende gennem mødet med andre mennesker, hvorfor der primært er behov for at reflektere over det der viser sig i disse møder.

Jeg mener bestemt også, at mange folkeeventyr kan rumme indsigt i udviklingsprocesser, idet handlende størrelser i eventyrene kan repræsentere sider af psyken, men igen tror jeg, at de fleste mennesker vil lære mere om sig selv og deres egne udviklingsmuligheder gennem oplevelse af og refleksion over litterære, billedkunstneriske og musikalske kunstværker. Men på den anden side er det også muligt, at jeg på dette punkt tager fejl, simpelthen fordi jeg aldrig har udviklet interessen for og evnen til at arbejde mere meditativt - og arbejde med drømme og folkeeventyr.