Det er svært nøjagtigt at karakterisere indholdet af bogen med den noget gådefulde titel Opstandens underlag. Den lover vel, kunne man tænke, en undersøgelse udi baggrunden for revolutioners opståen; hvad der grundlæggende set kan forstås at udgøre revolutioners almene træk på tværs af tid og rum; undersøgelser af tidligere (samt nuværende) opstandelsers karakteristika; forudsigelser af fremtidige opstandelser fra en i bogen tidligere teoriopbygning, som da appliceres på nutidige bevægelser. Alt dette ville kunne fungere som en beskrivelse af pågældende bogs indhold, hvis der ikke blev tilføjet det aber dabei, at en egentlig formidling af forfatterens begrebsapparat aldrig finder sted.

Muligvis skyldes det, at bogen mestendels har karakter af eksegese: lange citater og oversættelser af artikler følges af forfatterens kommentarer og udbyggende analyser. Derudover indlægges også en stor mængde henvisninger til andre artikler og tekster, som den ualmindeligt samvittighedsfulde læser nok ville kunne udfylde nogle års ihærdige studier med at gennempløje. Dette skulle være på sin plads for enhver teoretisk tekst, der tager sine begrebers reelle anvendelse alvorligt, og det vil være uansvarligt at hæfte mærkatet ‘volapyk’ på bogens analyser. Desværre vil det for størstedelen af eventuelle læsere nødvendigvis tage sig sådan ud, da forfatteren simpelthen sætter niveauet for læserens belæsthed for højt, og derudover ifører sine sætninger en sprogdragt, der mere giver indtryk af en for bogstavelig oversættelse til dansk frem for et forsøg på formidling af forfatterens tænkning. Som eksempel et citat fra de første sider:

“[...]Rosa Luxemburgs kritik af den tanke, at subalterne folkeslag kan nå noget som helst ved opnåelsen af national selvstændighed og oprettelsen af en “egen” stat. De subalterne folks situation er for akut dertil: Verdens løsning er deres løsning, deres substans er den proletariske subjektivitet, direkte og uformidlet. Subalternitet, udbytning og subjektivitet skal altid tænkes sammen. Og selvom de alle tre har med det substratiske at gøre, med hypokeimenon, så har de det på hver sin måde[...]”

Både her som mange gange senere præsenteres læseren for tanker af konkluderende art uden at se en egentlig udfoldelse af tankerækker og begreber hentet fra andre forfattere præsenteres hyppigst som værende for læseren helt familiære. Givet at man noteres/advares om bogens skrivning op ad forfatterens arbejde med tekster af Giorgio Agamben og den usynlige komité, kunne man dog alligevel ønske nogle korte definitioner ved begrebernes første anvendelse. ‘Zoe’ og ‘bios’ er jo ganske vist centrale begreber i Agambens filosofi men som sådan også relativt uklare fordi komplicerede. At forfatteren i det mindste forsøgte at give sin forståelse af et begreb i den specifikke kontekst inden at dette blev videreudviklet eller brugt på en analyse, kunne have ønskeligt for at give læseren nogen sandsynlighed for at følge med i tænkningens lødighed.

Som sagt har bogen dog mere karakter af at være del af et projekt, og man formoder også en vis vilje til at henvende sig til de indviede. Meget har karakter snarere som blogindlæg for de trofaste følgere, som har kunnet følge den gradvise udvikling af et egenartet sprog med dets karakteristiske vendinger og særegne lingo. For den mere forudsætningsløse læser må det dog tage sig ud som et forfejlet forsøg på videreformidling af forfatterens tænkning.