Det er på foranledning af en oplevelse forfatteren har, da han, tilbage i London 2014, ved en retrospektiv udstilling af Anselm Kiefer ser to tilsyneladende helt modsatrettede tendenser i dennes kunst, at Knausgård vælger at henvende sig (med den nødtørftige forklaring at ville benytte Kiefers billeder til sin næste bog) til den da 69-årige kunstner om muligheden for at interviewe ham.

Da Kiefer efter en rum tid (og adskillige henvendelser) indvilliger i at lade sig anskue i det private – en tidligere lagerhal nu tjenende tvende formål som atelier og hjem – bliver dette anstødet til en række møder dem imellem på skiftende initiativ.

Indholdet af disse møder – både hvad angår de to mænds ordvekslinger samt omstændighederne, under hvilke møderne tilrettelægges (gennem Kiefers allestedsnærværende studiemanager), overværelsen af Kiefers arbejdsproces, Knausgårds (karakteristiske) selvpinende tvivl om kunstværkernes mening og sit (lige så karakteristiske) ubehag ved socialt samkvem og, ej at forglemme, betragtninger over vind og vejr - er hvad sammenlagt resulterer i det 133-siders lange essay, som Skogen og elva udgør.

Følger man trofast-hungrende, som undertegnede, Knausgårds færden i artikelform på de engelsksprogede nyhedskanaler, vil man sandsynligvis være stødt på den væsentlige del af indholdet før (i en New York Times-artikel for godt et år siden). Den nyudkomne bog er, fortæller forfatteren i et andet interview, den oprindelige tekst, som Knausgård skrev på norsk for så at få redigeret og oversat den til engelsk. Hvad den uredigerede tekst indeholder - udover dette - svarer til omkring 30-40 sider; mestendels omhandlende Knausgårds forsøg ud i at udfinde og fortolke nogle grundmotiver han gennemgående finder i Kiefers oeuvre og hans tilbagevendende spørgsmål om forholdet mellem kunstneren og dennes værker.

På den ene side finder Knausgård det monumentale, andægtige og alvorlige som i sit nærvær fylder med en sådan tyngde, at det menneskelige og personlige må vige, hvor beskueren må give sig hen til de følelser, værket fordringsfuldt frembringer, hvis man træder indenfor dets sfære. Omdrejningspunkterne herfor henter Kiefer i inspiration fra mytologi og religion, historie og litteratur, ting og landskab; størrelser lukket inde i deres egen tidslighed, på en måde uafhængig af forholdet til den, som i beskuelsen oplader dette med mening.

På den anden side, den førnævnte modsatrettede tendens, er der hos Kiefer en indfangning og betagelse af den selvfølgelige skønhed i farver og natur, i kroppens positur og bevægelser, udtryk for glæde og livskraft; denne anden side betegner for Knausgård det personlige, særligt i kontrast til førstnævntes monolitiske, selvafgrænsede og da upersonlige karakter. Et ord forfatteren finder for denne side er billedet om skoven (hentet fra Heidegger) som det ubevægelige, altid samme.

Men uagtet denne tilsyneladende ubevægelighed er det dog i frembringelsen af Kiefers kunstværker nødvendigt for ham at træde i denne skov. Heri, omgivet af træernes lukkende tavshed, aktiveres kunstnerens egen tænkning, egen meningsdannelse som, i mødet andre genstandes allerede-ladethed, afstedkommer frembringelsen af nye kunstværker, en lind strøm, et netværk af kilder alle udspringende fra den samme mund; eller, som Knausgård betegner det med Heraklits velkendte ‘alting flyder’ (med mening), en flod.

Flere af disse betragtninger finder man gengivet i koncentreret form i et essay over Kiefer udgivet i Knausgårds Kyklopernes land. Trods dette, og at størstedelen af bogens tekst altså har været udgivet tidligere, finder jeg sammenfletningen af beretning og strøtanker, som i Min kamp og de sidste to, mere vellykkede bind af årstidskvartetten, langt mere læseværdig og engagerende. Derudover, og ikke mindre væsentligt, er bogen omringet og udfyldt af Kiefers kunst (blot en undskyldning endte det da ikke med at være) og er, som årstidskvartetten og Munch-bogen, nærmest alene af den grund værdig til en plads på reolen.