Jeg indrømmer, at overskriften er inspireret af clickbait-tænkningen. Overskriften skal få dig, kære læser, til at vælge at læse netop denne anmeldelse.

Overskriften har dog også indholdsmæssig relevans og henviser til en interessant artikel skrevet af Rikke Andreasen Digitale sorterings kategorier, affordances og interfaces. Onlineshopping og digitalt forbrug af sex og sæd, der er at finde i den glimrende antologi Digitale liv. “I dag købes sæd online på samme måde som andre forbrugsgoder”, skriver Andreasen og jeg stoppede op et øjeblik, inden jeg tænkte: ‘Nåh ja, selvfølgelig!’. Jeg havde bare ikke lige tænkt over det før.

Emnet for Andreassens artikel er, hvordan de forskellige sorteringskategorier er med til at subjektivere og bestemme den enkelte, når man skal lave en profil på forskellige digitale tjenester, der retter sig mod den enkeltes intime liv. Analysens genstand er to digitale tjenester hhv. sædbanken Cryos International og ‘hook-up-appen Grindr’, som henholdsvis faciliterer erhvervelse af sæd og sexpartnere.

For at shoppe sex eller sæd må man dog tage stilling til en række kategorier, som kan sættes på de ønskede sexpartnere eller fremtidige babyer. Hvordan kan man gennem kategorier fra en præetableret liste bestemme, hvad det er, man gerne vil anskaffe sig? Andreassens analyse er interessant af mange forskellige grunde. Selvom hun har begrænset sit fokus på race og etnicitet viser hun meget klart, hvad der sker gennem sorteringsmekanismerne. Eksempelvis har man et begrænset antal kategorier at sætte på det begærede objekt. Det kan eks. være ‘sort’, som det er hos Cryos eller ‘African’ i Grindr. Hvad betyder det, om man vælger en racialisering som ‘farve’ fremfor en forestillet etnicitet som afrikansk? - Og uanset om man vælger det ene eller det andet, hvad betyder det så, at man skal vælge; og netop vælge mellem de begrænsede antal muligheder?

Andreassen får vist, hvordan kategoriseringerne skriver sig ind i narrativer, hvori magt og særlige positioneringer spiller en afgørende rolle, og hun viser, hvordan brugen af den slags digitale tjenester betyder en forhandling mellem tjenesten og brugeren, som resulterer i produktionen af kulturelt bestemte måder at fremstå på - og bestemte måder at forstå verden på.

På et mere overordnet niveau viser Andreassens analyse også, at der med digitalt forhandlede intime liv sker en forskydning fra et kollektivt plan til en individualisering. Hvis såkaldte seksuelle minoritetsgrupper tidligere har bevæget sig ud i mere eller mindre åbne rum for at finde sexpartnere, så kan de nu sidde alene og shoppe rundt. Hermed fjernes det sociale aspekt af handlingen at finde en sexpartner. Samtidig sker der dog en særlig kulturalisering af dette, da den enkelte må tilpasse sig de af tjenesten tilbudte kategorier. Der sker en afindividualisering af begærsobjektet, der kun kan ‘komme til syne’ gennem de tilbudte kategorier.

Antologien Digitale liv består udover en generel indledning af tre dele. Første del beskæftiger sig med brugeroplevelser af mødet med digitaliseringen i forskellige sammenhænge. Anden del kigger på, hvad algoritmer gør i automatiserede systemer som eksempelvis brugerens nyhedsfeed på Facebook - og det er her, vi finder Rikke Andreassens artikel. Tredje del kigger på selvfremstillinger i digitale rum.

I alle delene kommer artiklerne godt rundt i forskellige afkroge af digitale liv. I første del har Connie Svabo og Signe Lykke Littrup en velskrevet analyse af, hvilke typer af affordances - mulige eller foretrukne omgangsformer med digitale artefakter - der ligger i forskellige digitaliserede tjenester. En af analyserne handler om, hvad der sker, når DSB udskifter låsemekanismer til toiletterne, så de kun kan åbnes med en app. Hvilke værdier og mulige omgange med toiletterne muliggør dette? Er der eksempelvis lige adgang til toiletterne? Hvad med dem, der ikke har en smartphone - eller dem, der har, men hvis telefon er løbet tør for strøm. Og hvad med folk, der har en arbejdsgiverbetalt telefon, som ikke muliggør køb via telefonabonnement?

Men endnu vigtigere er det, at de underholdende analyser viser den overordnede pointe: “Teknologisk mediering er ikke noget, der finder sted mellem en prædefineret verden af objekter og prægivne menneskelige subjekter. Snarere konstitueres menneskene og deres verden i medieringshandlingen”, som Verbeek citeres for (s.35).

Dette credo om den samskabte virkelighed i ’human-machine-interaction’ er gennemgående for artiklerne, der generelt forholder sig reflekteret og nuanceret til forståelsen af, hvordan digitale teknologier og brugere gensidig skaber hinanden i brugen. Den mere eller mindre konsekvente anvendelse af medieringsteori som en optik for at forstå ‘digitalisering’ igennem er meget sjældent set i den offentlige debat. Så det er befriende at møde det i 12 kapitler samlet i en bog.

En tredje artikel, jeg her vil tage frem, er Louise Yung Nielsen og Mette Lykke Nielsens artikel om det neoliberale arbejdsliv, der er resultatet af platformsøkonomiens arbejdsmarkeder.På forskellige sites kan man oprette en profil, hvor man sætter sin arbejdskraft til salg - eller man kan tilbyde sin arbejdskraft gennem platforme med opgaver, nogen vil blive betalt for at få løst.

Her spiller profileringen igen en rolle. For at få tilbudt en arbejdsopgave - en ’task’ - må man oprette sig med en profil. Man kalder udbyderne af arbejdskraft for ‘taskers’, da de tilbyder eller tilbydes at udføre en mindre del af et arbejde: som eksempelvis at være tjener for en aften eller skrive en reklametekst. Man taler her også om, at der er opstået et prekariat, som i modsætningen til et proletariat ikke har nogen fast tilknytning til en bestemt arbejdsplads. Den, der køber udførelsen af en opgave, har desuden ingen arbejdsgiverforpligtelser, da den enkelte tasker er at sammenligne med en selvstændig erhvervsdrivende, der kun har sig selv som ‘ansat’.

Platformsudbuddet af taskers ligner meget det, man kender som daglejere fra tidligere tider, hvor arbejdssøgende mødte op et centralt sted, hvor de så kunne blive udvalgt til at udføre en dags arbejde af dem, der havde brug for dette. Og på samme måde som for daglejere, så betyder denne individualisering også, at lønforholdene er under pres. Omvendt betyder forholdet også en enorm fleksibilitet for taskerne, der kan tilrettelægge deres eget arbejdsliv efter, hvornår de har lyst til og mulighed for at arbejde. Overordnet set lægger det op til en individualisering, som vi også ser med andre former for digitalt liv. I analysen viser forfatterne, at individualiseringen ikke overraskende opleves forskelligt af forskellige unge afhængig af, hvor de er i deres liv.

Som sagt kommer artiklerne fint rundt i mange aspekter af digitale liv, hvor interaktionen mellem menneske og digitale teknologier beskrives og analyseres som kulturel samproduktion af subjektivitet og identitet. Alle artiklerne er velskrevne og virker gennemarbejdede. Dette vidner om et stort redaktionsarbejde, og det har båret frugt.

Bogen henvender sig til studerende på de videregående uddannelser inden for en bred vifte af humanistiske, tekniske og samfundsvidenskabelige uddannelser, hvilket henvisninger og den teoretiske begrebsbrug også vidner om. Men den kan sagtens med stort udbytte læses af andre, der er interesseret i, hvad det vil sige, at vi (også) lever digitale liv.