I forrige århundrede var minderne fra Første Verdenskrig fortsat levende i mange sønderjyske hjem. Sønderjyske krigsveteraner mødtes i officielle og uofficielle sammenhænge, og det var ikke ualmindeligt, at de trak sig tilbage i selskab med hinanden og fik et slag skat. Ofte blev dørene lukket ind til den fine stue, hvor der kom ild i tobakken og gang i snakken. Men hvad, der blev talt om derinde, kom ikke altid ud.

I min familie gik min oldefars historier også videre til de yngre generationer. Det var som oftest fortællinger om et stærkt kammeratskab og forskellige anekdoter af humoristisk karakter. På familiens reol stod en gave fra en tysk soldaterkammerat: En feltflaske med sirlige graveringer, som den tyske soldat havde lavet i ledige stunder. Noget af et kunststykke.

Det blev der ikke skiltet med
Den rå og brutale krig hørte vi yngre generationer ikke så meget om. Men det må dog have været afsindig koldt at ligge på østfronten i Kurland og Østpreussen - dag og nat. Man vidste ikke om man ellers ens soldaterkammerater overlevede næste dag. Sønderjyske soldater var en del af krigens gru. Krig er at slå en fjende ihjel. Det hører dog til undtagelserne, at det er noget, man har ligefrem har skiltet med i dagbøgerne eller brevene hjem fra fronten. “I dag dræbte jeg fem af fjendens folk” - ikke ligefrem nogen typisk sætning i en af dagbøgerne. I 1907 blev der i Den Haag i Holland på en international konference vedtaget bestemmelser for krigsførelse. Det var det såkaldte Haager Landkrigsreglement. Der skulle have været afholdt en opfølgning på konferencen i 1915. Men Første Verdenskrig kom i vejen.

Krigsforbrydelser
Også efter datidens standarder blev der begået krigsforbrydelser under Første Verdenskrig. Den danske historiker Claus Bundgård Christensen fra Roskilde Universitet har lavet et studie, der dokumenterer, at sønderjyder i tysk krigstjeneste var involveret som gerningsmænd i eller var vidner til krigsforbrydelser på Vestfronten - primært i krigens startfase i 1914. Omkring 6000 civile belgiere blev dræbt i tyske overgreb, deriblandt kvinder og børn, og hele landsbyer blev brændt ned.

Hans Christian Brodersen fra Nordals var en af de dansksindede sønderjyder, der deltog i krigen fra 1914 til 1918. Ja, faktisk helt frem till foråret 1919. Fra krigens reelle afslutning i november 1918 til april 1919 sad Hans Christian Brodersen i fransk krigsfangenskab.

Noget forbliver usagt
Hans Christian Brodersen var en af de skrivende soldater. Han førte en ganske omfattende dagbog fra sin tid som tysk soldat på vestfronten. I det skæbnesvangre år 1933 udkom en redigeret udgave af hans optegnelser i bogen I ildlinjen. Nu har tre historikere genudsendt en redigeret og kommenteret udgave af denne bog. Ud over Claus Bundgård Christensen er det René Rasmussen fra Museum Sønderjylland på Sønderborg Slot og Martin Bo Nørregård, der er ansat ved forskningsafdelingen på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

De udvalgte tekster i bogen kan være redigeret efter, at Hans Christian Brodersen vendte hjem til Sønderjylland i 1919. Når det gælder beretningerne fra fronten, skånes læseren ikke. Vi er helt med fremme, og Brodersens fortælling er meget direkte. Soldaterne lider, bløder, sveder, kæmper, er beskidte, udmattede og sultne, og tyskerne lever i evig frygt for især zuaver, de franske kolonitropper fra Nordafrika - tropper, som de de tyske soldater mente var særligt barbariske. For ikke at tale om de såkaldte franc tireurs, civile friskytter, der imod alle regler faldt den tyske hær i ryggen og begik drab og tortur.

Meget bliver sagt i Hans Christian Brodersens beretning. Mellem linjerne aner vi også noget, der ikke bliver sagt. Mest udtalt er en episode, hvor Brodersen som befalingsmand lader sin afdeling skåne en belgisk kvinde og hendes familie, da de beder om nåde. Derpå sætter de et skilt op til information til den tyske tropper, der følger efter - men besked om at skåne den gode familie. Brodersen var altså ganske bevidst om, hvad der var kutyme: Nemlig overfald på civilbefolkningen. Han kommer dog ikke nærmere ind på, hvad hans egne folk almindeligvis gjorde og ikke gjorde over for de civile belgiere. Mon han undgik at blive involveret i den slags ugerninger?

Afdæmpet stil
Brodersens erindringer er velskrevne og præget af stor troværdighed. Hans beskrivelse af krigens forhold er forenelige med de oplysninger, historikerne efterfølgende har lagt frem for os. I noteapparatet gør de tre udgivere os udførligt opmærksom på eventuelle mindre afvigelser, ligesom indforstået snak oversættes for lægmand.

For denne anmelder er de nøgterne og objektive beskrivelser af krigens forløb og hverdag slående. Brodersen må have haft en stærk sjæleligt ligevægt. Mange blev menneskelige krøblinge af krigen, og selv om de ofte først bagefter blev ramt af, hvad vi i dag ville kalde for posttraumatisk stress - blev de også udsat for så voldsomme under selve krigen, at en så forholdsvis afdæmpet fortællestil som Brodersens for mange sikkert ville have været umulig for mange af hans soldaterkammerater.

Brodersen er dansk, men som det var typisk for mange dansksindede nordslesvigere skelnede de ikke mellem dansk og tysk i skyttegraven. Danske som tyske var i samme båd. Intetsteds besværer Brodersen sig over Tyskland eller de tyske magthavere. Han gør blot, hvad han - som de fleste andre - anså for at være en pligt.

Brodersen tager os med ned i skyttegravens gru. Bogens indhold er jordbunden i mere end én forstand. Godt man kan nøjes med at opleve den fra lænestolen. For mange vil det dog være mere end rigeligt. Bogen er svær at ryste af sig.