Efter 1920 blev der fra tysk side holdt skarpt øje med danske aktiviteter i Sydslesvig. Den danske udenrigsminister Harald Scavenius udtalte i 1921 nogle ord, der var sigende for situationen i især Mellemslesvig - det vil sige det område, som udgjorde den anden zone i afstemningen i 1920:
“Det er så let for os på møder og andre steder at talte store og stolte ord. Det er ikke os, der skal bære dagens byrde under en kunstig hadefuld national stemning”, sagde Scavenius ifølge et referat i Flensborg Avis den 26. januar 1921 - godt et halvt år efter, at den nye grænsestreg mellem Danmark og Tyskland var trukket. Med ’os’ mente han danskerne nordfra. For de dansksindede syd for grænsen kunne hverdagen være svær og barsk.

»Kunstig hadefuld national stemning« er stærke ord, men at ordvalget ikke var grebet ud af den blå luft, fremgår med al tydelighed af Merete Bo Thomsens nye bog Danskhed under pres. Dansksindede sydslesvigere 1919-1933. Hun har undersøgt forholdene for de dansksindede i en del af Mellemslesvig fra Oversø/Oeversee syd for Flensborg til Løvested og Joldelund på halvvejen mellem Flensborg og Husum og videre i en linje rundt om Læk/Leck og Klægsbøl/Lixbüll op til Sønder Løgum.

For læg og for lærd
Bogen er næsten identisk med den afhandling, der har givet Merete Bo Thomsen en ph.d.-grad, og til grund for bogen ligger tre års arbejde på forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. I bogen begiver Merete Bo Thomsen sig ud på en ikke ukendt linedans. På den ene side skal hun med fremstillingen tilfredsstille sine fagfæller, der har bestemte krav til form og fremstilling. På den anden side appellerer hun også til lægmand med interesse for Sydslesvig.

Hun giver derfor i begyndelsen af bogen en lille vejledning til, hvordan man kan læse den murstenstykke bog på 400 sider. Som lægmand behøver man ikke nødvendigvis læse alt for at få et udbytte. Det gælder for eksempel appendikset om den teoretiske ramme for projektet.

Boykot med konsekvenser
Merete Bo Thomsen beskriver den chikane og ofte også boykot, der efter 1920 ramte dem, der i Sydslesvig offentligt havde vist deres danske sindelag og ønsket et sydligere grænse. En boykot kunne få store konsekvenser for de dansksindede, det gik ud over, og i de landlige områder ramte boykotten også langt hårdere end i Flensborg. På landet var de dansksindede spredt ud over et større geografisk område og havde ikke den store danske koncentration at støtte sig til som i den store by Flensborg.

Husransagninger
I de nævnte områder af Mellemslesvig og Angel blev den nationale kamp nogle gange ført helt ind i de dansksindedes dagligstuer. I marts 1923 gennemførte politiet omfattende husundersøgelser hos udvalgte dansksindede.

Der gik rygter om en international overtagelse af Kielerkanalen og en dansk annektering af områder nord for kanalen. Rygterne resulterede i et større politiopbud, hvor hjemmene hos Jørgen Søgaard og Peter Budach i Jaruplund, Peter Lassen i Strukstrup, Carl Nielsen i Torsballe og Wilhelm Wall ved Satrup blev endevendt. Alle de tre sidstnævnte lokaliteter ligger i det centrale Angel.

Der blev dog ikke fundet materiale, som kunne bevise eller indikere, at de pågældende var involveret i planer af en sådan art. Men episoden siger noget om, hvor stor mistilliden var fra tysk side. Men ser man sagen fra tysk side, var baggrunden også en til tider meget hidsig afstemningskamp i 1920. Både de tyske myndigheder og privatpersoner så med mistro på det danske hvervearbejde og foreningsliv, der blev overvåget meget nidkært. I vinteren 1922-1923 blev arbejderne i Slesvig afvist af supperkøkkenerne, hvis de var medlemmer af De slesvigske Forening, det danske mindretals kulturelle forening, der efter krigen tog navneforandring til Sydslesvigsk Forening.

Hemmelig danskhed
Merete Bo Thomsen undersøger i bogen foreningsarbejdet og den dansk-folkelige udveksling mellem Mellemslesvig og kongeriget Danmark. Til denne folkelige udveksling hørte for eksempel unge dansksindede sydslesvigere, der tog på skoleophold i Danmark, og rigsdanskere, der kom til egnen syd for grænsen for at være for eksempel præster eller vandrelærere. Sidstnævnte var omvandrende lærere, der tog fra hus til hus for at undervise børn og voksne i dansk sprog og kultur - efter almindelig skoletid. Rigsdanskerne kom til Sydslesvig med helt andre forudsætninger end de dansksindende sydslesvigere, som den danske højskoletradition var gået forbi.

Nogle dansksinde syd for grænsen valgte i 1920erne at holde deres danskhed hemmelig. De hemmeligt dansksindede følte sig nok som nationale, men udadtil gik de stille med dørene for at undgå konflikt med den tyske flertalsbefolkning. Den tidligere rigsarkivar Johan Peter Noack har formuleret det sådan, at det danske mindretal i mellemkrigstiden stod i et brændtpunkt for såvel dansk som tysk nationalisme.

I Danskhed under pres taler Merete Bo Thomsen om “en betydelig dansk robusthed”, hvor hver enkelt familie ofte udviklede deres måde at praktisere danskhed på. Ikke alle dansksindede familier formåede dog at give danskheden videre til de næste generation i det tryk, de var udsat for fra omverdenen.

Da Merete Bo Thomsens bog jo bygger på en akademisk afhandling, inddrager hun flere teorier og undersøgelser i sit arbejde. Hun sammenligner blandt andet sine undersøgelser med undersøgelser, som den amerikanske sociolog Rogers Brubaker har gennemført i den rumænske grænseby Cluj, hvor der bor et betydeligt ungarsktalende mindretal.

Det vigtige foreningsliv
Rogers Brubaker fremhæver nødvendigheden af at skelne mellem forskellige kategorier og grupper, når man undersøger etniske mindretal. En national samling ligesindede er ikke nødvendigvis en ensartet gruppe, som optræder samlet, men en større kategori, der kan danne grundlag for en gruppedannelse.

Med andre ord: En diversitet, som alligevel giver basis for noget fælles. Merete Bo Thomsen dokumenterer, at dette også gjorde sig gældende for danskheden i 1920ernes landsogne i Sydslesvig.

Hun fremhæver foreningslivet som en meget vigtig faktor for danskheden i området for 100 år siden. I foreningerne samlede de dansksindede sig om deres fælles fædrelandskærlighed. Det forstærkede fællesskabsfølelsen og førte ofte også andre aktiviteter med sig.

Merete Bo Thomsen leverer med bogen et stykke grundig forskningsarbejde, som hun også gør vedkommende for andre end blot faghistorikere. Bogen må især fænge læsere, der har relation til Sydslesvig og især til det område, der undersøges: Området mellem Nibøl og Flensborg ned til området omkring Joldelund. Der er mange spændende konkrete eksempler, der gør dokumentationen og beretningen nærværende og relevant. Forfatteren kommer ud i hver lille afkrog og bruger mange små og konkrete eksempler til at tegne et generelt billede.