Ethvert land har en ledelse, men det er langt fra givet, hvordan organiseringen af statsledelsen skal finde sted. Nogle lande har monarker, andre præsidenter, andre igen premierministre og så videre.

I Danmark har vi som bekendt en monark, der ikke besidder politisk magt, fordi denne ligger hos en demokratisk valgt statsminister og dennes regering. Denne ordning er stadig relativt ny og har været under en besværlig og kompliceret udvikling fra 1848 til i dag. En udvikling, der ikke ser ud til at stoppe.

I en serie på hele fem bind gennemgår lektor emeritus i statskundskab Tim Knudsen udviklingen af statsministerrollen i Danmark, med fokus på embedet og dets funktion. De første tre bind foreligger allerede, og det er ikke for meget sagt, at vi nu har fået et standardværk af imponerende dimensioner. Ikke blot på grund af størrelsen, der i tyngde og længde kan skræmme selv de mest ambitiøse bibliofiler, men også på grund af sit veldisponerende indhold, sit overblik der formidles pædagogisk og skarpt, sin solide dømmekraft i kildevalg og sine nuancerede vurderinger. Knudsen fortæller, at én af værkets ambitioner er at hæve den historiske bevidsthed og kundskab hos de studerende på universiteterne – en nobel ambition – og med foreliggende værk er der jo ikke længere nogen undskyldninger.

Det er en litterær begivenhed at få et sådant værk på et lille sprog som dansk, og der er blot at ønske tillykke og udslynge et håb om, at værket må få mange læsere og et godt salg.

Bind 1: 1848-1901
”Statsministerposten voksede ud af den omstændighed, at det i 1848 var nødvendigt at have en minister til at være mødeleder i Statsrådet, fordi den uberegnelige kong Frederik VII ikke selv ville lede regeringsarbejdet i Statsrådet.” Så lunefuld kan historien være, at vi reelt får vores regeringsform som en konsekvens af dovenskab, men som alle ved, stopper udviklingen af funktionen ikke ved en mødelederrolle. I en næsten hundredårig lang kamp med kongemagten vandt statsministeriet til slut retten om at udpege og afskedige ministre. Denne suverænitet er afgørende for at placere magtens reelle tyngde.

I 1848 så vi et kollaps af enevælden, og junigrundloven fra 1849 skulle afhjælpe det hul, der blev skabt heraf. Men der var mange problemer, som bølgede i de kommende årtier, særligt hvordan forholdet til hertugdømmerne Slesvig, Holstein og Lauenborg skulle være med den gryende pangermanisme. Opportune og selvrådende politikere som grundlovens pennefører D.G. Monrad og juristen Orla Lehmann (ham med ”Danmark til Ejderen”) søgte at etablere en pan-skandinavisk løsning, som jo så aldrig blev til noget, men håbet var at etablere en løsning uden om ”den tyske storebror”.

Centralt står naturligvis nederlaget i 1864, som Knudsen forstår som en konsekvens af et underudviklet regeringssystem, hvor regeringsmedlemmer og kongemagt ikke koordinerede indsatsen. Alene i 1848-1864 havde man seks forskellige forfatninger, og ingen regeringsleder sad længe på posten.

Persongalleriet er naturligvis stort i alle tre bind, men Knudsen holder et overblik, der formidles på en indbydende måde. Nogle af personkarakteristikkerne er måske lidt kortfattede og hårde, men det er også med til at blive teksten lidt strøm, at det hele ikke lider de tusind kvalifikationers død. Eksempler herpå er den ”knastørre” Anders Ørsted, som roses for sin juridiske kunnen, men også omtales for sin retoriske kedsommelighed, eller den ”køligt kritiske” Carl C. G. Andræ, der anklages for at mangle charme og tålmodighed – ingredienser, ”som er nødvendige for en politisk leder.”

Knudsen problematiserer den nationalromantiske fortælling om, at vi vandt treårskrigen i 1848-1850, men faktum er snarere, at vi på sigt led nederlag, da det ikke lykkedes at udsondre Holstein og Lauenborg og dermed knytte Slesvig tættere til Danmark. Danmark tabte her en større politisk magtkamp med de store stater syd for grænsen.

I de år får vi også grundloven, som med sine hastigt nedfældede 100 paragraffer blev en skelsættende begivenhed i dansk historie. Meget tyder på, at Frederik VII ikke var klar over, hvad han skrev under på, men en ny konstitutionel situation var altså en realitet. Otte ”f’er” var dog stadig umyndiggjort i forhold til valgret: fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter, forbrydere, farende, fremmede og fjolser.” Sådan. Den individuelle valgret var slet ikke et tema i de år, og vi mødte vente nogle årtier på at forbedre de politiske forhold for de fleste borgere.

Årene frem mod 1864 er præget af enorm turbulens, og der er mange interesser på spil. Den såkaldte Londonkontrakt fastlagde, at junigrundloven kun gjaldt for kongeriget, og dermed var tanken om en fællesforfatning for en helstat for nuværende dødsdømt. Nederlaget i 1864 vendte opmærksomheden mod andre politiske dagsordener i indenrigspolitikken. Frederik VII var død i 1863, og den nye konge – Christian IX – var mere handlekraftig og gjorde dermed den konstitutionelle situation anderledes. Han var ikke blodsarving af Frederik, men kom fra en ubetydelig gren af den nu visnede oldenborgske slægt. Hans konservatisme fik ham til at handle for langsomt i krigen, og han besværliggjorde overgangen til parlamentarisme.

Læssevis af detaljer fylder godt op bindets anden halvdel. Nævnes skal blot den stigende konflikt mellem partierne Højre og Venstre, der samtidig peger på en stigende oprørstrang fra folkedybet, bl.a. for at forbedre arbejdsvilkår for børn. I 1885 kulminerede det i attentatet på konseilspræsident og finansminister, Højre-politikeren Jacob Estrup, der sad i uhørt lang tid på regeringsmagten (1875-1894). Ved afslutningen af Estrups regeringstid forsvandt opbakningen også fra de indre linjer, og de afsluttende år frem mod det skelsættende valg i 1901 – hvor hemmelig afstemning for første gang blev praktiseret i Danmark – var præget af krav om forandring.

Bind 2: 1901-1942
Det andet bind dækker perioden fra parlamentarismens indførelsen i 1901 og indtil samarbejdspolitikken ophørte i 1942. Det er oplagt, at Thorvald Stauning fylder store dele af bindet, da hans regeringsperiode var så lang og i store træk succesfuld. Inden vi når dertil, fylder den folkekære men også magtbegærlige J.C. Christensen, der som den første siden Estrup havde magt til at udpege egne ministre. Alligevel måtte han afgive magten som følge af justitsminister Albertis bedrageri i 1908. Følgen af miseren blev, at statsministeren fik mere magt til at føre tilsyn med ministrene, hvad vi også i dag har.

Detaljeringsgraden opleves væsentligt større i bind to, og jeg tog mig selv i at bladre lidt hurtigere i midterdelen mellem Christensen og Stauning, og Zahle-regeringen mellem 1913 og 1920 var jeg hurtigt forbi. Påskekrisen i 1920, hvor Christian X forsøgte at afsætte Zahle for at indlemme Flensborg i Danmark, er dog levende og klogt beskrevet. Effekterne af krisen blev tydelige i grundlovsrevisionen af 1953, hvor parlamentarismen blev indskrevet. Vinderen af krisen blev arbejderbevægelsen, som i 1924 fik socialdemokratiets Thorvald Stauning på landets ledende post. Den berømte, skæggede politiker var den første til at institutionalisere åbningstalen, ligesom han fastslog parlamentarismen med hidtil uset kraft. Efter et liberalt intermezzo havde Stauning magten i perioden 1929-1942. Altså fylder han bindets andet halvdel helt ud. Landsfaderen blev født gennem sin folkelige popularitet, som blandt andet blev udbredt via radioen, det nye massemedie. Knudsen beskriver indgående og kritisk Steinckes socialreform, men beskriver også Kanslergadeforliget som en italesættelse af en politisk sejr. Demokratiet blev også udfordret indefra i disse år, blandt andet gennem ideologier som kommunisme og nationalsocialisme, som havde adskillige tilhængere i Danmark. Demokratiet havde slet ikke samme selvfølgelighed på dette tidspunkt, som det har for mange i dag.

Besættelsen af Danmark i 1940 fandt sted mens Stauning i tiltagende grad var svækket. At besættelsen havde enorme konsekvenser for riget er selvsagt, og Knudsen beskriver grundigt implikationerne af de ændrede forhold. Det er udmærket at hæve blikket lidt fra det finmaskede personportræt fra kapitel 21 og frem (s. 493), men med værkets formål for øje sker det måske også lidt sent. I så lang en bog kunne et mere stramt økonomisk princip være benyttet. Men Stauning er også så betydningsfuld, at flere danske ping’er med suk spurgte, ”hvad nu, Danmark?” da landsfaderen udåndede og landet lå under nazistisk jernhånd.

Bind 3: 1942-1972
Det begynder i mørke, men slutter i lys. Fra besættelse til enorm begejstring i hele Europa. Perioden 1945-1975 er af blandt andet Rune Lykkeberg fra Dagbladet Information blevet kaldt ”guldalderen”, en periode som mere end nogen anden ligger til grund for vores fremtidsoptimisme og meget store krav om velfærd til vores skiftende regeringer. Knudsen beskriver hele udviklingen med stærke statsministerskikkelser som Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag. I 1973 tilslutter Danmark sig EF, mens Krag ånder ud. Det bliver afslutningen på en gunstig periode i dansk historie.

Særligt centralt står naturligvis grundlovsrevisionen i 1953, som sikrede parlamentarismen og gav statsministeren ret til at indkalde folketinget. Dermed var også hundrede års magtkamp mellem regering og kongemagt reelt afsluttet. Bag revisionen stod den lavt uddannede Erik Eriksen, som ikke klarede sig længe på posten, men som altså satte et ganske markant aftryk på danmarkshistorien.

Også dette bind er meget voluminøst med sine godt 600 sider, men det er også en kendt problematik, at nutiden byder på stigende aktivitet, og der derfor reelt bare er mere at skrive om, des tættere vi kommer på nutiden.

Hans Hedtoft – ”Glade Hans” – blev den første reelle mediebevidste statsminister i tråd med den stigende eksponering af kongefamilien. Herigennem kunne han fremstille sig selv som jovial og folkelig, et vigtigt træk for efterkrigstidens ledere. Ophøjethed og alvor blev minusord i en ny tid. For eftertiden synes indmeldelsen i NATO i 1948 at have den mest vidtrækkende betydning – forpligtelsen og afhængigheden af internationalt samarbejde har jo siden præget dansk politik.

Der er jo mængder af informationer at trække frem fra dette digre værk, men i stedet for at opholde mig ved den lærde, men ustabile Viggo Kampmann, der var problemknuser af Guds nåde, og som blandt andet etablerede Kulturministeriet sammen med Julius Bomholt; eller ved ”tv-statsministeren” Hilmar Baunsgaard, som Knudsen nøgternt beskriver som en politiker, der primært blev statsminister, fordi han var god på tv, og det var Jens Otto Krag ikke!

Jeg vil afslutte med at omtale portrættet af Jens Otto Krag. Som Knudsen skriver, var Krag en ekstremt betydningsfuld politiker, hvis største bedrift var at føre Danmark ind i EF – også selvom han hverken havde lyst til embedet eller var folkelig. Hans taktiske snilde var uovertruffen, og det gjorde ham respekteret også blandt modstandere. Over 200 sider viger Knudsen til Krag, og det er jo reelt en selvstændig bog. I bogens sammenhæng er det vigtigste bidrag fra Krags side nok den omfattende reform af statsministeriet, som hans igangsatte i 1960’erne. Det årti oplevede også en stribe sociale reformer med ungdomsoprør, udvikling af P-pillen, fri abort og så videre, og pludselig var både ungdom og det kvindelige kommet på barrikaderne for at kræve social forandring og reel indflydelse på magten.

Afslutning
Vi har tidligere fået værker, der biografisk præsenterer enkelte statsministre fyldigt. Og vi har også fået kortere oversigtsværker, som Søren Mørchs gode 25 statsministre. Men nu har vi altså foreløbigt tre mursten, der skriver hele statsministerhistorien i dens fylde. Godt gjort!

Det er naturligvis umuligt at skrive en anmeldelse, der yder værket retfærdighed, men sådan må det være. Jeg håber at have inspireret til læsning af værket, for som sagt fortjener det en bred udbredelse. For nuværende er der blot at glæde sig til de kommende to bind, hvor vi kommer helt op i aktuel tid – der er jo masser at tale om! Som Knudsen selv siger: ”Intet menneske fødes som politisk væsen, men gennem historisk dannelse kan det blive det.” Med Statsministeren bind 1-3 er der akut førstehjælp til at dannes som politisk væsen.