“Når hele fortiden er samlet som i et brændglas er vi ved tidernes ende, og Minervas ugle flyver ud for sidste gang: Så blæser stormen fra paradiset ikke længere, katastroferne hører op og historiens engel kan folde vingerne sammen og genopbygge ruinerne. Mandslingens pukkel forsvinder, det sønderbrudte kar heles, og alle sjæle genopstår frelste; ret, myte og skæbne er detroniserede, eventyrets løfte om lykke går i opfyldelse og Gud, menneske og natur kommunikerer atter i navnesproget. Vi er nået frem til begyndelsen.”

Med disse afsluttende ord pointerer Lars Christiansen essensen af Walter Benjamins historiefilosofi, som det har været hensigten med den foregående tekst - en kort bog på små 130 sider - at udrede. Citatet fungerer godt som illustration af forfatterens overordnede hensigt med bogen Begyndelsen er nær, nemlig at fremhæve de “messianske motiver” (fra bogens undertitel) som præger Benjamins historiesyn.

Dette lyder ganske vist temmeligsnævert (hvad forfatteren selv indrømmer i indledningen) men som teksten efterfølgende påviser, er denne bekymring en ganske forhastet bekymring. Vejen til en forståelse af Benjamins historiefilosofi går nemlig naturligt gennem andre aspekter af dennes tænkning, så bogen i meget kort omfang opnår en bemærkelsesværdig bredde med nedslag i sprogteori, litteraturteori og politisk teori.

“Naturligt” skriver jeg, da Benjamins tænkning inviterer til disse overgange mellem klassifikationer, men hvis sammenhæng er garanteret gennem genkomne motiver, af forfatteren kaldet “fikserbilleder, der kaster nye betydninger af sig, hver gang man genindstiller blikket og ser dem på ny.” I samme passage lyder en Benjaminsk kongstanke, at “sandheden egentlig ikke kan sættes på begreb, men højst kan antydes i en anekdote eller billede.”

Christiansens bog tager dette pålydende, således at den gennemgående måde at præsentere og redegøre for bogens emne bærer præg deraf. Hver af disse billeder i ovenstående citat - alle velkendte for læsere af Benjamin - benyttes som udgangspunkt for en fremlæggelse af centrale begreber i Benjamins tænkning men dukker samtidig op “som spøgelser” i kontekster af andre begreber. Sammenhængskraften i bogen virker da stærk og eksemplificerer på det nærmeste samme fortolkningsprincipper som dem bogens emne selv forfægter.

Med betegnelsen “spøgelser” indfanges på en fortrinlig illustrativ måde et centralt aspekt af Benjamins historiesyn. For denne hviler historien nemlig ikke som et afsluttet hele lukket omkring sig selv i en forgangen tid, som historikere da kan klassificere og afgrænse efter bestemte sæder og skikke, herskende forestillinger og idéer osv.

Ej heller skal historien ses med oplysningstidens optimistiske, rationalistiske briller, hvor man progressivt bevæger sig mod et samfund stadigt mere præget af fornuft og lighed med videnskaben som primær drivkraft i foranstaltningen af dette.

Omvendt handler det da heller ikke for Benjamin om at indlære eller vække en historisk bevidsthed, som i fortidige menneskers utilstrækkeligheder og fadæser vil finde en rettesnor for at undgå deres gentagelse (man mindes filosoffen Santayanas citat: “Those who do not remember the past are condemned to repeat it”). I det hele taget pålægges mennesket overhovedet ikke en særlig rolle som dommer over, hvad nytte historien måtte kunne have for dette individuelt eller kollektivt som menneskeheden betragtet.

Fortiden findes snarere som brudstykker eller ruiner i nutiden, en slags uforløste elementer af noget foregående, som nutiden forgæves kan søge at omfavne og forståeliggøre. Her virker betegnelsen spøgelser om disse fortidens påvirkninger i nutiden jo ganske oplagt, da spøgelser på tilsvarende vis er dømte dele af fortiden, som ikke kan stedes til hvile førend nutiden forholder sig respektfuldt hertil på en foreskrevet, adækvat måde (Odysseus er jo nødsaget til at give Elpenor en ceremoniel begravelse, så denne kan hvile i fred i Hades).

For Christiansen er det interessante i denne sammenhæng, at disse fragmenter, spøgelser, af Benjamin ses at bære præg tilbage til en oprindelig paradisisk tilstand, hvor mennesket ikke stod magtesløst overfor verden, fordømt til altid at omfavne og forstå, for derved at forløses fra den byrde, som historien fortsat ophober med kataloget over menneskets forbrydelser og katastrofer tilsyneladende uendeligt.

I Paradiset forefandtes ingen indsættelse af hver ting i uigennemtrængelig isolation, her var ingen hersker og slave, mennesket var ikke fremmedgjort fra naturen. Kløften opstår ved syndefaldet, som samtidig indsætter mennesket i en historisk sammenhæng af før og efter denne begivenhed. Men myten om syndefaldet rummer jo ligeledes dette tredje, forjættende aspekt, løftet om genindsættelsen i Paradiset og oprettelsen af Guds rige på Jord. Dette leder Benjamin til at tale om to perspektiver af det historiske forløb: den “profane” historie med mennesket som agent og årsag til de hidtidige og tilstedeværende begivenheder samt den “messianske” tid, hvori Gud gennem forsynet opererer og leder mennesket frem mod genoprettelsen af Hans rige. Det afgørende er forholdet mellem disse to:
“[...] som forholdet mellem to pile, der flyver i hver sin retning, men som på forunderlig og utilsigtet vil alligevel kan påvirke og befordre hinanden: ‘Hvis én pileretning betegner det mål, dom det profanes kraft virker imod, en anden betegner den messianske intensitets retning, så stræber den frie menneskeheds søgen efter lykke ganske vist bort fra hin messianske retning, men som en kraft gennem sin vej kan fremme en anden kraft på modsatrettet vej, således også det profanes profane orden det messianske riges komme.”

For Benjamin er der altså en sammenhæng mellem to forløb, hvorved særligt intense og katastrofale begivenheders ophobning på en måde peger frem mod et afgørende, “rensende” øjeblik, som derpå skal genoprette den tidligere paradisiske tilstand.

Forfatteren forholder sig ganske vist aldrig til sin egen samtid, men ligetil er det jo i dette Benjaminske perspektiv at se en kilde til evigt håb trods alle omstændigheder stemmende for det modsatte; og for den danske læser, som måtte ønske sig at oparbejde et sådant perspektiv ved fordybelse i Benjamins vidtspændende forfatterskab, er Begyndelsen er nær intet andet end den veloplagte invitation.