Man forstår, hvorfor Hitler skal have kaldt mønsterprotektoratet Danmark for “flødeskumsfronten”.

I sommeren 1943 blev Hitlers hoffotograf Walter Frentz sendt til Danmark - primært for at dokumentere anlæggelsen af den danske del af Atlantvolden - det vil sige forsvarslinjen langs den jyske vestkyst. Det skulle være en uigennemtrængelig mur af bunkere og betonstillinger med et stærkt artilleri og sikret med førerens elitetropper.

Walter Frentz ankom til Danmark sidst i juli og var tilbage i Tyskland, inden Augustoprøret kulminerede den 29. august 1943. Augustoprøret var store strejker og demonstrationer, der i protest var vendt mod den tyske besættelsesmagt. De markerer et vendepunkt under Tysklands besættelse af Danmark fra 1940 til 1945. Hitler krævede efter Augustoprøret, at den danske regering skulle indføre skrappe sanktioner over for den danske befolkning, blandt andet indførelse af dødsstraf. Regeringen nægtede, den tyske besættelsesmagt overtog de facto den fulde magt, og den danske samlingsregering ophørte med at fungere. Og det var først herefter, at man reelt kunne tale om en modstandsbevægelse i Danmark.

At det ulmede gevaldigt i august måned 1943 ser man dog intet af på Walter Frentz’ fotos i bogen Hitlers danmarksbilleder - Da førerens fotograf Walter Frentz rejste gennem augustoprøret. Bogen er udsendt af journalist Morten Brink Iwersen, og fotomaterialet stammer Walter Frentz’ private samling, som hans søn, Hanns-Peter Frentz, har opbevaret i sit hjem i Berlin.

Billeder fortæller ikke nødvendigvis en sandhed. Når fotografen vælger et motiv, er der tale om et valg og dermed også et fravalg. Sønnen Hanns-Peter Frentz har i flere interviews fortalt, at hans far generelt valgte det uskønne fra. Walter Frentz var propagandafotograf, æstetisk i samme kategori Hitlers chefinstruktør Leni Riefenstahl. Man kan nærmest undre sig over, at Walter Frentz kunne rejse gennem et krigshærget Europa uden at offentliggøre et eneste foto med vold og krigshandlinger.

Sommerhygge mens Europa stod i brand
Det er dokumenteret, at Walter Frentz overværede SS-troppers og Værnemagtens nedslagtning af civile på østfronten. Og han skal også have fotograferet en eller flere af tyskernes massakrer, men vistnok gemt dem væk.

Når man betragter fotografierne fra Danmark i den varme sommermåned i 1943, ser alt også hyggeligt ud. Hvis det ikke lige havde været for omstændighederne, havde man kunnet bruge dem i en turistbrochure, der skulle lokke gæster til sommerlandet.

Her bades, her spises is, solen skinner, Dannebrog vajer og forlystelsesparkerne fungerer som om intet var hændt. Radioforretningernes udstillingsvinduer er fristende, unge cykler med ferieoppakning, og her er generelt fred og idyl, mens der andre steder på det europæiske kontinent blev begået uhyggelige krigsforbrydelser. Som billedteksten siger ved et fotografi af tre unge mænd i fint tøj: “I Tyskland og mange andre steder i Europa var deres jævnaldrende knap så heldige”.

På flere af billederne har de tyske soldater langs vestkysten har smidt uniformerne og optræder som harmløse civilister.

En rasende Hitler
Men cirka halvvejs inde i bogen begynder det at blive interessant. Walter Frentz tog langs vestkysten en række fotos, der gjorde Hitler alt andet end fornøjet. Arbejdet med den danske del af Atlantvolden var nemlig ikke nær så langt fremme, som han havde sat næsen op efter. Mon ikke det også har virket provokerende på nazi-spidserne i Det Tredje Rige at se det danske sommerfolk gå tværs gennem afspærringer og lige forbi de mægtige betonkolosser med madkurve, baderinge og håndklæder?

Som forfatteren anfører: “Andre steder i Europa var civilister bandlyst i militære frontzoner, men langs den jyske vestkyst går ferielivet videre i august 1943”, og dette trods vedvarende rygter om invasion og tyskernes forsøg på at omdanne de vestjyske områder til en militær spærrezone.

Ikke den udløsende faktor
Det var ikke kun dét, Walter Frentz viste, der gjorde Hitler vred. Det var også dét, Frentz fortalte, da han nåede tilbage til hovedkvarteret ved Rastenburg i Østpreussen. Frentz fortalte nemlig om alt det, han åbenbart ikke har fotograferet: Optøjerne. Hitler blev sur. Beretningen har næppe stemt overens med de rapporter, han fik fra den rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, og få dage efter tog Best på besøg i hovedkvarteret »Ulveskansen«. Best argumenterede flere gange for, at Danmark var storleverandør af landbrugsvarer til Tyskland. Men denne gang fik han slet ikke foretræde for føreren. I stedet for fik han stukket et ultimatum i hånden af nogle budbringere. Det var underskrevet af Hitler og krævede, at Danmark omgående skulle erklæres i undtagelsestilstand.

Dog skal man nok være forsigtig med at konkludere, at billederne har været udslagsgivende for Hitlers beslutning. De historiske kilder dokumenterer, at andre faktorer spillede en rolle.

Fotos er ikke dækkende
Walter Frentz tog over 400 billeder på hans rute gennem Danmark fra København over Fyn og op gennem Jylland. Det er meget skarpe og velkomponerede farvefotos og så autentiske, at de næsten virker som om, de var taget i går.

Det er på mange måder meget spektakulære billeder. Danmarks Radio bragte tidligere på året en række fjernsynsudsendelser om Walter Frentz’ danmarksbilleder og heri blandt andet interviews med sønnen Hanns-Peter Frentz, der lever endnu. På DRs hjemmeside hedder det, at “de billeder giver et spændende indblik i, hvordan hverdagslivet foregik under besættelsen”.

Det skal måske nok korrigeres til, at billederne fremstiller én side blandt flere sider af, hvordan en del af hverdagslivet foregik. Fotografierne er jo på ingen måder dækkende. På farvebillederne fra årets varmeste måneder ser alt hyggeligt og tilforladeligt ud, men en anden side af hverdagslivet har været grå, triviel, trykkende og deprimerende. Dette sporer man ikke meget af på Frentz’ fotografier. Men man kommer ikke udenom, at billederne er fremragende dokumentation, og Morten Brink Iwersens tekst indeholder både interessante baggrundsoplysninger, analyser, relativeringer og kritik.