Der er et kæmpe marked for terapi. Man kan måske sige at vi har et terapisamfund. Alle har et eller andet, de har brug for hjælp til at komme over eller komme af med. Samfundet producerer så mange anomalier, at der til stadighed må stå en hær af terapeuter klar til at sørge for, at alle kan forblive i en nogenlunde harmoni med sig selv, så de kan være produktive samfundsborgere. Psykoterapi handler dybest set om, hvordan man kan komme overens med sig eller sit selv, eller hvordan man overhovedet finder (tilbage til) det. “Har du talt med dit selv i dag?”, synes at være et relevant spørgsmål.

En type af psykoterapi kaldes narrativ, selvom den ikke er det, hvilket er en af pointerne i filosoffens Anders Fogh Jensens bog Narrativ samtaler. Forklaringer maskinrummet. Fogh Jensen har ifølge bagsideteksten selv arbejdet som narrativ terapeut i en årrække, og hans fremstilling har derfor også en vis autoritet som et blik indefra på den narrative terapi. Men han forholder sig også kritisk og eftertænksom til den narrative terapis såkaldte ‘maskinrum’. Han mener ganske enkelt, at den narrative terapi og den narrative samtale har brug for mere end et facelift, hvis den ikke skal bidrage til anomalierne i samfundet frem for at hjælpe folk med at komme overens med sig selv på en frugtbar måde, men det vender jeg tilbage til.

Fogh Jensen hævder, at det, der adskiller den narrative terapi fra andre former, er, at den ser klienten som den, der ved bedst. Den narrative terapeut indtager en ikke-vidende position for at fastholde klientens agens. Den narrative terapi “forsøger at tage dit perspektiv og bygge dig op. Den arbejder på at konstituere dig. Ikke ved at bore det smertefulde ud som en tandlæge, heller ikke ved at fortælle dig, hvem du i virkeligheden er. Den arbejder ved kun at spørge dig./ Den narrative samtalepartner mener ikke, at du mangler viden… Han mener, du mangler forbindelse til det, der er vigtigt for dig.” (s.14f)

På samme måde som antipsykiatrien hævder den narrative terapi, at det ikke er den enkelte, der er ‘syg’, men sygdomsreaktionen er et udtryk for en sygdom i samfundet. Det enkelte menneske er positioneret i samfundet på en særlig måde, som gør, at individet ikke er forfatter til sin egen historie. I stedet er der en dominerende fortælling, som den enkelte har overtaget fra sin positionering - gennem den måde, den enkelte bliver ‘set på’ og ‘tiltalt af’ den herskende diskurs.

Hvis man synes at genkende Michel Foucaults diskursbegreb er det ikke tilfældig. Diagnosen på selvets konstitution er hentet fra Foucaults beskrivelse af, hvordan det moderne producerer særlige mennesketyper, der er bestemmende for den enkeltes liv. Magten er ikke en fysisk magt, men en særlig produktion af normalitet, hvor den enkelte selv overtager disciplineringen ved at passe ind i normaliteten og de positioner, der er til rådighed inden for denne. Den frihed, som det moderne tilbyder den enkelte via fornuften, er således blot en anden form for ufrihed, hvor man skal leve op til nogle idealer og indtage en plads inden for diskursen.

Den narrative terapi prøver gennem et større batteri af spørgsmål at finde ud af, hvad der er vigtigt for den enkelte; hvilke værdier den enkelte har og foretrækker. Derfor lægger den narrative terapi vægt på klientens ‘foretrukne fortælling’ som et alternativ til den ‘dominerende fortælling’. Klienten kan blive ‘sig selv’ gennem en afvikling af den dominerende fortælling og erstatte den med den foretrukne fortælling. Her læner den narrative terapi sig tydeligvis op af den positive psykologi, hvor det handler om, hvordan man ser mulighederne og fokuserer på det ønskværdige frem for det, der er bøvlet og besværligt og forhindre realiseringen et mål. Denne familiaritet kommer Fogh Jensen dog ikke ind på.

Et andet vigtigt træk ved denne form for terapi er eksternalisering. Et problem kan man ikke arbejde direkte med. Man er nødt til at få klienten til at gøre det til noget, der ikke er i personen selv. Derfor er et vigtigt led i terapien at gøre problemet til noget, der har agens i sig selv. Hvad gør problemet ved dig? Ved at gøre problemet til noget, der gør noget, kan man begynde at forstå det på forskellige måder og også at gøre noget ved det. Når problemet har agens, kan man begynde at reagere på denne agens eksempelvis ved at undersøge, om det kan holde en pause, eller om man kan omdirigere dets indvirkning på klienten.

Den narrative terapi har en særlig ophavsmand og guru, nemlig australieren Michael White. Hans udgangspunkt er den systemiske terapi, hvor man ser den enkeltes udfordringer som noget, der hænger sammen med det system, den enkelte er en del af. Når man således har et barn med en adfærd, der opfattes som problematisk, så vil man ikke se på det enkelte barn i sig selv, men netop på barnet i relation med de primære personer i barnets liv. Derfor bliver det typisk familien, der skal i terapi, og ikke den enkelte, hvis adfærd netop er en del af at opretholde et system i relation til andre.

White brød på et tidspunkt med denne opfattelse, da han mente, at den enkelte forsvandt i relationer og systemer. Han lagde derfor mere vægt på den enkeltes livsfortælling, og det er her, den narrative terapi fødes. Fogh Jensens beskrivelse af White er interessant i sig selv. Den veksler mellem sympati og forståelse på den ene side og kraftig kritisk afstandtagen på den anden.

Ifølge Fogh Jensen er der så mange værdier i den narrative terapi, at han vil fastholde navnet, men samtidig må han omprogrammere maskinrummet. Dette hænger ikke mindst sammen med den måde, han forstår samfundet på. En del af bogen er viet til en samfundsdiagnose, hvilket jo giver god mening, når man mener, at det er i den måde samfundet fungerer på, der er årsag til de forskellige anomalier.

Fogh Jensens samfundsdiagnose ligner på en prik Jean Baudrillards fra 1980’erne. Alt er frigjort og orgiet er over os. Hvor man kan sige, at det moderne samfund i sin oprindelse var kendetegnet ved fornuften og forbuddet. Fornuften sikrede at samfundet frigjorde stadigt flere og flere ting gennem beherskelsen af dem. Forbuddet sikrede at mennesker hele tiden holdt sig inden for den herskende norm, så fremskridtet og systemets organisering forblev intakt. Freud viste gennem sin psykologiske topologi, hvordan den enkelte kunne forblive et intakt individ gennem en balancering af de forskellige impulser til handling - så renlighed og sømmelighed blev en del opretholdelsen af et moderne og velfungerende regime.

Gennem alle frigørelserne er der opstået en ny situation, og en ny diagnose af samfundet trænger sig på. Hvor det tidligere var forbud og restriktioner, der var gældende, så gælder det i dag, at man skal realisere sine potentialer. Der eksisterer ikke noget: ‘Nej, det må du ikke’, men kun ‘Ja, det er en mulighed’. Derfor handler menneskers tilværelse om selvrealisering og til stadighed at opstille projekter for sig selv og sit liv. Der er ikke længere nogle grænsesættende normer. Med det antiautoritære oprør har mennesker frigjort sig fra de snærende og neurosefremkaldende bånd. Til gengæld handler det om at præstere og at nå sine egne mål, der hele tiden forskyder sig, så man er underlagt et selvpålagt præstationsræs for at indfri samtlige potentialer. Der mangler ganske enkelt en grænse. Dette benævnte Baudrillard som orgiet og det obskøne: det der ikke har en scene, fordi selvets teater ikke længere findes.

“En karakter formes af mødet med noget fremmed, mødet med en andethed, en negativitet. Og det vinder i karakter ved en indre negativ afgrænsning og spænding,” skriver Fogh Jensen (s.322) nærmest som et ekko af Baudrillard, der dog ikke nævnes på noget tidspunkt i bogen på trods af, at Fogh Jensen viser et stort kendskab til fransk ‘poststrukturalistisk’ filosofi. Til gengæld har en nogle citater af Byung-Chul Han, der er meget inspireret af Baudrillard. Han taler om trætheds- og præstationssamfundet, hvor den enkelte hele tiden løber efter sin egen realisering med stress og depression til følge. Dette tilslutter Fogh Jensen sig.

Problemet med den narrative terapi er nu for Fogh Jensen, at den gennem sit mål om, at den enkelte skal frigøre sig fra den dominerende fortælling og blive forfatter til sit eget liv i den fortrukne fortælling, netop selv kommer til at tilskynde til selvrealiseringen i præstationsræset og således blot bidrager til at forværre situationen. I modsætning til den frigørelse som den narrative terapi henter hos Foucault, så handler det for Fogh Jensen om at få noget negativitet og andethed ind.

Alternativet til subjektets frigørelse bliver dydsetikken. Dydsetikken er noget, der overskrider den enkelte. For Fogh Jensen er det åbenbart, at der er noget, vi som mennesker agter mere end noget andet. Loyalitet og redelighed er eksempler på dyder, de fleste af os agter hos andre. Det er bedre, som Fogh Jensen siger at være loyal end illoyal; redelig end uredelig. Det kan vi se, hvis vi tænker på personer, som vi agter. Vi agter her stort set det samme.

De klassiske dyder er således noget, der tilsyneladende er større end den enkelte; noget der forener de enkelte i noget, som vi kan være fælles om at værdsætte. Så i stedet for at tale om den enkeltes ‘foretrukne historie’, vil Fogh Jensen have, at den narrative terapeut eller samtalepartner skal have fokus på ‘det vigtige i historien’, som er den enkeltes værdier. Disse vil også samtidig pege på de dyder, der overskrider den enkelte. Hvis den foretrukne historie ikke er et svar på, hvad der er det vigtige, så handler terapi eller samtale om at få dem til at stemme overens.

“Der er bestemt ikke noget i vejen med at foretrække noget, men måske styrkes identiteten ikke altid gennem ‘foretrukne narrativer’, måske styrkes den undertiden ved at forfølge noget værdifuldt, der ikke er foretrukket.” (s.346) Og videre: “Hvis samtalerne om det vigtige kan forvandle det foretrukne til det vigtige, så er det også en frisættelse.” (s. 348).

Dette er Fogh Jensens vision for ‘det ombyggede maskinrum’ i den narrative samtale, som også bør gælde hinsides terapirummet. Dyden bør gøres til instans, som byder projektsamfundet trods, for et projektmenneske er blot slave af sine uendelig forsøg på selvrealiseringer.

Man får et godt indblik i den narrative terapi i bogen. Men den er alt for ordrig og gentagende. Teksten er nærmest selvforelsket i sine formuleringer - i øvrigt ikke ulig den måde som Baudrillards samtidsdiagnostiske tekster forekommer, hvor det mere handler om, at ord og formuleringer avler nye slående ord og formuleringer i en uendelighed end det handler om at forholde sig til den oplevelse af konkret virkelighed, på trods alligevel virker relativ stabil for de fleste. Og på trods af den kritiske revision af Michael Whites teorier, der faktisk også til tider afsløres som mere ordskvalder end egentlige reflekterede, så er der en underlig mangel på kritisk bevidsthed om egne forestillinger. Dette gælder ikke mindst i afsnittene viet til samfundsdiagnoser, der forekommer helt løsrevet fra sociologisk eller empirisk belæg

. Der er en mangel på egentlige kritiske diskussionspartnere i bogen. Det er som om, den narrative samtale snarere er en enetale.