Den Danske Klosterrute - Fra Aalborg til Frederikshavn / Gunnar Kasper Hansen / 264 sider
eksistensen. ISBN 9788741007496
Anmeldt 10/9 2020, 15:10 af Else Knuth-Winterfeldt
Den Danske Klosterrute 10 - fra Aalborg til Frederikshavn
Den Danske Klosterrute 10 - fra Aalborg til Frederikshavn
« TilbageI disse corona-tider er der flere, der begiver sig på vandreture gennem land og by, og så er Den Danske Klosterrute fra forlaget Eksistensen en nyttig og vidende følgesvend at have med på vejen – også for dem, der ikke tænker på turen som en pilgrimsrejse.
Dette er det 10. og sidste bind i serien, der omhandler Vendsyssel, hvor klostrene Oxholm, Børglum, Hundslund (Dronninglund Slot) og Sæby er koordinatpunkter med en afstikker til Frederikshavn.
Turene er anlagt, så man på vejen kan besøge kirker og ikke mindst middelalderkirker, der i århundreder har været pejlemærker for den rejsende på grund af deres synlige placering i landskabet - ofte i nærheden af hellige kilder, hvis helbredende kraft også benyttedes inden kristendommens indførelse.
Der er overskuelige oplysninger om bygningernes historie, arkitektur og inventar med angivelse af de -ofte lokale - kunstnere, der har udsmykket rummene og der er indsigtsfulde forklaringer på de skriftsteder, man møder i kirkerne.
Mellem disse kulturelle fixpunkter er det præcist beskrevet, hvordan man går gennem skove, vandrevenlige biveje og byer, og andre væsentlige seværdigheder af betydning for egnen som bl.a. Lindholm Høje, Sandskulpturparken i Blokhus, Haven i Hune, Dronninglund Kunstcenter, Voergaard m.fl.
Det er en sand guldgrube af oplysninger, der er forfattet i et klart og medrivende sprog og inddelt, så man let kan orientere sig om de veje, man skal følge og om de seværdigheder, der kan krydre rejsen.
Det bliver også en rejse tilbage i tiden, der gennem kirker og klostre giver en levende forståelse for reformationen betydning uden at glemme den efterfølgende tid, hvor der redegøres for relevante åndshistoriske epoker.
Der er også nyere kirker på vejen – især når man nærmer sig Frederikshavn med en afstikker til den katolske Helligåndskirke, hvor udsmykningen ikke er lokal, men præget af, at kirken er international og har kunst fra vidt forskellige hjørner af verden.
Der er medtaget oplysninger om egnens geologi og der pustes personligt liv i egenes historie gennem henvisning til forfattere med tilknytning til de forskellige områder med udblik til sagn og historier. Men også udviklingen af industri og nogle lokale virksomheder inddrages, så der skabes et bredere kendskab til de forskellige områder.
Der har dog indsneget sig en fejl, der kan overraske en vandrer. Det angives, at Jyske Ås er 25 km lang og går fra Dronninglund til Frederikhavn. Det kan blive en lang dag for den gående, for Jyske Ås er 38 km lang og går fra Dronninglund til Østervrå og så er der 23 km videre til Frederikshavn. Det næsthøjeste punkt på Åsen er ikke 110 m, men Søhedens Bakke på 112 meter i Pajhede Skov.
Bortset fra denne lille fejl, så er alt velgennemtænkt. Der er gode ruteafsnit med angivelser af turenes længde med hver etapes kulturelle fixpunkter, overnatningsmuligheder, spisesteder, samt apoteker og indkøbsmuligheder af dagligvarer. Og der er desuden omhyggelige henvisninger til offentlige transportmidler.
Det detaljerede kortmateriale er overskueligt og der gives et spændende åndshistorisk rids af den før-reformatoriske internationale klosterbevægelse.
Endelig er der nyttige oplysninger om pjecer fra bl.a. Naturstyrelsen, og Friluftsrådet samt regler for offentlighedens færdsel på private områder.
De illustrative billeder og velskrevne tekster åbner porte af viden og inspirerer til at vide mere. Med bogen i hånden får man virkelig lyst til at vandre ud i landskabet og ind i tanken.