En af de mest vanskelige ting ved at bedømme fotobøger, måske især når anmelder er uddannet til at analysere litteratur og levende billeder er, at det er nærmest umuligt ikke at forsøge at skabe en narrativ sammenhæng mellem de mange fotos, man præsenteres for.

I stedet for – som det muligvis er tanken – at man forsøger at finde tematiske sammenhænge mellem de forskellige fotos eller giver sig rigeligt med tid til at nærstudere det enkelte billedes fokus på strukturer, negative rum eller taktile elementer, så kan det være ganske svært ikke at opleve fotobogens mange forskellige billeder, som en slags fremadskridende narrativ, hvor man forsøger at finde kausale sammenhænge mellem de enkelte billeder.

Når det så er sagt, kan det stadigvæk være ganske svært at opleve en sådan kronologi i Alexander Arnild Peitersens fotobog From Now On. For selv om man starter med at betragte forsiden, dernæst titelblad og så det første foto i rækkefølge, mens man bladrer standsmæssigt frem fra venstre mod højre, så er det ganske svært at ’læse’ sådan en sammenhæng ind i bogen.

Et af de få fixpunkter, som man kan have mellem de mange forvredne træer, over- og undereksponerede fotos, der giver billederne et drømmeagtigt look er et ansigt, som optræder flere gange. Er dette monstro kunstneren selv? Eller blot en model, der skal fungere som en gennemgående figur? Der optræder også andre mennesker, men mange af disse er ofte set fra ryggen eller fotograferet, så man har svært ved at se deres træk. Hvem er disse mennesker. Hvad er det for et landskab, der vises? Hvad er årsagen til, at vi skal se brudstykker af en virkelighed som eksempelvis fødder, der slæber spor i sneen eller en hånd, der meget hårdt griber om et stykke krydsfinér?

Der er heller ikke meget analytisk hjælp at hente, idet man når mod slutningen af bogen. Her kan man finde en række korte tekster (på både dansk og i engelsk oversættelse), der lige som de fotos, man har nærstuderet rent indholdsmæssigt synes at skyde med spredehagl. Eksempelvis nævnes det særlige blå, bundløse hul som Jacques Custeau fandt ved havet omkring Belize tilbage i tresserne eller en beskrivelse af et mørkt, skummende hav? Sammenhængen mellem den sparsomme sluttekst og de billeder, man har oplevet er muligvis en forbundne og kan måske vække en form for nysgerrig tilgang til verden omkring os, men nærmere kommer Kapellet ikke en egentlig tolkning.

Nu bør man heller ikke vurdere en fotobogs kvaliteter på dens evne til at fortælle en sammenhængende historie men i stedet på kvaliteten af de fotos, der præsenteres. Anmelder vil muligvis, med et nydansk ord, kunne anklages for at være en ’boomer’, der ikke er i stand til at vurdere kunsten på de præmisser, som ligger bag, men det ændrer ikke på at anmelder på visse steder finder det mærkeligt, at enkelte af de inkluderede fotos er endt i den færdige bog..

Fair nok, når man ser fotos af folk set fra ryggen, af opstillede nature morte-lignende tableauer eller billeder af træer og grene i sneen, så kan det bestemt være en interessant oplevelse, men når man i næste nu skal se på fotos, der bevidst er meget under- eller -overeksponerede, rystede, eller ligefrem ude af fokus så kan man godt blive en anelse træt eller undre sig. Hvorfor er netop dette billede monstro blevet nøje udvalgt til From Now On? Hvad er dets funktion? Er det fordi uskarpe fotos skal betragtes som sjusk eller ’kunst’, når det kan være lidt vanskeligt at se præcis, hvad der sker på billedet? Skal det vise os noget om fotografiets væsen om den proces, der ligger i fremkaldelsen? Spørgsmål er der nok af, men svarene udebliver umiddelbart.

Det har ifølge pressematerialet været en udgivelse, der viser fotos, der er ”optaget på flere forskellige kameraformater i en periode på over seks år.” Dette er endnu et element, der kan undre, for ville man ikke som fotograf samle ens bedste fotos fra denne periode i ens bog? På den vis er er det stadig lidt af et under, at fotografen ikke viser et bredere spektrum af det, han kan. Muligvis er From Now On ikke tænkt som et værk, der skal formidle en fortælling, men hvis dette er meningen, så er slutresultatet både ret abstrakt og for introspektivt til, at denne anmelder kan følge med.

Der bygges godt nok en slags konvoluteret fotografisk univers op i From Now On, men det er, et der som nævnt bliver gjort meget svært tilgængeligt og som ikke rummer smukke fotos i gængs forstand. I stedet synes der bevidst at være arbejdet med en æstetik, der fokuserer på det uskønne, det meget personlige og nærmer sig det tilfældige. Selv om enkelte fotos også rummer skønhed, viser os spændende strukturer og enigmatiske miljøer, der alle viser at Alexander Arnild Peitersen er en interessant billedmager, så er der i denne anmelders optik for langt mellem snapsene. I det hele taget virker det som om, at man som udenforstående er blevet nægtet den nøgle, der kan låse op for forklaringen på, hvad dette i grunden handler om.

Det kan godt være at anmelder ganske enkelt bare ikke tilhører den intenderede målgruppe, hvilket så gør at oplevelsen og denne omtale af From Now On desværre ikke ender med at være mere positiv, end tilfældet er. Bogen er blevet bladret gennem og nærstuderet en hel del gange siden Disko Bay var så søde at sende bogen til undertegnede, men uden det er lykkedes anmelder at blive meget klogere siden første gang, den blev nærstuderet.

Anmelder vil derfor anbefale den nysgerrige kunstinteresserede selv at få fingre i From Now On, for det er meget muligt at andre øjne er meget mere kvalificerede til at finde frem til konceptet eller den bagvedliggende idé. Bogen prikker bestemt til ens nysgerrighed, men er også i sit udtryk af kulde, bark og bulne fingre en oplevelse, der i Kapellets optik desværre er mere frustrerende, end den bliver givende.