Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere

Pothåndbogen – din brugerguide / David Schmader / 190 sider
forlaget memoris. ISBN 9788793681897
Anmeldt 27/8 2020, 11:10 af Torben Rølmer Bille

Forfriskende pust


Forfriskende pust

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Som alle ved, så er indtagelse af cannabis forbudt i Danmark. Dette til trods for at lidt under halvdelen af alle danskere i løbet af deres liv har indtaget urten . Ser man på de seneste statistikker, er det da også et flertal af befolkningen (65% ifølge Altinget.dk), der ønsker af afkriminalisere hash som rusmiddel og legalisere det, lige som man har set det ske i store dele af USA. Det ville da også kun være fair, eftersom den aktuelle danske rusmiddellovgivning er baseret på en gammel anbefaling fra FN. En anbefaling, der var baseret primært på retningslinjer, der blev udstukket af netop USA. Som man kan se i dokumentarfilmen Kampen om Hampen var disse retningslinjer baseret på meget useriøse ’videnskabelige’ udsagn.

Selv om indtagelse af hash eller pot selvsagt ikke er risikofrit – især ikke hvis man er meget ung eller har en risiko for at udvikle psykiske lidelser – så er der mange brugere, der i årevis har været glade for at nyde en pibe fniseurt eller en god joint i ny og næ. For alle brugere, der i årevis har været vildt irriterede på Sundhedsstyrelsens informationsmateriale, der mest af alt er en skræmmekampagne (støttet af læger, der måske burde ryge sig en fed og slappe lidt af – red.), er der nu kommet en lille bog, der heldigvis fortæller læseren om de mange positive aspekter ved brugen af cannabis.

Pothåndbogen er i anmelders optik lige så anvendelig i forhold til den, der gerne vil have en god oplevelse med ’rygeren’, som Hampedyrkerens håndbog er i forhold til amatørgartneren, der hellere vil gro en plante selv end at støtte alle de kriminelle individer, der i øjeblikket sidder tungt på det illegale salg af hash og pot. Vær en ’rocker-fucker’, som Jan Sonnergaard så elegant formuerede det i 2007 .

Bogen er skrevet af amerikanske Davis Schmader. Som langt de fleste bonghoveder ved, så er der ret stor forskel på både den amerikanske rygekultur og lovgivning i forhold til den, vi har i Danmark, men så er det heldigt, at den danske oversætter Peter Carstens har sørget for at tilpasse alle aspekter af teksten til danske forhold. Dette handler ikke kun om, at vi danskere ofte tilsætter ristet tobak til den pot, der puttes i jointen, at vi foretrækker joints frem for vandgoblere osv., men i det hele taget er bogen skrevet om, så den passer til vores del af verden. Dette gør den ekstra anvendelig, og oversætter bør have stor ros for det arbejde, han har lagt i bogen.

Nu kan det måske lyde som om, at Pothåndbogen er en ensidig, naiv hyldest til pottens herligheder, men det er ikke tilfældet. Heldigvis kan man i løbet af læsningen finde en masse formaninger og rigtigt gode råd til den læser, der gerne ville prøve at opleve rusen, men som aldrig har røget før. For den mere erfarne leveres samtidig masser af lavpraktiske tips og tricks til at gøre oplevelsen endnu bedre. Nogle af de ting der skrives kender den erfarne bruger forhåbentlig allerede, men da bogen kommer rigtigt godt rundt om emnet, vil der med garanti også være både inspiration og tricks at hente for den garvede ryger.

Bogen starter med at fortælle pottens historie og fortsætter så med at beskrive forskellige måder at indtage varerne på. Dernæst forklares de forskellige sorter af pot og den måde, de virker på. Så finder du både instruktioner til, hvordan du ruller en joint, men også opskrifter på alt fra potsmør til brownies, for som mange ved kan man også benytte canabis i mad og bagværk. I disse afsnit er bogens forfatter også god til at give en velment advarsel om, at det kan virke ret overvældende at indtage THC i madvarer.

Herefter følger der et kapitel om rygerkultur. De ’uskrevne regler’ er ganske enkelt blevet skrevet ned og så kommer der en række forslag til hvordan du kan få det bedste ud af rusen. Er du blevet for skæv og har fået det dårligt, følger der også et kort kapitel om, hvad du lavpraktisk kan gøre for at få de bedre (Kapellets anmelder anbefaler en Snickers og et glas cola, samt at du minder dig selv om, at du ’bare er blevet skæv’). Bogen sluttes af med kapitler om lovgivning, medicinsk canabis og en (ikke helt komplet) ordliste over de mest brugte termer, der anvendes i potkulturen.

Selv om bogen i afsnittet om rygeretikette beskriver forskellige tommelfingerregler, så bør man dog også være opmærksom på, at der kan være regionale og/eller nationale forskelle på de ’regler’ for god opførsel. Eksempelvis er det ikke alle steder gæsten, der får lov til at tænde jointen, som det beskrives, men derimod er det den person, der har brugt tid og fingerfærdighed på at rulle den. Dette er bestemt ikke en kritik af bogen, derimod bare en anmærkning om, at læseren måske ikke bør tage alle bogens dessiner til sig, men også selv bør føle sig frem til (og måske bare spørge ind til), hvordan de uskrevne regler er blandt de, man vælger at ryge sammen med.

I det hele taget er Pothåndbogen en meget gennemarbejdet, morsom og ikke mindst utrolig praktisk lille sag, der både vil give uvurderlige informationer til den, der overvejer at forsøge sig med den forbudte urt og til de, der har røget i årevis. Den er hurtigt læst, er overskuelig, hvis man vil benytte den som opslagsværk, (selv om den mangler et egentligt indeks bag i bogen). Ikke mindst, så afmystificerer den mange af de ting, der er forbundet med hash og cannabisindtag.

Kort sagt, så er anmelder meget begejstret for denne lille bog, der for en gang skyld ikke dæmoniserer urten men netop fortæller om stoffet, som man reelt burde gøre, samt at den nedfælder mange lavpraktiske informationer, der knytter sig til alt det, der er relateret til hash og pot. Så overvejer du at stifte bekendtskab med pot, så vil det unægteligt være en fordel at læse denne bog, før du overhovedet tager dit første sug på en joint eller spiser en brownie.

Forrige anmeldelse
« Homo futura - 7 kompetencer til... «
Næste anmeldelse
» From Now On »