Homo futura skrevet af medieeksperten Camilla Mehlsen er en bog, der forsøger at beskrive og forstå de mekanismer, der gør sig gældende i en digitaliseret verden. Dette skal bruges som et springbræt for det, der er bogens egentlige ærinde, nemlig at beskrive, hvilke kompetencer, der er brug for i den nærmeste fremtid for at skabe en bedre verden. Bogens sigte er selverklæret normativt: “Jeg slår et slag for, at vi må tage afsæt i humanistiske værdier, når vi skaber den fagre nye uddannelsesverden”, som der står på side 14.

Bogen er skrevet med et kritisk blik på den måde, som digitaliseringen spiller ind på især de unges liv. De store techgiganter og de metoder, de anvender for at fastholde brugerne i bestemte adfærdsmønstre, står klart for skud. Noget af det gode ved bogen er dog, at Mehlsen skelner mellem, om teknologien anvendes til at forbedre tilværelsen - eller om den virker tingsliggørende. Hun forsøger at give et nuanceret billede af, hvordan digitale teknologier kan bruges. ”Vi skal”, som hun afslutningsvis siger, ”være uhyre opmærksomme på, hvad vi vinder og taber i den fjerde industrielle revolution.” (s.204)

Bogen falder i to dele. Første del ‘Mennesket i det 21. århundrede’ forholder er samtidsdiagnostisk i den forstand, at den fremlægger nogle fundamentale træk ved det 21. århundredes samfund og kultur. Den anden del fremlægger Mehlsen bud på 7 kompetencer, som hun mener vil være vigtige at satse på for at sikre en bedre verden. De 7 kompetencer består faktisk af de fire traditionelle kompetencer, der ofte trækkes frem som det 21. århundredes kompetencer: kommunikation, kollaboration, kritisk tænkning og kreativitet. Mehlsen tre tillæg består af elementer, som faktisk ikke er kompetencer, nemlig koncentration, nysgerrighed og karakterdannelse.

Forfatteren er selv inde på, at karakterdannelse ikke er en kompetence, så hvorfor den skal med som en kompetence er ikke blevet helt klart for denne anmelder, ligesom det ikke er helt klart, hvordan nysgerrighed og koncentration har sneget sig med, selvom det er to gode egenskaber at besidde - og også egenskaber man kan tilskynde gennem den måde, man underviser på. Karakterdannelse står helt ubestemt, men det er jo ikke karakterdannelse, der er vigtig, men snarere en bestemt karakterdannelse, hvilket gør det endnu mere uforståeligt, at den er taget med i Mehlsen oversigt. Det kan skyldes, at karakterdannelse begynder med ‘k’, og vi får derved en liste med 7 K’er, da nysgerrighed oversættes til kuriositet. Man mærker nok, at det er kommunikationsmennesket og konsulenten, der træder frem i teksten, snarere end det stringente analytiske og akademiske menneske.

For det er i det hele taget et grundlæggende træk ved bogen, at den er mere interesseret i den hurtige og forførende pointe end i den sammenhængende og analytiske fremstilling. Mehlsen er rigtig dygtig til at sammensætte sin tekst af små anekdoter og tekststeder fra alle mulige kilder, så der strikkes små fortællinger sammen, der virker overbevisende. Bogen udgør et patchwork af fragmenter, men mangler en overordnet ramme, der kan forklare og give sammenhænge snarere end fremvise fænomener.

Eksempelvis fremstiller Mehlsen i sin epilog en henvendelse fra 2030, der er sigtepunktet for hendes fremstilling - altså den fremtid, der ligger i Homo futura. Her siger (den ønskværdige) fremtid: “Sæt menneskelige behov i centrum for den teknologiske udvikling og erkend, at digitaliseringen ikke bare er et lyntog, som I skal hoppe på uden at kunne styre farten.” (s.207) Det lyder jo meget tilforladeligt.

Men hvad er ‘menneskelige behov’? Ja, det er ikke nødvendigvis behov, som mennesker føler, at de har, for “apps og reklamer skaber kunstige behov hos svage målgrupper som børn, der for eksempel vil købe ekstra ting i et spil, så de kan føle sig mere populære i det sociale fællesskab.” (s. 28) Og det jo fint, at Mehlsen således kan vurdere forskellige behov, hvoraf nogle er ægte (menneskelige) og andre ikke er det (de svages behov?). Men hvad med behovet for at føle sig populær, anerkendt eller accepteret i et socialt fællesskab? Er det ikke et ægte behov?

Og hvordan er det lige, man får defineret de falske behov? Det at bruge en taske til at bære sine skolesager i, er et behov for den, der skal bære ting frem og tilbage mellem hjem og skole. Men den særlige taske, der anvendes, er ikke nødvendigvis indfrielsen af behovet for transport af skoleting, men måske et behov for at vise, hvem man er eller gerne vil være. Er det sidste behov mindre ægte end det første – og er der forskel på, om det er en ’svag’ eller ’stærk’, der bærer tasken?

Det afgørende er her ikke, om man kan afgøre dette. Det afgørende er, at forfatteren anvender kategorier (in casu: menneskelige behov) som om, de er selvindlysende, hvilket de ikke er. Hvis man vil hævde, at opmærksomhedsøkonomi er problematisk, fordi de har noget med menneskelige behov at gøre, bliver man nødt til at få defineret behovs-kategorien, så den kan anvendes analytisk. Nu taler ’behov’ blot ind i en hverdagsdiskurs, hvor ’vi’ godt ved, hvad der er gode og dårlige behov (som en fordom eller socialt definerede overensstemmelse). Jeg tror, det var Roland Barthes, der engang sagde, at den enes erotik er den andens pornografi (sagt på et tidspunkt, hvor pornografi entydigt blev forstået som noget fordømmelsesværdigt).

Der er rigtig mange eksempler på, at Mehlsen fremstilling er ‘slap sociologi’ i den forstand, at fremstillingen snarere er kulturjournalistisk end akademisk, da kategorier ikke fremstår særligt klare. Problemet er imidlertid for denne læser, at forfatteren henviser til teoretiske og akademiske værker, og dermed sætter hun en standard for, hvordan bogen skal læses.

Der er også mange eksempler på, at Mehlsen tager afstand fra positioner uden at sætte navn på, så det bliver vanskeligt for læseren at forholde sig kritisk til hendes fremstilling. Det hedder eksempelvis: “Jeg ser ikke kompetencer og dannelse som modstridende størrelser, selvom debatten i uddannelsessektoren til tider stilles skarpt op, som en kamp mellem dannelse versus kompetencer.” (s.90) Hvad er det for en debat, der her hentydes til? Jeg tror, Mehlsen tænker på debatten om, om skole og uddannelse skal være orienteret mod kompetencer eller kundskaber (ikke dannelse), hvor eksempelvis Thomas Rømer, Brian Degn Mårtensson og andre hævder, at skole blandt andet handler om kundskaber og ikke om kompetencer og ‘at lære at lære’. Den første bidrager til dannelse, vil de hævde, mens den anden bidrager til det Th. W. Adorno og Peter Kemp vil kalde ‘halvdannelse’.

Jeg skal ikke forsøge at afgøre denne strid her, men trækker det frem, fordi det bliver et irritationsmoment i læsningen, at fremstillingen bliver så upræcis og overfladisk, hvilket for mig at se også er en modsætning til det, bogen dybest set argumenterer for ved at pege på fordybelse, kritisk tænkning og argumentation osv.

Hvordan skal læseren forholde sig kritisk og analytisk til Mehlsens fremstilling, hvis ikke præmisserne for fremstillingen gøres klare? Og i den debat, der her henvises til, er der måske tale om ’misrepræsentation’, som jo er så udbredt i den ansigtsløse kommunikation, kan man forstå på forfatteren, hvilket ikke lever op til den redelighed, hun ellers argumenterer for.

Diskussionen af, hvad kritisk tænkning er for en størrelse er i sig selv eksempel på uklarheder. På den ene side kritiserer Mehlsen skolen for at gå for meget op i, at eleverne lærer fakta og kan gengive dem. Men på den anden side hævdes det med henvisning til et metastudie om kritisk tænkning: “Syntesen udlægger, at kritisk tænkning først er kritisk, når det knytter an til konkret indhold og faglighed. Det er ikke muligt at være kritisk tænkende om det emne eller en problemstilling, som man ikke har faglig viden om.” (s.151) - Men hvor skal denne viden så komme fra? Der er ikke nødvendigvis en modsætning mellem at hævde, at skolen arbejder med et snævert begreb om fag og faglighed på den ene side, og på den anden side at hævde, at kritisk tænkning også har brug for faglig viden og indsigt. Problemet består i, at Mehlsen ikke viser, hvordan en sådan sammenhæng i givet fald ser ud.

På et helt overordnet plan mener jeg også, at bogen fejler. For det første mener jeg ikke, at generationsbegrebet fungerer. Som Mehlsen siger, så vil de generationer, hun taler om (Z og alpha) bestå af 4 mia. mennesker i 2030. At hævde fællestræk mellem disse virker ikke overbevisende, som Morten Münster også har påpeget i artiklen Millennials: et tåbeligt og intetsigende begreb. Og da slet ikke, når man ikke forholder sig til begrebet, men blot fremstiller generationskarakteristika som om de er selvindlysende rigtige og beskriver en (sociologisk) virkelighed. Dette problem forstærkes, når generationskarakteristika anvendes til at ekstrapolere til en fremtid. Træk, der hævdes at gælde for børn og unge, fremskrives historisk, som om disse træk så også vil være gældende for generationerne som voksne, hvilket strider imod forskning i generationer. Man kan nok vise, at unge oftere skifter job end ældre, men det gjorde unge også tidligere - så her er der tale om et træk ved en livsfase, og altså ikke noget, der nødvendigvis kan fremskrives som et træk, der vil gælde i fremtiden.

Det andet overordnet problem i bogen er den forståelse af teknologi, der fremkommer. Selvom Mehlsen har mange gode iagttagelser af, hvordan samspillet mellem især unge og teknologi virker, så er den grundlæggende forståelse, at teknologi kan forstås for sig selv. Som vi så med behov, så eksisterer de på en måde, så man kan udskille dem som noget for sig. Derefter kan behovet så tilfredsstilles, hvilket så blandt andet kan ske ved at anvende teknologiske produkter. Men sådan fungerer hverken behov eller teknologiske artefakter - der vil altid være en gensidig påvirkning eller et vekselvirkningsforhold.

Men Mehlsen har hverken et dialektisk eller sociokulturelt blik på teknologi - hvorfor det virker som om, teknologien er ‘der ude’, hvorefter menneskers ‘humanistiske værdier’ kan appliceres - eller kan bestemme den ramme, inden for hvilke teknologiske artefakter kan udvikles. Eksempelvis beskrives det som et problematisk træk ved teknologi, at mange unge “oplever ensomhed” (s.35). Dette viser forskellige undersøgelser ganske rigtigt. Men hvordan hænger denne ensomhed sammen med teknologi generelt og videre med specifikke teknologier? Det bliver jo umuligt at forstå uden at se på mange andre faktorer - og derfor giver det ikke så meget mening, at se det som et problematisk træk ved teknologien. Det må i stedet ses i den hele kontekst, hvori der også kan indgå forskellige artefakter (teknologier), hvilket vil gøre oplevelsen af ensomhed til et komplekst problem. I det hele taget er det vanskeligt eller umuligt at skelne ‘god’ teknologi fra ‘dårlig teknologi’ - da teknologien jo ikke (for de flestes vedkommende) er god eller dårlig, men kan anvendes på forskellige måder i forskellige kontekster.

Der er efter min mening alt for mange løse ender og halve diskussioner i Mehlsens fremstilling. Bogen antyder en akademisk fremstillingsform, som den slet ikke lever op til. Og den bygger også efter min mening på et naivt begreb om teknologi.