Hvor går grænserne for et grænseland egentlig? Hvor ender og begynder det? Og hvad forstår vi ved et grænseland?

I foråret 2020 sender Danmarks Radio en serie på fire tv-afsnit om det dansk-tyske grænseland.

Skuespilleren Lars Mikkelsen står i spidsen for en fortælling, der i jubilæumsåret for afstemningen i 1920 skal gøre os lidt klogere på, hvordan hullet i den slesvigske sok blev stoppet. Og klogere på det, der ledte op til den begivenhed, som i Danmarks opfattes som “genforeningen”.

Det vil være synd at kalde Poul Duedahls fremragende bog Grænseland for et supplement til tv-serien. Serien burde nærmest opfattes som et supplement til bogen, der på godt 300 sider bidrager med særdeles interessante perspektiver og nye tilgangsvinkler til grænselandets historie. Bogen er et fantastisk eksempel på, at historieskrivningen ikke er statisk, men udvikler sig og ikke er helt upåvirket af den tid, den er skrevet i.

Poul Duedahl er historieprofessor ved Aalborg Universitet og har en omfattende produktion af lettilgængelige fagbøger bag sig. Han er også en dygtig formidler. Hans udgangspunkt er at se grænselandet som en smeltedigel, som en stødpude og som en flydende overgang mellem én stat og en anden. Grænser, der går skarpt gennem landskabet, er en forholdsvis ny opfindelse. Ideen om landegrænserne (som vi kender dem i dag) udviklede sig i 1800-tallet, blandt andet fordi monarkernes magt var under pres i takt med, at de liberale bevægelsers krav om, at en stat skulle være identisk med et folk, voksede.

Tidligere havde skove, bjergkæder eller ufremkommelige sumpområder ofte adskilt staterne. Forfatteren definerer “grænselandet” som de gamle hertugdømmer - det vil sige hele området mellem Altona og Kongeåen. Fra gammel tid var hele dette område en form for stødpude mellem dansk og tysk - en tilstand man var indforstået med både i København, i Slesvig, i Holsten og de øvrige tyske stater, der vel knap nok skænkede området en tanke.

Tvungen til at væge side
I Slesvig, Holsten og Lauenburg, som indtil 1864 var len under den danske konge, levede man side om side og følte sig i flere hundrede år loyale over for den danske konge uden, at kongen satte spørgsmålstegn ved ens sindelag. Særligt i Slesvig var blandingen total. Her blev talt højtysk, dansk (i praksis mest sønderjysk), plattysk og frisisk. Man kunne tale det ene sprog med naboerne, et andet med familien og et tredje i kirken eller med de offentlige myndigheder. Lige indtil borgerkrigen fra 1848 til 1850 - Treårskrigen eller Den første Slesvigske Krig - tvang grænselandets indbyggere til at tage stilling. Poul Duedahl tegner dermed konturerne op til den moderne tilstand, som mange af os måske tager for givet.

At den nationale tænkning også kunne få absurde sider, illustrerer forfatteren ved at fremdrage familier, der blev delt mellem dansk og tysk. Det var ikke ualmindeligt, at storebror kunne vælge det danske, og lillebror det tyske.

Mens den konsekvent dansksindede Haderslev-købmanden den Peter Hiort Lorenzen har fået en dansk skole opkaldt sig i Slesvig og har lagt navn til en gade i sin hjemby, er den kongetro og dansksinde Jens Wulff ikke blevet udødeliggjort på samme vis. Jens Wulff var kniplingskræmmer i Bredebro, og selv om han var dansk, var han også slesviger - og handelsmand - af et godt hjerte. Og Jens Wulff brød sig bestemt ikke om det, han opfattede som Hiort Lorenzens unødvendige provokationer - for eksempel da Hiort Lorenzen i stænderforsamlingen i Slesvig blev ved med at tale dansk, selv om han talte flydende tysk. Den danske konge, Christian den Ottende, opfattede Hiort Lorenzen som en demagog og en populist - på linje med flere dansksindede nordslesvigere. Deriblandt Jens Wulff fra Bredebro.

Konkret og nærværende historie
Aalborg-professoren gør historien konkret og nærværende i sin bog. Han kommer naturligvis ikke uden om vigtig aktører som Orla Lehmann, den fremtrædende lederskikkelse for den liberale opposition mod den danske enevælde - dansksindet og fortaler for en Ejdergrænse. Sagde Lehmann i hvert fald for at få sin politik til at matche kongens interesser, så han bedre kunne opnå sit politiske mål. Politikere siger ofte ét og tænker noget andet.

Orla Lehmann var søn af en holstensk embedsmand og voksede op med tysk modersmål i København, og nok blev han mere dansk end de fleste danskere, men vi skal huske på, at hans mål var en skandinavisk parallel til Det Tyske Forbund - altså en eller anden form for fællesskab mellem Danmark, Norge og Sverige.

Men - og det er virkelig værd at fremhæve som en af bogens helt store kvaliteter - Poul Duedahl tager udgangspunkt i Slesvig og Holsten og ikke blot den intellektuelle elite i København eller de velkendte frontfigurer i Slesvig. Duedahl bevæger sig gennem Slesvig og Holsten og tager de almindelige menneskers perspektiv og har nogle fine eksempler på, hvordan der ofte blev skaltet og valtet med dem, det drejede sig om, slesvigerne, når magthaverne skulle have ligningerne til at gå op.

Et fint eksempel på dette er beskrivelsen af den ejendommelige byttehandel, der fandt sted, da Danmark afstod kongerigske enklaver (Amrum, Listland, den vestlige del af Før, den sydlige del af Rømø, Mandø og Ribe-området) og fik og en række sogne ved Ribe samt sogne mellem Kongeåen og Kolding som betaling. Regnestykket skulle gå op, så grænsen kunne trækkes langs Kongeåen. Duedahl tager perspektivet fra de mennesker, det berørte, og dette perspektiv er sjældent set få klart og tydeligt tidligere.

Overgang fra stødpudezone til konfliktzone
Bogens grundlæggende fortælling er grænselandets overgang fra en multikulturel stødpudezone over en voldelig konfliktzone til adskilte dele af to forholdsvis homogene nationalstater - fra de første årtier i 1800-tallet over de to Slesvigske Krige 1848-1850 samt 1864 og tiden, da Nordslesvig var under preussisk og tysk herredømme til det store granatchok, som Første Verdenskrig var. Et granatchok, der dog skabte den forudsætning, som, den dansksindede sønderjyske politiker H.P. Hanssen hele tiden vidste, var en forudsætning for Nordslesvigs indlemmelse i det danske kongerige: Et svagt Tyskland.

Den tyske grammatik skulle professoren dog nok lige have haft nogle kyndige til at tjekke. De få gange, han bruger bestemte artikler og endelser på substantiv, går det galt. Der er også et foto, der hævdes at stamme fra en grænseovergang ved den dansk-tyske landegrænse, men det stammer nok nærmere fra Rødby. Dette kan forfatteren dog næppe klandres for.

Poul Duedahls bog får de varmeste anbefalinger med herfra. Den er hver en krone værd.