En af de mest sigende iagttagelser i Det store Vadehav finder man helt bagest i den fine bog. Under stormen den 15. december 2019 befandt bogens forfatter, Jens Gregersen, sig i Nordfrisland. Vandet steg i en rasende fart i den hidsige storm og oversvømmede vejen ved den lille havneby Slutsil (Schlüttsiel) sydvest for Nibøl. Vovede man sig uden for bilerne, var det svært at gå langt. Vindstyrken nåede nogle gange orkanstyrke.

Mens forfatteren og tegneren Jens Gregersen aldrig går nogen steder uden blyant og tegneblok i jakkelommen, var mange mennesker mødt frem med deres smartphones for at forevige det forbigående øjeblik med kæmpestore bølger og skumsprøjt og bagefter fordele det på Instagram eller Facebook.

“Det giver vished og fortæller, at her var jeg - og jeg så det”, skriver Jens Gregersen - mens han selv gjorde nogle iagttagelser med hurtige skitser af situationen på havnekajen. Mens menneskene førhen - dengang digerne var svage og vejrudsigterne ikke fandtes - ville have haft travlt med at sikre sig mod stormflod, var de moderne generationer beskæftiget med at forevige naturens vilde kræfter elektronisk. Man ser dem næsten for sig: De skynder sig ind i deres bil bagefter og kører tilbage til civilisationen i byerne.

Sådan er Jens Gregersen ikke, forstår man. Han tegner og iagttager og giver sig tid til at fordøje naturen med sine forsigtigt kolorerede tegninger og små essays, der hviler på viden om naturen og ikke mindst en fin iagttagelsesevne.

Fugleliv og natur
Jens Gregersen bor selv med sin hustru på Vorsø i Horsens Fjord - en ø, der ikke er offentlig adgang til. Han har taget turen fra Blåvandshuk vest for Esbjerg ned gennem Sønderjylland, Nordfrisland og Ditmarsken og videre gennem Niedersachsen til Ostfriesland og den nederlandske del af Vadehavet til Den Helder. Resultatet er en stor og rigt illustreret bog. Det store Vadehav, med undertitlen Mellem natur og mennesker. Men det er tydeligt, at bogen ikke blot er opstået efter én rejse. Jens Gregersen kender naturen og også kulturhistorien i området, der er blevet en del af Unescos verdenskulturarv.

De seneste 10-20 år er interessen for området tydeligt steget, og opmærksomheden på de værdier, der findes i denne uafklarede zone mellem hav og land, er blevet skærpet. Det eksotiske findes lige uden for vores dør. Mens vi nordeuropæere valfarter til de bjertagende Alper, kan mennesker fra bjergene hurtigt blive fascineret af vidderne, himlen og omskifteligheden i den flade vadehavsregion. Græsset er så grønt på den anden side af hegnet.

Stigende interesse
Fugleliv og natur er det centrale i bogen. Bevidstheden om naturens kredsløb er bogens maksime. Vadehavet langs nordsøkysten af Holland, Tyskland og Danmark er et af verdens største vådområder for trækkende vandfugle. Op imod 12 millioner vandfugle er hvert år gæster i området, der op igennem 1900-tallet kom under stigende pres fra industri, landbrug og turisme. Forfatteren sætter 1982 som et skelsættende år i den danske og en del af den tyske del af vadehavet. Det var det år, da det fremskudte dige blev indviet ved Vidåslusen ved Tønder. Der opstod en ny bevidsthed om områdets værdier, skriver Jens Gregersen, og det kulminerede med Unesco-udnævnelsen i 2014.

Forskelle og ligheder
Forfatteren deler gavmildt ud af sin viden om de enkelte fuglearter og den rolle, de spiller i regionen, men har også øjne for de karakteristika, der findes på de enkelte lokaliteter. Nok har områderne langs Vadehavet mange fællestræk, men der er også lokale særheder og forskelle. Haubargen for eksempel - den store marskgård med et næsten pyramideformet stort stråtag med stuehus, lade og stald i én og samme bygning - finder man kun på halvøen Ejdersted i det sydvestligste Sydslesvig, men byggetraditionen kom hertil fra Nederlandene i 1500-tallet.

Forfatteren besøger spor fra gammel tid som for eksempel Alte Kirche på øen Pelvorm (Pellworm) og slægtskirkegården ved byen Lunden i det nordlige Ditmarsken. Gravstenene i Lunden er vidnesbyrd om områdets tidligere rigdom fra en tid, da det lykkedes ditmarsk-bønderne at beholde deres selvstændighed.

Som grænselandsmenneske vil man nok undre sig lidt over, at forfatteren ikke bruger lokale danske stednavne sideløbende med de tyske. Det giver indtryk af, at en turist er kommet til egnen. Han kunne velsagtens også have føjet de frisiske stednavne til for at illustrere områdets ikke blot naturlige diversitet, men også den kulturelle mangfoldighed.

Fine beskrivelser
Som tegner er Jens Gregersen uovertruffen, og hans tekst kan virke befriende gammeldags på den gode måde. Han har virkelig antennerne ude og kan analysere fuglenes adfærd på en skarp og vedkommende måde næsten som to ægtefolk, der har fejret guldbryllup. Sit møde med sølvmågerne ved Fanø beskriver han således:
“De store fugle træder frem som firskårne og elegante. De er fantastisk harmoniske i bevægelse og farveholdning. Et strengt udtryk træder frem. De er også gale og utilfredse med min tilstedeværelse. Og næsten truende. Men jeg er også inde på deres enemærker. De har gennem årtier indtaget stedet og overtaget det efter mindre mågearter som stormmåge og hættemåge”.

Det er en meget indbydende bog, Jens Gregersen har udgivet. Selv om den har blik for det lokale, tager den helikopterblikket over den lange kyststrækning, som godt nok deles af flere lande-, provins- og delstatsgrænser, men det er jo ikke noget, naturen har fundet på.

Netop i Vadehavet er grænserne mellem naturens forskellige stadier og fænomener flydende og aldrig statiske. Området er lig med vekselvirkning, og tiden står ikke stille, selv om den kører i ring. Denne vekslen får Jens Gregersen så fremragende frem.