Under den tyske besættelse af Danmark blev 112 danske frihedskæmpere dømt til døden ved en tysk krigsret - i deres eget land.

En stor del af fangerne fik lov til at skrive et brev til deres familie eller deres forlovede, kort før de gik i døden.

I efteråret 1945 udkom brevene i en bog med titlen De sidste timer. Denne bog har Kristeligt Dagblads Forlag nu udsendt i en revideret udgave med forord af den tidligere danske politiker og forfatter Per Stig Møller. Den nye udgave er udsendt i anledningen af 75-året for befrielsen af Danmark og indeholder flere biografiske oplysninger om de enkelte brevskrivere end tidligere.

Ikke til offentliggørelse
Brevene var ikke beregnet til at blive offentliggjort. Desto stærkere står de i dag. Hvad skriver man i få sætninger kort tid inden, man skal dø?

Mange af de dødsdømte var helt unge mænd, hvad man ikke altid skulle tro ud fra deres modne måde at formulere sig på. Måske er de på et tidligt tidspunkt i deres liv nærmest blevet tvunget til at skulle tage stilling til eksistentielle spørgsmål om tage dybe etiske og moralske valg. Brevene er stilet til venner, søskende og forældre - især til deres mor.

De færreste frihedskæmpere bekymrer sig om sig selv, men er der­imod ængstelige på de efterladtes vegne. Hvordan mon de ville leve videre? Med had og bitterhed eller fortsat med en glæde ved livet.

Familie og kulturarv
Frihedskæmperne betalte den højeste pris. Så tror man virkelig på en sag. Så er det ikke bare gratis snak, man kan stå og fyre af, når man har sit på det tørre.

Man kan spekulere over, hvordan brevene vil blive opfattet af et moderne publikum i en globaliseret verden, hvor det nationale af mange ofte forveksles med nationalisme, og hvor mange vælger at leve deres liv som singler i en individualistisk tid.

Danmark, det folkelige fællesskab, kulturarv og familie var derimod tydelige værdier for brevskriverne.

De sidste timer er en rørende bog. Nogle af brevskriverne har været vant til at skrive. For andre var det at skrive noget, de gjorde sjældent.

Brevskriverne havde vidt forskelige erhverv og uddannelser. Vi kan gå ud fra, at de alle har været igennem ubehagelige forhørsscener og modbydelig tortur. Det hører vi dog stort set ikke om. Derimod emmer brevene af taknemmelighed og hengivenhed, og der er ikke en meter fortrydelse at spore.

Bevidste om skæbnen
De dødsdømte har været bevidste om deres skæbne og allerede på et tidligt tidspunkt taget stilling. Den yngste af de dødsdømte var knap fyldt 18 år.

Det er ikke meningsløshed, læseren møder i brevene - tværtimod. Det mest meningsløse ved det hele er, at naziregimet fortsatte med at eksekvere dødsomme på stribe på et tidspunkt, hvor man skulle være en blind tysker for ikke at se, at den meningsløse krig var tabt. Bødlerne var blinde. De dødsdømte klartseende.